Ikke aldersdiskrimination at erfaren HHX-underviser ikke blev inviteret til jobsamtale
Ligebehandlingsnævnet har afgjort, at en ansøger til to opslåede stillinger som underviser i virksomhedsøkonomi på samme HHX ikke var blevet forskelsbehandlet på grund af alder. Ansøgeren kunne ikke bevise, at skolens kandidatudvælgelsesproces udgjorde aldersdiskrimination, og nævnet frifandt derfor skolen.
En ansøger født i 1960 søgte to stillinger som underviser i virksomhedsøkonomi hos samme HHX henholdsvis 23. marts 2024 og 18. april 2024. Af den anden ansøgning fremgik blandt andet en forespørgsel om feedback i forhold til, hvorfor ansøgeren ikke var blevet inviteret til samtale, idet ansøgeren mente, at han havde den rette erfaring til jobbet.
Ansøgeren fik ikke en tilbagemelding på sin forespørgsel udover, at der for afslagene for begge ansøgningernes vedkommende fremgik den begrundelse 21. maj 2024, at stillingen var besat til anden side.
Da ansøgeren mente, at han opfyldte kriterierne for stillingen, klagede han 25. maj 2024 til Ligebehandlingsnævnet om, at han ved afslagene var blevet forskelsbehandlet på baggrund af sin alder. Dertil krævede ansøgeren 25.000 kr. i godtgørelse.
Udvælgelseskriterier
Ansøgeren fremførte, at kandidaterne blev udvalgt til samtale ud fra tre kriterier, herunder kvalifikationer og erhvervserfaring, relevant fagsammensætning og pædagogiske kompetencer. Her henviste ansøgeren til, at han både havde 20 års erhvervserfaring inden for økonomi og virksomhedsledelse, 20 års undervisningserfaring, blandt andet indenfor relevante HHX-fag som virksomhedsøkonomi, international økonomi, finansiering og erhvervscase, samt pædagogikum.
Derfor mente ansøgeren ikke, at det gav mening, at skolen havde gennemført to ressourcekrævende ansættelsesprocedurer i stedet for at indkalde ham til samtale. I øvrigt påstod ansøgeren, at kandidater over 60 år konsekvent var blevet udeladt fra kandidatudvælgelsen.
Skolen pegede omvendt på, at der var modtaget 84 kvalificerede ansøgninger, hvoraf 13 ansøgere fordelt ligeligt på køn og i aldersgruppen 26-59 år var blevet indkaldt. Med udgangspunkt i det brede aldersinterval af de udvalgte kandidater argumenterede skolen dermed, at alder ikke havde udgjort et udvælgelseskriterium.
Skolen havde ikke nogen yderligere bemærkninger til ansøgerens kompetencer, udover at hele ansøgerfeltet var stærkt kvalificeret.
Ikke påvist forskelsbehandling
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at ansøgeren, trods sin erfaring, ikke formåede at påvise faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at ansøgeren havde været udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling på baggrund af sin alder ved den manglende indkaldelse til samtale.
Det forhold, at ansøgeren var født i 1960, var ikke et forhold, som i sig selv gav nævnet anledning til at formode, at alder havde været inddraget som kriterium i ansættelsesprocessen. Dette forhold sammenholdt med skolens oplysninger om ansættelsesprocessen og de inddragne kandidater til stillingerne gjorde, at nævnet frifandt skolen.
DI var ikke involveret i sagen.
Nyheden er baseret på Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 24. november 2025 i sag nr. 9080.
DI's råd
Når du som arbejdsgiver fastlægger en ansættelsesproces og i sidste ende vælger, hvilken ansøger du ønsker at ansætte, er det vigtigt, at du gennem hele forløbet alene lægger vægt på objektive og saglige kriterier. Disse kan f.eks. være uddannelsesmæssig baggrund, relevant erhvervserfaring, faglige kvalifikationer og lignende.
Sagen viser, at ansøgere ikke har en egentlig ret til at blive indkaldt til samtale, heller ikke hvis de opfylder relevante saglige kriterier. Et afslag til sådanne ansøgere er lovligt, så længe det fortsat bygger på saglige kriterier, eksempelvis et stærkt ansøgerfelt – og altså ikke ulovlige kriterier såsom køn, graviditet, alder, handicap, etnicitet mv.
Hvis et afslag helt eller delvist bygger på ulovlige kriterier er der tale om diskrimination i strid med forskelsbehandlingsloven, som kan udløse et krav om godtgørelse.
Hvis I sidder i en lignende proces eller er i tvivl om, hvorvidt jeres udvælgelseskriterier er saglige, anbefaler vi, at I kontakter DI for rådgivning.
Læs mere om Rekrutteringsprocessen - DI
Læs også om Forskelsbehandling - regler og rådgivning - DI