Foto: Getty Images
25.06.26 Vi rådgiver dig Nyheder

Lovforslag fremsat: Lettere at ansætte international arbejdskraft for overenskomstdækkede virksomheder

Regeringen har torsdag den 25. juni 2026 fremsat et lovforslag om en ny ordning om international arbejdskraft, som vil give overenskomstdækkede virksomheder adgang til at blive certificeret til at rekruttere medarbejdere fra bl.a. USA, Kina, Brasilien og Indien. Hvis lovforslaget bliver vedtaget, vil ordningen træde i kraft 1. januar 2027.

Med lovforslaget indføres der en ny overenskomstbaseret erhvervsordning for certificerede virksomheder, der er omfattet af ordnede løn- og arbejdsvilkår.

Ordningen vil kunne anvendes af udlændinge, som er tilbudt ansættelse i en stilling med en løn på minimum 322.000 kr. årligt i 2026-niveau, og som kommer fra lande, som Danmark har et økonomisk og handelsmæssigt fællesskab med. Lovforslaget indeholder desuden krav til certificering af de virksomheder, der ønsker at benytte ordningen.

DI følger lovarbejdet tæt og orienterer løbende om udviklingen.

Helt ny ordning

DI skrev i juni 2025 om den politiske aftale om en ny certificeringsordning for internationale medarbejdere. Med det nu fremsatte lovforslag lægges der op til at gennemføre den overenskomstbaserede erhvervsordning, som første gang blev præsenteret i juni 2025.

Ordningen retter sig mod tredjelandsborgere, der får tilbudt ansættelse i Danmark hos en virksomhed, som er certificeret til at benytte ordningen.

Lovforslaget lægger op til, at ordningen træder i kraft den 1. januar 2027.

Krav om overenskomst

Det er en grundlæggende betingelse i ordningen, at ansættelsen sker i en stilling, der er omfattet af en relevant overenskomst.

Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at det er hensigten, at ordningen skal omfatte:

  • Overenskomster (herunder tiltrædelsesoverenskomster) indgået mellem FH’s medlemsorganisationer og DA’s medlemsorganisationer, eller virksomheder som er medlemmer heraf.
  • Overenskomster (herunder tiltrædelsesoverenskomster) indgået af DA’s medlemsorganisationer, eller virksomheder der er medlem heraf, med Akademikernes medlemsforbund.
  • Overenskomster indgået af hhv. FinansDanmark, Forsikring & Pension, arbejdsgiverforeningen for Gartneri, Landbrug og Skovbrug samt Dansk Håndværk med FH’s medlemsorganisationer.
  • Overenskomster indgået på det offentlige område af hhv. Finansministeriet eller efter bemyndigelse fra Finansministeriet, Kommunernes Lønningsnævn og Regionernes Lønnings- og Takstnævn med centralorganisationerne, tilsluttede organisationer eller andre organisationer.
  • Overenskomster indgået eller tiltrådt af enkeltvirksomheder uden for hovedorganisationerne på arbejdsgiversiden med én eller flere af FH’s eller Akademikernes medlemsorganisationer.

Det fremgår også af bemærkningerne, at overenskomster på funktionærområdet mellem DA og FH, som er omfattet af den såkaldte 50 pct.-regel, ikke er omfattet af ordningen, før overenskomsten aktiveres.

Virksomheden skal certificeres af Styrelsen for International Rekruttering og Integration, før virksomheden kan benytte ordningen.

Betingelse om statsborgerskab i visse tredjelande

Den nye overenskomstbaserede erhvervsordning gælder kun for medarbejdere, der er statsborgere i et tredjeland, der fremgår af den offentliggjorte landeliste.

Af lovforslagets bemærkninger fremgår det, at følgende lande pr. 1. januar 2026 vil være omfattet:

  • USA
  • Storbritannien
  • Singapore
  • Kina (inklusiv Hongkong)
  • Japan
  • Australien
  • Canada
  • Indien
  • Brasilien
  • Malaysia
  • Montenegro
  • Serbien
  • Nordmakedonien
  • Albanien
  • Ukraine
  • Moldova

Det fremgår desuden, at listen skal omfatte top 10 tredjelande målt på summen af danske investeringer i udlandet og udenlandske investeringer i Danmark, kandidatlande der forhandler om optagelse i Den Europæiske Union, og lande som Danmark har indgået en bilateral aftale om mobilitet med.

