Ny dom om elevløn kan udløse krav efter virksomhedens egen overenskomst
En ny dom fra Retten Glostrup kan få betydning for virksomheder med elever. Dommen rejser spørgsmål om, hvorvidt en elev i visse tilfælde kan kræve aflønning efter virksomhedens egen overenskomst, hvis denne giver bedre vilkår end overenskomsten inden for uddannelsesområdet. Det kan medføre risiko for efterbetalingskrav. I visse tilfælde kan der også opstå krav om godtgørelse for mangler ved uddannelsesaftalen.
Krav om betaling efter virksomhedens overenskomst
Sagen vedrørte en voksenelev, der var ansat i praktik som teknisk designer. Virksomheden var medlem af TEKNIQ Arbejdsgiverne og dermed omfattet af TL-overenskomsten. Virksomheden aflønnede eleven efter overenskomsten inden for uddannelsesområdet. Efter erhvervsuddannelseslovens § 55, stk. 2 var dette Industriens Funktionæroverenskomst.
Den 18. oktober 2022 rejste forbundet på vegne af medarbejderen krav om efterbetaling af løn, pension og feriepenge. Forbundet skrev, at den korrekte overenskomst for elevforholdet var TL-overenskomsten, og at eleven derfor havde krav på voksenelevløn efter denne overenskomst, som indeholder højere satser for voksenelever end Industriens Funktionæroverenskomst. Samtidig krævede forbundet godtgørelse efter ansættelsesbevisloven.
Sagen blev først behandlet i Tvistighedsnævnet. Her fik virksomheden medhold i, at eleven skulle aflønnes efter Industriens Funktionæroverenskomst. Eleven indbragte herefter sagen for Retten i Glostrup.
Dommen
Retten i Glostrup fandt, at erhvervsuddannelseslovens § 55, stk. 2 er en beskyttelsesregel. Bestemmelsen fastsætter efter rettens opfattelse et minimumsniveau. Den afskærer ikke, at eleven kan have krav på bedre vilkår efter andet retsgrundlag. Retten fandt videre, at sådanne bedre vilkår kan følge af en kollektiv overenskomst, som virksomheden er bundet af efter almindelige arbejdsretlige regler.
Da virksomheden var omfattet af TL-overenskomsten, og da denne overenskomst indeholdt højere satser for voksenelever over 25 år, fik eleven medhold i kravet om efterbetaling.
Retten fandt endvidere, at uddannelsesaftalen var mangelfuld. Aftalen indeholdt ikke oplysninger om elevens ret til løn efter TL-overenskomsten. Virksomheden blev derfor også pålagt at betale 10.000 kr. i godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis.
Hvad betyder dommen?
Dommen udfordrer den hidtidige forståelse af, hvordan en virksomhed skal aflønne elever, når virksomheden er omfattet af en kollektiv overenskomst, som ikke er overenskomsten indenfor uddannelsesområdet.
Forståelsen har hidtil været, at virksomheden kun skulle aflønne efter overenskomsten inden for uddannelsesområdet, også i tilfælde hvor virksomheden selv var dækket af en anden kollektiv overenskomst.
Dommen rejser dermed spørgsmål om retstilstanden i de situationer, hvor virksomhedens egen overenskomst også regulerer den samme uddannelse og samtidig indeholder mere gunstige vilkår. For virksomhederne betyder det, at der kan opstå usikkerhed om det korrekte aflønningsgrundlag. Samtidig er der risiko for, at der rejses krav om efterbetaling og krav om godtgørelse efter ansættelsesbevisloven, hvis der ikke aflønnes efter begge overenskomstgrundlag.
Dommen er afsagt af byretten. Der er derfor ikke nødvendigvis tale om en endelig afklaring.
DI er ikke direkte involveret i sagen, men DI følger sagen tæt. Der kan blive behov for yderligere afklaring ved højere instans.
Nyheden er baseret på Retten i Glostrups dom af 10. juni 2026 i sag nr. BS-15691/2024-GLO.
DI’s råd
Hvis man som virksomhed har elever, der er omfattet af en anden uddannelsesoverenskomst end den på virksomheden gældende, og virksomheden samtidig har en overenskomst, der regulerer den samme uddannelse og indeholder mere gunstige elevbestemmelser, bør man overveje hvordan man vil forholde sig.
Hvis din virksomhed kan være berørt, anbefaler DI, at du kontakter DI for konkret rådgivning.
Læs mere i FAQ om afgørelse vedrørende løn til lærlinge og elever - DI
Læs mere om Løn til elever og lærlinge bestemmes af uddannelsesområdets overenskomst - DI