Foto: Colourbox
09.06.26 Vi rådgiver dig Nyheder

Afslag på jobsamtale til kørestolsbruger førte til godtgørelse

Retten i Glostrup har tilkendt en kørestolsbruger 25.000 kr. i godtgørelse, efter at en virksomhed trak sin invitation til jobsamtale tilbage, fordi virksomhedens lokationer havde mange trapper. Retten fandt, at virksomheden ikke havde undersøgt medarbejderens konkrete behov eller mulighederne for offentlig støtte, før afslaget blev givet. Virksomheden blev dog frifundet for at have udøvet forskelsbehandling i videre omfang.

Tilbagekaldt tilbud om jobsamtale

I begyndelsen af oktober 2023 søgte virksomheden en ny HR-konsulent. Ifølge stillingsopslaget skulle medarbejderen regelmæssigt være til stede på kontorer i flere byer.

Ansøgeren blev telefonisk inviteret til jobsamtale af virksomheden. Ved afslutningen af samtalen oplyste hun, at hun var kørestolsbruger, og bad om information om, hvilken indgang der skulle bruges ved fremmødet.

Dagen efter ringede virksomheden til medarbejderen og oplyste, at virksomheden havde undersøgt forholdene, og på den baggrund ikke kunne tilbyde hende en samtale alligevel. Begrundelsen var virksomhedens bygningsforhold, herunder trapperne, som efter virksomheden vurdering gjorde det urealistisk for en kørestolsbruger at bestride jobbet.

Tilstrækkeligt undersøgt?  

Ansøgeren anlagde sagen med påstand om betaling af en godtgørelse på 40.000 kr.

Ansøgeren gjorde gældende, at virksomheden ikke havde afdækket konkrete behov for tilpasninger, for eksempel om ansøgeren selv kunne håndtere dørtrin eller åbninger, og at vedkommende ikke blev inddraget i vurderingen af, hvilke hjælpemidler der kunne have muliggjort ansættelsen.

Virksomheden havde foretaget beregninger af, hvad det ville koste at opsætte stolelifte på alle trapperne. Estimatet var at det ville beløbe sig til omkring 600.000 kr.  Virksomheden havde undersøgt omkostninger til etablering af stolelifte, men ikke havde spurgt ind medarbejderens specifikke behov eller afdækket muligheder for offentlig støtte.

Virksomheden havde i en tidligere rekrutteringsproces undersøgt mulighederne for ansættelse af en kørestolsbruger, hvor det blev konkluderet, at det ikke var muligt.

Virksomheden gjorde gældende, at stillingen forudsatte fysisk tilstedeværelse på fire lokationer, at der var trapper på alle lokationer, og at tilpasningerne ville være urimeligt byrdefulde.

Forhåndsafslag udgjorde brud på forskelsbehandlingsloven

Retten vurderede, at virksomheden havde givet afslag på jobsamtalen uden først at have undersøgt medarbejderens konkrete behov og muligheder for offentlig støtte. Retten fandt, at virksomheden havde givet et forhåndsafslag, der udgjorde et brud på forskelsbehandlingsloven.

Retten tilsidesatte ikke virksomheden skøn over prisen på de forventede omkostninger. Virksomheden blev derfor frifundet for i videre omfang at have udøvet forskelsbehandling.

Virksomheden blev herefter dømt til at betale 25.000 kr. i godtgørelse samt sagsomkostninger.

Der er søgt om ankebevilling ved Procesbevillingsnævnet.

DI førte sagen for virksomheden.

Nyheden er baseret på Retten i Glostrups dom af 8. april 2026 i sag nr. BS-6112/2024-GLO.

DI's råd

Sagen viser at virksomheder skal træde varsomt inden afslag gives, når der er tale om en medarbejder omfattet af forskelsbehandlingsloven.

Dommen tager ikke stilling til, om tilpasningerne var urimeligt byrdefulde.

På trods af påstand om en godtgørelse på 40.000 kr. fastsatte retten godtgørelsen til 25.000 kr. i overensstemmelse med sædvanlig praksis.

Læs mere om Rekruttering - DI

Læs mere om Forskelsbehandling - regler og rådgivning - DI

Nyheder og kurser om personalejura

Se alle nyheder om personalejura Kurser om personalejura

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.