Betingelser til virksomheden for at opnå certificering

Virksomheden skal opfylde en række krav for at blive certificeret til at ansætte medarbejdere efter ordningen.

Virksomheden skal blandt andet afgive en tro- og loveerklæring om, at den kun vil ansætte udlændinge efter ordningen i stillinger, der er omfattet af de relevante overenskomster, som virksomheden selv er omfattet af, at virksomheden vil sikre adgang til løbende kontrol af overenskomstens overholdelse, og at virksomheden ikke inden for de seneste 2 år er idømt bod ved Arbejdsretten eller faglig voldgift for underbetaling af udenlandsk arbejdskraft.

Herudover er det en betingelse, at virksomheden har betalt gebyr, har mindst 10 fuldtidsansatte i Danmark, ikke er omfattet af en lovlig arbejdskonflikt, ikke har uefterkomne strakspåbud fra Arbejdstilsynet, og ikke inden for det seneste år er straffet mere end to gange efter udlændingeloven eller er ifaldet bøde eller strengere straf over de fastsatte beløbsgrænser.

Virksomheden skal desuden have deltaget i et forudgående vejledningsmøde i SIRI, vedlægge en udtømmende serviceattest uden anmærkninger udstedt af Erhvervsstyrelsen inden for de seneste 3 måneder og have været i drift samt aflagt årsrapport eller årsregnskab inden for de seneste 2 år.

Det fremgår af lovforslaget, at certificering første gang gives for 3 år ad gangen og ved forlængelse for 4 år ad gangen.

Certificeringen kan inddrages

Det fremgår af lovforslaget, at en certificering kan inddrages, hvis den er opnået ved svig, eller hvis betingelserne for certificeringen ikke længere er opfyldt.

Det fremgår også, at certificeringen i visse tilfælde vil kunne inddrages ved overtrædelse af overenskomst, manglende adgang til kontrol eller bod for underbetaling af udenlandsk arbejdskraft, når der er truffet endelig afgørelse i det fagretlige system eller efter fælles indstilling fra de relevante overenskomstparter.

Betingelser for at få opholds- og arbejdstilladelse

Efter lovforslaget vil ordningen kunne anvendes for tredjelandsborgere, som:

  • Er tilbudt ansættelse i en certificeret virksomhed
  • Er tilbudt ansættelse i en stilling, der er omfattet af en relevant overenskomst
  • Skal arbejde på fuld tid i henhold til overenskomsten
  • Er tilbudt en løn på minimum 322.000 kr. årligt i 2026-niveau, som skal udbetales til en dansk bankkonto
  • Er statsborgere i et land på landelisten

Det er desuden en betingelse, at de forudgående 3 måneders sæsonkorrigerede bruttoledighed i gennemsnit ikke har oversteget det fastsatte niveau. I lovforslagets bemærkninger fremgår det, at niveauet efter de gældende regler er 3,75 pct.

Det fremgår også, at udlændingen i 2 år forud for ansøgningens indgivelse ikke her i landet må være idømt eller have vedtaget en bøde på 3.000 kr. eller derover efter straffeloven, lov om euforiserende stoffer, lov om våben og eksplosivstoffer m.v. eller udlændingeloven. Det gælder også efter ansøgningens indgivelse.

Opholds og arbejdstilladelsen lægges op til at kunne meddeles for op til 3 år og forlænges med op til 4 år ad gangen.

Medfølgende familie

Udlændinge med opholds og arbejdstilladelse efter ordningen kan tage medfølgende familie med til Danmark. Der stilles dog krav om særskilt arbejdstilladelse til medfølgende ægtefælle ved job i samme virksomhed.

Hurtig jobstart gælder også

Ordningen er omfattet af reglerne for hurtig jobstart, som betyder, at medarbejderen som udgangspunkt kan begynde arbejde, når ansøgningen er indgivet, gebyr er betalt og medarbejderens biometri er optaget til ansøgningen. Hurtig jobstart forudsætter, at ansøgningen er fuldt oplyst, og at der er optaget biometri senest 14 dage efter ansøgningen er indleveret.  

