Nye regler om bonus og provision ved formidling af finansiering
Fra 20. november 2026 gælder nye, skærpede krav til, hvordan virksomheder må aflønne de medarbejdere, der formidler eller rådgiver om finansiering til forbrugere. Reglerne får især betydning for bilforhandlere og andre virksomheder, hvor medarbejdere tilbyder kunden finansiering i forbindelse med et salg.
Reglerne følger af en ændring af lov om kreditaftaler, lov om markedsføring, lov om forbrugslånsvirksomheder og forskellige andre love, som gennemfører det reviderede forbrugerkreditdirektiv. Selve aflønningsreglerne findes i den ændrede lov om forbrugslånsvirksomheder og registrering af kreditformidlere.
Provision og bonus er ikke forbudt. Men fremover må aflønningen ikke tilskynde medarbejderen til at fremme en finansiering, der er bedre for virksomheden end for kunden. Reglerne er forskellige, alt efter om medarbejderen kun formidler finansieringen eller også rådgiver om den:
- Formidler I finansiering, skal aflønningen være forenelig med god forretningsskik. Den må ikke belønne medarbejderen for f.eks. at få kunden til at vælge finansiering frem for kontant betaling eller for at maksimere indtjeningen på den enkelte aftale.
- Rådgiver I om finansieringen, må aflønningen desuden ikke være betinget af salgsmål. Det er et egentligt forbud.
Afklaringen af, hvilken kategori jeres medarbejdere hører til er første skridt,. Ordninger, hvor bonus eller provision er bundet direkte til finansiering – f.eks. en betaling pr. aftale eller efter finansieringsvolumen – er særligt udsatte. For disse ordninger bør det nøje overvejes, om de kan fastholdes, skal ændres eller helt skal bortfalde.
Husk ansættelsesretten
En ændring af en bonus- eller provisionsordning kan i sig selv være en væsentlig vilkårsændring. Løn er et centralt vilkår, og en væsentlig ændring kan ikke gennemføres ensidigt: den skal varsles med medarbejderens individuelle opsigelsesvarsel og kan først træde i kraft, når varslet er udløbet. Medarbejderen kan vælge at afvise ændringen og betragte sig som opsagt ved varslets udløb.
Bemærk, at der ikke gælder nogen bagatelgrænse: også en beskeden nedgang i indtjeningen kan være væsentlig. En ændring, der er nødvendiggjort af de nye lovkrav, vil derimod som den helt klare hovedregel være saglig. Rammer ændringen en større gruppe medarbejdere, kan I desuden være omfattet af reglerne om større afskedigelser.
Sådan forbereder I jer
Gennemgå jeres bonus- og provisionsordninger i god tid inden 20. november 2026. Er en ordning i strid med de nye regler, har I i praksis tre lovlige veje: at varsle ændringen som en væsentlig vilkårsændring med det korrekte opsigelsesvarsel, at kompensere medarbejderen, så der reelt ikke er nogen lønnedgang, eller at indgå en individuel aftale om ændringen. Det gælder, uanset at ændringen er nødvendiggjort af lovgivningen – en lovbestemt ændring er ikke i sig selv uvæsentlig.
DI rådgiver jer om, hvordan I skal håndtere medarbejdernes bonusaftaler i forhold til reglerne om ændring, om væsentlige vilkårsændringer og om større afskedigelser. Kontakt gerne DI inden I ændrer noget.
Læs mere om de konkrete ændringer af reglerne på Formidling af finansieringsaftaler - DI Bilbranchen - DI