Nye EU-regler på vej om social sikring for mobile medarbejdere
Efter mere end 10 år har Europa-Parlamentet den 7. juli 2026 vedtaget en revision af EU’s regler om koordinering af sociale sikringsordninger for personer, der arbejder eller bor i et andet EU-land. Det får betydning for medarbejdere, der rejser over grænser i forbindelse med arbejde.
Efter de nye regler vil en medarbejder, der sendes til et andet EU-land i op til 24 måneder, som udgangspunkt fortsat være omfattet af social sikring i det land, hvor medarbejderen sædvanligvis udfører sit arbejde.
Det gælder dog kun, hvis den udsendte ikke erstatter en medarbejder, som tidligere har været sendt ud.
Derudover bliver det et krav, at den udsendte har været omfattet af social sikring i hjemlandet i mindst tre måneder, før udsendelsen finder sted.
Nyt krav om forhåndsanmeldelse
Revisionen indfører også et obligatorisk system for forhåndsanmeldelse. Det betyder, at der skal søges om en attest-A1 hos de kompetente myndigheder i hjemlandet, før en medarbejder udfører arbejde i et andet EU-land.
For virksomheder kan det få betydning for planlægning og administration i forbindelse med udsendelser, fordi anmeldelsen fremover bliver et fast krav efter de nye regler.
Undtagelse ved korte ophold
Samtidig bliver dog indført en undtagelse fra kravet om forhåndsanmeldelse for forretningsrejser og kortvarige udstationeringer på op til tre dage.
For virksomheder med kortvarige opgaver i andre EU-lande, kan det blive en administrativ lettelse.
Vær opmærksom på, at byggesektoren ikke bliver omfattet af undtagelsen, og her vil de almindelige krav derfor fortsat gælde.
Også betydning for dagpengeområdet
Revisionen omfatter også arbejdsløshedsydelser og familieydelser. Blandt andet bliver perioden for at tage dagpenge med til et andet EU-land ved jobsøgning forlænget til seks måneder.
De nye regler vil også få betydning for det danske dagpengesystem.
DI følger implementeringen tæt
Efter at have været godkendt i parlamentet skal aftalen efterfølgende godkendes i Ministerrådet.
DI følger den videre proces tæt og vil arbejde for, at danske arbejdsgiveres interesser varetages bedst muligt i den videre proces.
Læs mere om Social sikring ved udstationering i EU/EØS og Schweiz - DI
Læs mere på Clearer social benefits rules for EU mobile workers | News | European Parliament