Kontrol og håndhævelse af overenskomstmæssige vilkår

FH og DA har som en del af den nye certificeringsordning indgået en aftale, der træder i kraft samtidig med ordningens ikrafttræden. Aftalen skal sikre kontrol og håndhævelse af overenskomstvilkår for arbejde, der er omfattet af ordningen.  

På virksomheder, der anvender certificeringsordningen, skal virksomheden orientere tillidsrepræsentanten om ansættelser på ordningen og den aftalte løn. Tillidsrepræsentanten har mulighed for at mødes med de nye medarbejdere på certificeringsordningen og gennemgå de generelle ansættelsesvilkår, informere om gældende regler på virksomheden og om tillidsrepræsentantens rolle. 

I umiddelbar forlængelse heraf – eller uden at der forinden har været afholdt møde – mødes arbejdsgiver, tillidsrepræsentant og evt. de pågældende medarbejdere, hvor arbejdsgiver forelægger de relevante baggrundsoplysninger for de pågældende medarbejdere, der gør det muligt at vurdere og drøfte om overenskomsten er overholdt og baggrunden for fastsættelsen af lønnen for de pågældende medarbejdere på ordningen.   

Hvis der stadig er tvivl eller uenighed om, hvorvidt overenskomsten er overholdt, følges de fagretlige regler, der gælder for den relevante overenskomst.  

Kontrol på virksomheder uden valgt tillidsrepræsentant 

Virksomheder, som er omfattet af overenskomst, men ikke har en valgt tillidsrepræsentant, skal orientere forbundet om ansættelser på ordningen.  

Det overenskomstbærende forbund har adgang til 2 gange årligt at mødes med de medarbejdere i virksomheden, som er ansat i henhold til den nye erhvervsordning for overenskomstdækkede internationale medarbejdere, og som er omfattet af forbundets overenskomst, som har dannet grundlag for ansættelsen.

Det overenskomstbærende forbund kan aftale med virksomhedens ledelse, at ledelsen kan deltage i mødet. Mødet finder sted inden for normal daglig arbejdstid under hensyn til virksomhedens drift.  

I umiddelbar forlængelse heraf – eller uden at der forinden har været afholdt møde – mødes arbejdsgiveren, forbundet og evt. de pågældende medarbejdere, hvor arbejdsgiveren forelægger  de relevante baggrundsoplysninger for de pågældende medarbejdere, der gør det muligt at vurdere og drøfte om overenskomsten er overholdt og baggrunden for fastsættelsen af lønnen for de pågældende medarbejdere på ordningen. Dette møde/denne del af mødet kan ligeledes maksimalt afholdes 2 gange årligt. 

Hvis der stadig er tvivl eller uenighed om, hvorvidt overenskomsten er overholdt, følges de fagretlige regler, der gælder for den relevante overenskomst. 

DI følger lovarbejdet

Lovforslaget skal nu behandles i Folketinget, før ordningen kan træde i kraft. Ifølge lovforslaget træder det i kraft 1. januar 2027.

DI følger arbejdet tæt og vil løbende opdatere medlemmer med den nyeste viden om ordningen via nyheder på di.dk og nyhedsbrevet Personale Update.

Læs også: DI roser forslag om ny ordning for international arbejdskraft - DI

Få hjælp til at blive certificeret

Når certificeringsordningen er blevet behandlet i Folketinget, vedtaget og trådt i kraft, tilbyder Dansk Industri mod betaling at ansøge om certificeringen for DI-medlemsvirksomheder.

DI vil også kunne ansøge om opholds- og arbejdstilladelse til medlemsvirksomheders kommende medarbejdere og evt. medfølgende familie – hurtigt, korrekt og sikkert, når virksomheden er blevet certificeret.

Læs mere om de nuværende muligheder for hjælp til ansøgning om opholds- og arbejdstilladelser på Opholds- og arbejdstilladelse: Få professionel hjælp til ansøgning for udenlandsk arbejdskraft - DI.

DI åbner for ansøgninger i henhold til certificeringsordningen, når det er muligt at indgive ansøgninger til Styrelsen for International Rekruttering og Integration.

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.