Kopiering af forretningshemmeligheder kostede tidligere medarbejder dyrt
Retten i Helsingør har afsagt dom i en sag om ulovlig kopiering af forretningshemmeligheder. Retten fandt, at medarbejderen havde overtrådt lov om forretningshemmeligheder, og medarbejderen var forpligtet til at betale en (nedsat) konventionalbod til virksomheden.
Kopierede omfattende fortroligt materiale
Sagen handler om en medarbejder, der var del af ledelsen, og som i forbindelse med sin fratrædelse overførte et betydeligt antal filer fra virksomhedens netværk til egen computer, ekstern harddisk, privat Dropbox og mail. Filerne indeholdt blandt andet strategier, prisoplysninger, beregningsmodeller, kundeoversigter, tilbud m.v.
Parterne var uenige om lovligheden af kopieringen
Medarbejderen anførte, at kopieringen skete for eventuelt at kunne fortsætte et samarbejde efter fratrædelse eller af nostalgiske årsager, og gjorde gældende, at dataene var tilgængelige for flere i afdelingen.
Virksomheden mente modsat, at kopieringen skete uden tilladelse og omfattede forretningshemmeligheder, som kun var tilgængelige for en begrænset kreds.
Parterne var endvidere uenige om, hvorvidt materialet var underkastet rimelige foranstaltninger til hemmeligholdelse, og om hvorvidt kopieringen i sig selv udgjorde en overtrædelse.
Virksomheden havde dog etableret IT-overvågning og begrænset adgang til særligt fortroligt materiale. Medarbejdere fik indskærpet deres forpligtelser om fortrolighed, blandt andet gennem ansættelseskontrakt, opsigelsesbrev, Code of Conduct og login-informationer. Ifølge medarbejderen var materialet dog gemt sådant, at flere i afdelingen havde adgang, og at ikke alting var teknisk beskyttet.
Afgørelsen – hvad lagde retten vægt på?
Retten fandt, at medarbejderen havde kopieret og videresendt forretningshemmeligheder til private enheder, og at dette utvivlsomt udgjorde en overtrædelse af lov om forretningshemmeligheder uanset formålet med kopieringen, da det var selve kopieringen uden samtykke, der udgjorde overtrædelsen af loven.
Retten lagde til grund, at materialet var underlagt rimelige foranstaltninger til hemmeligholdelse, blandt andet ved begrænset adgang og teknisk overvågning, og at betingelserne i var loven derfor var opfyldt.
Medarbejderens ansættelseskontrakt indeholdt en bestemmelse om brud på lov om forretningshemmeligheder, der indeholdt en konventionalbod svarende til tre måneders løn.
Ved fastsættelsen af boden tillagde retten det skærpende retning betydning, at medarbejderen indledningsvis havde bestridt, at lov om forretningshemmeligheder var blevet overtrådt. Det havde medført, at sagen fik et betydeligt omfang, som havde været unødvendigt, hvis medarbejderen blot havde erkendt, at forholdet var omfattet af loven.
Omvendt talte det i formildende retning, at overtrædelsen blev konstateret hurtigt, og uden at virksomheden havde lidt et dokumenteret tab.
Retten fandt derfor, at konventionalboden skulle nedsættes til et beløb svarende til to måneders løn.
DI var ikke involveret i sagen.
Nyheden er baseret på Retten i Helsingørs afgørelse af 6. marts 2026 i sag nr. BS-13158/2025-HEL.
DI’s råd
Det er omdiskuteret i den ansættelsesretlige praksis og teori, hvorvidt en arbejdsgiver og medarbejder gyldigt kan indgå en aftale om konventionalbod for brud på en klausul, der ikke er en konkurrence- og/eller kundeklausul.
Retten i Helsingør fandt i denne konkrete sag, at konventionalboden kunne håndhæves, selv om kopieringen var sket, mens medarbejderen stadig var ansat, og virksomheden ikke kunne dokumentere et økonomisk tab, og selv om medarbejderen ifaldt konventionalboden for den blotte kopiering af forretningshemmelighederne. Konventionalboden blev dog nedsat fra et beløb svarende til tre måneders løn til et beløb svarende til to måneders løn.
For at kunne påberåbe sig en eventuel konventionalbod for brud på lov om forretningshemmeligheder er det under alle omstændigheder afgørende at sikre sig, at fortrolige oplysninger er underlagt rimelige tekniske og organisatoriske beskyttelsesforanstaltninger, og medarbejderne bør desuden løbende få indskærpet, hvad de må og ikke må i forhold til virksomhedens data og forretningshemmeligheder, da det er en betingelse for, at de fortrolige oplysninger kan være forretningshemmeligheder i lovens forstand.
DI anbefaler, at virksomheder søger konkret rådgivning, inden de indgår aftaler med medarbejdere om konventionalbod for brud på lov om forretningshemmeligheder eller andre regelsæt.
Læs mere om Loyalitetspligt - rådgivning til arbejdsgivere - DI’