Foto: Colourbox
21.04.26 Vi rådgiver dig Nyheder

Virksomhed frifundet for millionkrav efter broprojekt

En faglig voldgift har taget stilling til, om en byggevirksomhed havde underbetalt ca. 350 udenlandske medarbejdere under et brobyggeri. Forbundet krævede over 34 mio. kr. i efterbetaling, men dommeren frifandt virksomheden for det meste af kravet og gav kun forbundet medhold i et mindre beløb på knap 59.000 kr.

En faglig voldgift har fastslået, at der lovligt kan ske kombination af reglerne om forskudt arbejdstid med overenskomstens ”standardregler” for overarbejde, og at overarbejde ikke ”afbryder” en aftalt periode med forskudt tid.

Herudover "godkender" kendelsen en udformning af aftaler om varierende ugentlig arbejdstid, hvor der udarbejdes en overordnet rammeaftale, som tiltrædes af tillidsrepræsentanten, og som herefter kombineres med konkrete arbejdstidsplaner, der tiltrædes af den enkelte medarbejder.

Omfattende strid om betaling for skæve arbejdstider og overarbejde

Sagen udsprang af opførelsen af den nye Storstrømsbro i perioden fra 20. februar 2023 til 31. juli 2024. Her havde en bygge- og anlægsvirksomhed beskæftiget op til 354 primært udenlandske medarbejdere fra særligt Rumænien og Italien, som arbejdede med produktion og montage af store broelementer på både land og vand.

Arbejdsopgaverne blev organiseret i flere skiftehold med forskellige mødetider, f.eks. morgen- og aftenhold, og tilrettelagt efter særlige arbejdstidsaftaler, herunder både varierende ugentlig arbejdstid og forskudt tid.

Forbundet mente, at ingen af virksomhedens arbejdstidsaftaler levede op til kravene, og at de reelt kun blev brugt for at undgå udbetaling af de normale overarbejdstillæg.

Vidneforklaringer og omfattende dokumentation på bordet

Forbundet krævede efterbetaling til både organiserede og uorganiserede medarbejdere og understøttede dette med detaljerede beregninger på medarbejdernes faktiske mødetider, ugesedler, lønsedler og egne regneark.

Forbundet mente videre, at forholdene i sagen var så tilsvarende dem, som havde været behandlet i FV2023-1254, at sagen derfor måtte få samme resultat. ”Sporene var nu lagt”, mente forbundet.

Virksomheden gjorde heroverfor gældende, at arbejdstidsaftalerne var indgået med tillidsrepræsentanten, og at medarbejdernes arbejdsplaner var retvisende og tilpasset de faktiske produktionsforhold, herunder skibenes sejlplaner ved offshore-arbejde og stor kundetilfredshed.

Det blev dokumenteret, at aftalerne løb i bestemte perioder (typisk 13 uger ad gangen), og at medarbejderne individuelt tiltrådte dem.

Virksomheden fremlagde en lang række underskrevne erklæringer, skemaer og timeoversigter. Virksomheden havde håndteret arbejdstidsplaner og den faktiske afvikling af arbejdstiden afgørende forskelligt fra FV2023-1254.

Under den faglige voldgift blev der ført vidner blandt både medarbejdere og ledelse, heriblandt tillidsrepræsentanten, medarbejdere fra skifteholdene samt projektledelsen og administrative medarbejdere. Sagen blev uddybet med forklaringer om, hvordan alle havde fået en grundig introduktion og individuel mulighed for at sige ja eller nej til de aktuelle arbejdstidsaftaler.

Forbundet: Arbejdstidsaftaler er ugyldige – Virksomheden: Alt er forhandlet og accepteret

Forbundet argumenterede for, at de arbejdstidsaftaler, der blev brugt, ikke overholdt overenskomstens krav, hverken om præcis afgrænsning af referenceperioder, gennemsnitlig arbejdstid eller om fordelingen af overarbejde.

Særligt fremhævede forbundet, at nogle aftaler gav for stort et antal timer, at weekend- og natarbejde blev afregnet forkert, og at varierende arbejdstid og forskudt tid blev blandet på en måde, der ikke lever op til reglerne.

Virksomheden fremhævede, at produktionen nødvendiggjorde fleksible løsninger med roterende hold og perioder med ekstra overarbejde, især på grund af udfordringer med transport og montage på vandet.

De mente, at alle regler var overholdt, og at medarbejderne havde underskrevet samtlige aftaler og arbejdsplaner efter gennemgang og forklaring på deres eget sprog.

Aftalerne var gyldige og blev fulgt i praksis

Dommeren vurderede, at arbejdstidsaftalerne i det væsentlige var indgået korrekt og blev fulgt, og at virksomheden ikke havde opnået en ulovlig besparelse på medarbejdernes bekostning. Dog havde virksomheden begået en mindre fejl ved ikke at tage højde for helligdage i tre arbejdsuger under én særlig arbejdstidsaftale, hvilket udløste efterbetaling på 58.972,74 kr.

Der blev lagt vægt på, at arbejdstiderne svarede til de aftalte planer, at alle aftaler var tiltrådt individuelt, og at store dele af forbundets påstande – herunder det påståede millionbeløb – ikke blev dokumenteret i sagen. Sagen blev således afvist for langt hovedparten af kravet.

Nok så vigtigt accepterede dommeren herudover, at den kombination af arbejdstidsaftaler om forskudt arbejdstid med fast, planlagt overarbejde, som virksomheden havde anvendt, var i overensstemmelse med overenskomstens regler. Dommeren begrundede det således: ”Der er efter ordlyden af Overenskomsten ikke noget til hinder for at kombinere varierende ugentlig arbejdstid med 8 timers fast overarbejde pr. uge, forudsat at der lokalt er enighed om det, jf. Overenskomstens § 18, stk. 2, 1. pkt., og der er ikke under sagen fremkommet noget, der giver grundlag for en anden forståelse.”

DI førte sagen for virksomheden.

Nyheden er baseret på faglig voldgifts afgørelse af 15. april 2026 i sag nr. FV2025-960.

DI's råd

Afgørelsen understreger, at grundig dokumentation og individuelt indgående/bekræftede, underskrevne arbejdstidsaftaler er afgørende ved skæve arbejdstidsmønstre og skifteholdsarbejde, som afviger overenskomstens ”standard” arbejdstider.

Det er vigtigt at sikre, at ethvert tillæg, overarbejde og ændringer i arbejdstid dokumenteres skriftligt og i overensstemmelse med overenskomsten. Mindre fejl kan stadig udløse efterbetaling, men afgørelsen viser også, at store krav kan afvises, hvis virksomheden kan dokumentere, at regler og aftaler er overholdt i praksis.

Kontakt DI for rådgivning om arbejdstidsaftaler og håndtering af skifteholdsarbejde.

Læs mere om Varierende ugentlig arbejdstid - DI

Læs mere om Skiftehold - rådgivning til arbejdsgivere - DI

Læs mere om Forskudt arbejdstid - DI

Nyheder og kurser om personalejura

Se alle nyheder om personalejura Kurser om personalejura

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.