Foto: Colourbox
11.05.26 Vi rådgiver dig Nyheder

Bortfald af en delopgave medførte ikke, at en tidsbegrænset ansættelse var ophørt

Østre Landsret har afgjort, at en offentligt ansat ikke automatisk kunne anses for fratrådt uden opsigelsesvarsel og partshøring, da kun en del af arbejdsopgaverne bortfaldt, og callcenteret fortsatte. Ophøret var ugyldigt og udløste krav på løn under opsigelse.

Sagens omstændigheder

En medarbejder var ansat på en tids- og opgavebegrænset kontrakt som konstabel i Forsvarsministeriets Personalestyrelse i forbindelse med covid-19-indsatsen.

Kontrakten angav, at ansættelsen ophørte uden varsel, når opgaven bortfaldt eller blev overdraget, men arbejdsgiveren kunne efter 6 måneders ansættelse opsige med tre måneders varsel.

Da smitteopsporing, som var én af flere opgaver i callcenteret, ophørte, blev medarbejderen orienteret om, at ansættelsen ophørte uden yderligere varsel.

Var det en opsigelse eller korrekt ophør af kontrakten?

Medarbejderen gjorde gældende, at ansættelsen var til generelle callcenteropgaver, ikke kun smitteopsporing, og at callcenteret fortsatte efter delopgavens ophør.

Medarbejderen gjorde endvidere gældende, at der ikke blev givet opsigelsesvarsel eller gennemført partshøring, som offentlige arbejdsgivere er forpligtet til forud for en opsigelse.

Arbejdsgiveren argumenterede for, at kontrakten var tilknyttet smitteopsporingsopgaven, og at den tidsbegrænsede ansættelse derfor var ophørt som følge af, at opgaven var bortfaldet.

Ophøret var ugyldigt

Østre Landsret lagde til grund, at ansættelsen omfattede bredere callcenteropgaver end kun smitteopsporing, og at medarbejderen ikke kunne have været klar over, at ophør af smitteopsporingsopgaven ville medføre, at ansættelsesforhorholdet ophørte.

Da callcenteret fortsatte, skulle eventuelt ophør ske efter opsigelsesreglerne i funktionærloven med varsling og forudgående partshøring, hvilket ikke var opfyldt. Ophøret blev derfor anset for ugyldigt, og medarbejderen blev tilkendt løn og feriepenge i opsigelsesperioden.

Nyheden er baseret på Østre Landsrets afgørelse af 20. februar 2026 i sag nr. BS-6624/2024-OLR.

DI's råd

I den konkrete sag fremgik det blot af ansættelseskontrakterne, at ”[a]nsættelsesforholdet ophører uden yderligere varsel, når opgaven bortfalder eller opgaven overdrages til andre.” Landsretten tillagde det betydning for resultatet, at der ikke var anført noget som helst yderligere om den opgave, som medarbejderen var ansat til at udføre. Og da landsretten fandt, at det kun var en del af arbejdsopgaverne der bortfaldt, havde arbejdsgiveren derfor ikke været berettiget til at anse ansættelsesforholdet for ophørt.

Sagen viser derfor, at virksomheder skal være meget præcise, når de indgår tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. Hvis en tidsbegrænset ansættelse f.eks. ikke ophører på en konkret dato, men i stedet ophører ved færdiggørelsen af en given opgave, er det afgørende, at virksomheden får udformet ansættelseskontrakten således, at det klart og tydeligt fremgår, hvad det er for en opgave, som medarbejderen udfører, og hvornår den kan anses for fuldført.

Læs mere om Tidsbegrænset og projektansættelse - DI

Skabeloner

Midlertidig ansættelseskontrakt uden for overenskomst

Hent

Nyheder og kurser om personalejura

Se alle nyheder om personalejura Kurser om personalejura

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.