Chauffører på nedsat tid skulle stadig indfri negativ afspadseringssaldo
En faglig voldgift har fastslået, at en transportvirksomhed kunne modregne overarbejde i buschaufførers negative afspadseringssaldo, selv om de havde fået nedsat deres arbejdstid. Dermed blev virksomheden frifundet for krav om efterbetaling.
Chauffører gik ned i tid men havde stadig timer til gode
I sommeren 2024 varslede en større transportvirksomhed sine buschauffører ned i arbejdstid fra 37 til 30 timer om ugen. Baggrunden var, at virksomheden ikke længere kunne tilbyde fuldtidsarbejde til alle chauffører i en af sine afdelinger.
Chaufførerne blev orienteret om ændringerne, og alle undtagen én accepterede tilbuddet om nedsat tid.
På det tidspunkt havde flere chauffører – som følge af en lokalaftale – en såkaldt negativ afspadseringssaldo, hvilket vil sige, at de havde fået udbetalt løn for flere timer, end de faktisk havde arbejdet.
Sagens kerne handlede om, hvorvidt virksomheden, også efter at have nedsat chaufførernes arbejdstid, kunne modregne eventuelle nye overarbejdstimer i den eksisterende negative afspadseringssaldo. Forbundet mente, at dette ikke var muligt, fordi den negative saldo kun vedrørte perioden, hvor arbejdstiden var på 37 timer.
Uenighed om regler i lokalaftale og overenskomst
Uoverensstemmelsen tog udgangspunkt i ordlyden af virksomhedens lokalaftale på området, som byggede på Landsoverenskomsten for Turistchauffører mv.
Overenskomsten giver parterne mulighed for at indgå lokalaftaler om ”negativ afspadsering”. ”Negativ afspadsering” betyder, at en chauffør kan få udbetalt løn for flere timer end chaufføren har arbejdet, og virksomheden kan herefter modregne de for meget udbetalte timer i fremtidigt overarbejde.
Ifølge lokalaftalen i sagen kunne der ved arbejde på 37 timer om ugen opstå og modregnes i en negativ afspadseringssaldo – dog maksimalt 74 timer. Lokalaftalen gav ikke mulighed for negativ afspadsering, når en medarbejder var på nedsat tid, men lokalaftalen indeholdt ikke vilkår om, hvad der gjaldt med hensyn til modregning i en negativ afspadseringssaldo, der var opstået under medarbejderens arbejde på fuld tid.
Da tre chauffører fik nedsat arbejdstid til 30 timer om ugen fra 1. august 2024, havde de en negativ afspadseringssaldo, men de fortsatte deres arbejde i virksomheden.
I perioden efter arbejdstidsændringen blev nye overarbejdstimer, som chaufførerne optjente, fortsat modregnet i den eksisterende negative saldo.
Forbundet henviste til, at lokalaftalen kun gav mulighed for negativ afspadsering, hvis chaufførerne var ansat på 37 timer, ikke ved ansættelse på 30 timer, og at saldoen derfor måtte bortfalde, når chaufføren gik ned i tid.
Virksomheden mente derimod, at den negative saldo stadig skulle indfries, og henviste til almindelige regler for modydelser, når man har fået løn for flere timer end man har arbejdet.
Saldoen forsvandt ikke ved nedsat arbejdstid
Dommeren lagde vægt på, at hverken overenskomsten eller lokalaftalen regulerer, hvad der konkret skulle ske med en negativ afspadseringssaldo, hvis en medarbejder blev opsagt eller fik nedsat sin arbejdstid. Derfor måtte afgørelsen træffes efter almindelige regler om modydelse. Dommeren vurderede, at formålet med særordningen om negativ afspadsering var at skabe tryghed i ansættelsen hos chaufførerne, men at chaufføren stadig havde pligt til at indfri sine skyldige timer, også efter overgang til nedsat tid.
Dommeren fastslog, at fratrædelse efter chaufførens egen opsigelse eller efter arbejdsgiverens saglige opsigelse, herunder saglige varsel af nedgang i arbejdstid, ikke i sig selv fører til, at den negative afspadseringssaldo bortfalder.
Dommeren fastslog endvidere, at virksomheden var berettiget til at modregne de nye overarbejdstimer, som chaufførerne optjente efter overgangen til nedsat tid, i den negative saldo, chaufførerne havde oparbejdet på fuldtid.
DI var ikke involveret i sagen.
Nyheden er baseret på faglig voldgifts afgørelse af 26. september 2025 i sag nr. FV2025.422.
DI’s råd
Afgørelsen viser, at virksomheder skal være opmærksomme på, hvordan negative afspadseringssaldi håndteres ved ændringer i arbejdstid, især hvis praksis ikke er klart reguleret i overenskomst eller lokalaftale.
Det kan derfor være en god idé at tydeliggøre i lokalaftaler, hvad der skal ske med skyldige timer, hvis en medarbejder får ændret arbejdstid eller fratræder.
Kontakt DI for rådgivning, hvis der er tvivl om fortolkning af overenskomster eller ansættelsesvilkår.
Læs mere om Afspadsering - regler for afspadsering af overarbejde - klik her - DI