Nye erhvervskandidatuddannelser på universiteterne
Universiteterne arbejder i øjeblikket på at udvikle de nye erhvervskandidatuddannelser, der følger af den politiske aftale fra 2023 om reform af universitetsuddannelserne. Reformen træder i kraft i 2028, men nogle virksomheder er formentlig allerede blevet kontaktet af universiteter og studerende i den forbindelse.
Baggrund
Siden 2018 har der været mulighed for, at virksomheder kan ansætte kandidatstuderende i en tidsbegrænset stilling på mindst 25 timer om ugen i en periode på fire år som led i en erhvervskandidatordning.
Ordningen indebærer, at de studerende sideløbende med ansættelsen følger undervisning på kandidatuddannelserne, og uddannelserne er ikke SU-berettigede. Ordningen har indtil nu kun omfattet en række udvalgte og godkendte uddannelser. Den nuværende ordning, hvor erhvervskandidatuddannelser er fireårige, fortsætter uændret frem til 2028.
Ny ordning - fleksible erhvervskandidatuddannelser
Fra 2028 vil der blive udbudt nye såkaldte ’fleksible erhvervskandidatuddannelser’.
Flere universiteter har valgt at udbyde enkelte erhvervskandidatuddannelser efter de nye regler allerede fra 2026/2027. Derfor henvender universiteterne sig allerede nu til mange virksomheder med det formål at engagere virksomhederne i erhvervskandidatuddannelsesmodellen.
De nye erhvervskandidatuddannelser er en god måde at knytte virksomheder og studerende sammen i løbet af uddannelsen. Men det er samtidigt afgørende, at virksomhederne ikke bliver bundet op på ufleksible vilkår.
Der arbejdes fortsat på de endelige rammer og vilkår for de nye fleksible erhvervskandidatuddannelser, og DI følger området tæt og vil opdatere rådgivningen for virksomheder på di.dk, når de endelige rammer er på plads.
Mere fleksibilitet og mulighed for SU
Med indførelsen af de nye erhvervskandidatuddannelser er det besluttet, at ordningen kan have varierende længde (op til fire år) afhængig af den enkelte studieordning (antal ECTS og beskæftigelseskrav).
Samtidig bliver nogle nye erhvervskandidatuddannelser SU-berettigede det første semester eller de to første semestre.
Studerende på SU-berettigede erhvervskandidatuddannelser forudsættes at studere på fuld tid i de perioder, hvor de modtager SU.
Beskæftigelseskravet på tværs af de nye fleksible erhvervskandidatuddannelser vil kunne variere. I den nuværende fireårige erhvervskandidatuddannelse er beskæftigelseskravet 25 timer om ugen ved siden af studierne. Det vil i fremtiden variere fra uddannelse til uddannelse, hvor mange timer en studerende kan være beskæftiget i en virksomhed.
Universiteterne vil kunne vejlede om beskæftigelseskravet når uddannelserne er endelig godkendt. Forventeligt i løbet af 2026.
Løn, vilkår og opgaver
Løn- og ansættelsesvilkår for de nye erhvervskandidatuddannelser vil være de samme som for de eksisterende fireårige erhvervskandidatuddannelser.
Der er således ikke fastlagt en lønsats for at have en erhvervskandidat ansat. Opgaverne skal fortsat have karakter af akademisk arbejde, men der er ikke specifikke krav til jobindhold.
Det er fortsat universitetet, der står for selve uddannelsen, og der medfølger således ikke en uddannelsesopgave for virksomhederne. Der er alene tale om et ansættelsesforhold, som skal lette overgangen til arbejdsmarkedet.
Information og hjælp
Hvis din virksomhed bliver kontaktet af universiteter eller studerende om ansættelse af erhvervskandidatstuderende i den nye ordning allerede nu, kan I henvende jer til DI for rådgivning.
Læs mere om Erhvervskandidater - rådgivning til virksomheder om ansættelse - DI