Bibeskæftigelse hos konkurrent ikke grund til bortvisning
Vestre Landsret har afgjort, at en administrativ medarbejder, som efter en virksomhedsoverdragelse fastholdt sin bibeskæftigelse hos en konkurrerende virksomhed, ikke havde væsentlig misligholdt sin ansættelse. Virksomheden skulle derfor betale 86.000 kr.
Bibeskæftigelse og virksomhedsoverdragelse
En kvinde blev i maj 2020 ansat som administrativ medarbejder hos en virksomhed, der drev turistbuskørsel. Under ansættelsen udførte medarbejderen sideløbende administrativt arbejde for virksomhedsejerens personligt drevne taxaforretning – først som led i sin ansættelse og fra 23. september 2022 på en separat ansættelseskontrakt med taxaforretningen. Bibeskæftigelse ved taxaforretningen foregik med samtykke fra busvirksomheden.
23. september 2022 blev busvirksomheden imidlertid erklæret konkurs. Medarbejderen bistod de følgende dage kurator med administrative opgaver og fremskaffede blandt andet ansættelseskontrakter for kolleger, men oplyste ikke konkret om sin bibeskæftigelse ved taxaforretningen.
30. september 2022 blev medarbejderen sammen med resten af medarbejderstaben meddelt på et fællesmøde, at de blev virksomhedsoverdraget til en ny virksomhed med tilbagevirkende kraft fra indtrædelsen af konkursen.
Medarbejderen oplyste i den forbindelse til sin nye direktør, at hun også havde en bibeskæftigelse i taxaforretningen, hvilket direktøren protesterede over, da taxaforretningen var en konkurrerende virksomhed. Medarbejderen fastholdt sin ret til at arbejde i taxaforretningen.
Direktøren ville 3. oktober 2022 ikke modtage medarbejderens arbejdskraft eller betale løn for den forudgående periode, hvilket de facto fungerede som en bortvisning.
Medarbejderen protesterede og anlagde sag ved Retten i Herning 15. november 2022 med krav om godtgørelse for løn, erstatning, pension og feriegodtgørelse svarende til 86.000 kr. Sagen blev efterfølgende anket til Vestre Landsret.
Uenighed om tilsidesættelse af loyalitetspligten
Medarbejderen fremhævede, at den muligt forestående konkurs skabte et presserende behov for at sikre sig fremtidig beskæftigelse, da hun på tidspunktet for konkursen ikke vidste, at der ville ske virksomhedsoverdragelse.
Dertil gjorde medarbejderen gældende, at kuratoren på intet tidspunkt havde spurgt ind til hendes kontraktforhold, og at hun ved førstkommende lejlighed efter kendskabet til virksomhedsoverdragelsen gjorde den nye direktør opmærksom på sin bibeskæftigelse.
Medarbejderen understregede, at hun ikke havde tilsidesat sin loyale oplysningspligt eller handlet illoyalt ved at arbejde i den konkurrerende virksomhed, da der havde været samtykke til bibeskæftigelsen inden virksomhedsoverdragelsen.
Omvendt var der ifølge medarbejderen sket grov og hæveberettigende misligholdelse af ansættelsesforholdet, da virksomheden ikke ville udbetale den forfaldne løn for 23.-30. september 2022.
Virksomheden gjorde gældende, at medarbejderens sideløbende arbejde for taxaforretningen før virksomhedsoverdragelsen var et koncernanliggende, men at den separate ansættelseskontrakt med taxaforretningen 23. september 2022 var et proformadokument – ikke en reel ansættelse - der blot skulle sikre medarbejderen en bedre retsstilling efter konkursen.
Virksomheden understregede, at udarbejdelsen af et proformadokument pegede hen mod, at medarbejderen var bevidst om, at der kunne forelægge en potentiel loyalitetskonflikt på den anden side af konkursen. Derfor mente virksomheden, at tilbageholdelsen af oplysninger under konkursbehandlingen var i strid med medarbejderens loyalitetspligt og måtte anses som en bristende forudsætning for den fortsatte ansættelse.
Der manglede endvidere et samtykke fra den nye virksomhed til, at medarbejderen efter virksomhedsoverdragelsen kunne arbejde for taxaforretningen, som måtte anses for konkurrerende virksomhed af transportydelse inden for det samme geografiske område.
Ingen tilsidesættelse af oplysningspligt, hvorfor bortvisningen var uberettiget
Retten i Herning fandt i sagen, at bibeskæftigelsen var etableret, inden medarbejderen vidste, at der ville ske virksomhedsoverdragelse, og at der var tale om to reelle ansættelser. Dertil vurderede byretten, at medarbejderen ikke havde forsøgte at skjule oplysninger for kurator. Der blev i vurderingen lagt vægt på, at medarbejderen straks orienterede sin nye arbejdsgiver om bibeskæftigelsen.
Bibeskæftigelse hos taxaforretningen udgjorde således ikke væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, da retten til at arbejde dér fulgte med ved overdragelsen på grund af det tidligere samtykke hertil. Det udgjorde ifølge retten heller ikke væsentlig misligholdelse, at medarbejderen ikke havde oplyst kurator om bibeskæftigelsen. Virksomheden kunne således kun kræve ophør af ansættelsen med korrekt opsigelsesvarsel.
Byretten fandt derfor, at virksomhedens de facto bortvisning var uberettiget, og medarbejderen fik derfor tilkendt løn, erstatning, pension og feriegodtgørelse svarende til 86.000 kr. samt sagsomkostninger.
Landsretten tiltrådte byrettens resultat og stadfæstede dommen.
DI var ikke involveret i sagen.
Nyheden er baseret på Vestre Landsrets afgørelse af 8. september 2025 i sag nr. BS-13968/2024-VLR.
DI’s råd
Bortvisning af en medarbejder kræver, at medarbejderen groft misligholder ansættelsesforholdet, eller at forudsætningerne for ansættelsesforholdet brister.
Bibeskæftigelse ved konkurrerende virksomhed er i strid med loyalitetspligten og kan udgøre grov misligholdelse overfor arbejdsgiveren, der berettiger bortvisning.
Sagen viser dog, at en medarbejders ret til bibeskæftigelse, som har været accepteret under en tidligere arbejdsgiver, kan overgå til den nye arbejdsgiver ved en virksomhedsoverdragelse.
En virksomhed kan derfor ikke uden almindeligt opsigelsesvarsel kræve, at en virksomhedsoverdraget medarbejder ophører med konkurrerende bibeskæftigelse, hvis bibeskæftigelsen har været accepteret hos den tidligere arbejdsgiver.
Det er derfor vigtigt, at virksomheden undersøger alle ansættelsesvilkår – herunder også eventuelle aftaler om bibeskæftigelse i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse.
Hvis I er i tvivl om, hvorvidt jeres medarbejder har optrådt illoyalt, anbefaler vi, at I kontakter DI for rådgivning.
Læs mere om Bortvisning af medarbejder - rådgivning til arbejdsgivere - DI
Læs mere om Bibeskæftigelse - rådgivning til arbejdsgivere - DI
Læs mere om Virksomhedsoverdragelse - rådgivning til arbejdsgivere - DI