Foto: Colourbox
19.05.26 Vi rådgiver dig Nyheder

Virksomhed vinder millionstrid – løn og arbejdstid var i orden

En virksomhed inden for byggebranchen er blevet frifundet i en faglig voldgiftssag, hvor forbundet havde rejst et krav om flere millioner kroner og til støtte herfor, at virksomheden havde underbetalt sine medarbejdere i strid med Bygge- og Anlægsoverenskomsten. Dommeren fandt, at virksomheden havde dokumenteret korrekt løn og overholdelse af aftaler om arbejdstid, bolig og overarbejde.

Krav om millionbeløb i sag om underbetaling

Sagen drejede sig om udenlandske medarbejdere ansat til byggearbejde på to store byggeprojekter. Forbundet mente, at virksomheden havde opnået store besparelser ved at udbetale en løn, der var lavere, end overenskomsten kræver, og stillede krav om samlet cirka 8,7 millioner kroner for arbejde som udført på de to projekter.

Forbundet mente blandt andet, at medarbejdernes arbejdstid ikke blev tilrettelagt korrekt, og at virksomheden havde undladt at betale for overarbejde og pauser, modregnet for meget i bolig og ikke fulgt reglerne om tilkaldearbejde ved overarbejde udført om lørdagen.

Virksomheden gjorde omvendt gældende, at de havde handlet overenskomstmæssigt. Virksomheden forklarede i flere runder – både under den indledende behandling af sagerne og under den faglige voldgift, at arbejdstiden var tilrettelagt i overensstemmelse med overenskomsten – nemlig 7,5 timer mandag-torsdag og 7 timer fredag – og at der blev betalt korrekt for overarbejde og pauser.

Virksomheden gjorde også gældende, at aftalen om leje af bolig var overenskomstmæssig, blandt andet fordi aftalerne var frivillige for medarbejderne, ligesom virksomheden gjorde gældende, at arbejde, som var udført om lørdagen, ikke var omfattet af overenskomstens bestemmelse om tilkald.

Ingen underbetaling – virksomheden havde handlet korrekt

Dommeren vurderede, at virksomheden på alle de omtvistede punkter havde dokumenteret, at løn og vilkår levede op til Bygge- og Anlægsoverenskomstens krav. Virksomheden havde organiseret arbejdstiden korrekt, udbetalt løn og tillæg i overensstemmelse med overenskomsten, fratrukket beløb for bolig på frivillig og korrekt vis, og betalt for overenskomstmæssig overarbejde.  

Dommeren lagde vægt på den omfattende dokumentation fra virksomheden, herunder timesedler og lønsedler som viste, at medarbejderne fik den betaling, de havde ret til. Selv om forbundet mente, at der skulle have været betalt efter en anden model, fandt dommeren ikke grundlag for at statuere, at der var sket underbetaling. Kravet fra forbundet blev derfor ikke taget til følge, og virksomheden blev frifundet for alle krav om efterbetaling.

DI førte sagen for virksomheden.

Nyheden er baseret på faglig voldgifts afgørelse af 30. marts 2026 i sag nr. FV2025-1390 og FV2025-1391.

DI's råd

Afgørelsen viser, at det er afgørende at have styr på dokumentationen, når parter er uenige om løn, arbejdstid eller overarbejde. Det er desuden vigtigt, at aftaler om eksempelvis boligindkvartering foregår på frivillig basis og kan dokumenteres.

Virksomheder, der arbejder med udenlandske medarbejdere eller store projekter, anbefales at følge overenskomstens bestemmelser nøje og have ordninger og aftaler dokumenteret skriftligt.

Ved tvivl om praktisk håndtering af arbejdstid, bolig eller overarbejde anbefaler DI, at virksomheden benytter vejledningerne på www.danskindustri.dk eller kontakter DI for rådgivning.

Læs også ”Tilkald” er en situation, hvor nogen, der ikke er til stede, kaldes til stede - DI

Nyheder og kurser om personalejura

Se alle nyheder om personalejura Kurser om personalejura

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.