Foto: Colourbox
28.09.26 • Vi rådgiver dig • Nyheder

Mistanke om illoyal adfærd var ikke nok til bortvisning

Sø- og Handelsretten har afgjort, at en rådgivningsvirksomhed uberettiget havde bortvist en bygherrerådgiver og en PA. Virksomheden kunne ikke bevise, at medarbejderne havde forsøgt at flytte kunder og opgaver til en konkurrerende virksomhed. Derfor havde medarbejderne krav på løn i opsigelsesperioden.

Opsigelse skabte problemer i byggeprojekt

I april 2024 og maj 2024 opsagde fire medarbejdere – en bygherrerådgiver, en projektchef, en PA og en projektleder – deres stillinger i en virksomhed, der leverede bygherrerådgivning ved komplekse byggeprojekter. Ingen af medarbejderne havde kunde- eller konkurrenceklausuler.

Den 2. maj 2024 orienterede bygherrerådgiveren en kunde om sin opsigelse. Bygherrerådgiveren var en central nøgleperson på kundens omfattende byggeprojekt. Kunden skrev dagen efter til virksomheden, at bygherrerådgiverens stop var en ”mavepuster”, og bad virksomheden om CV’er på en afløser.

Virksomheden og en samarbejdspartner drøftede herefter forskellige modeller for projektet. I en e-mail den 10. maj 2024 skrev samarbejdspartneren, at de forsøgte at finde en model, hvor bygherrerådgiveren kunne bevares på projektet.

Imidlertid indkaldte virksomheden mandag den 13. maj 2024 bygherrerådgiveren og PA’en til særskilte møder. Begge medarbejdere blev bortvist med øjeblikkelig virkning.

Virksomheden anlagde den 24. september 2024 sag ved Sø- og Handelsretten mod de fire medarbejdere.

Koordineret opsigelse og illoyalitet?

Virksomheden gjorde gældende, at bygherrerådgiveren havde bagtalt ledelsen, drevet konkurrerende virksomhed under og efter sin ansættelse. Desuden havde han, ifølge virksomheden, forsøgt at rekruttere kolleger samt kontaktet kunder og samarbejdspartnere med henblik på at overtage opgaverne i den konkurrerende virksomhed.

I den forbindelse påstod virksomheden, at bygherrerådgiveren havde anvendt fortrolige oplysninger, forretningshemmeligheder mv. i den konkurrerende virksomhed.

Dertil mente virksomheden, at PA’en havde medvirket til eller kendte til bygherrerådgiverens planer.

Efter virksomhedens opfattelse havde opsigelserne i april 2024 til maj 2024 været en del af en koordineret opsigelse, idet de fire medarbejdere efterfølgende blev tilknyttet den samme nye virksomhed.

Virksomheden henviste blandt andet til, at flere kunder senere valgte at fortsætte samarbejdet med de opsagte medarbejdere i den konkurrerende virksomhed.

Derfor gjorde virksomheden gældende, at der var tale om illoyalitet, der berettigede bortvisningerne af bygherrerådgiveren og PA’en, ligesom de fire medarbejdere skulle pålægges forbud mod at samarbejde med virksomhedens kunder og betale erstatning herfor.

Medarbejderne afviste at have bagtalt ledelsen eller på anden måde handlet illoyalt, ligesom bygherrerådgiveren og PA’en krævede løn i opsigelsesperioden for bortvisningerne, som de mente var uberettigede.

Medarbejderne fremhævede, at den konkurrerende virksomhed ikke under ansættelsesforholdet reelt havde udøvet konkurrence.

Derudover havde virksomheden ikke pålagt medarbejderne kunde- eller konkurrenceklausuler, og derfor havde medarbejderne ret til at stifte eller tiltræde konkurrerende virksomheder efter ophøret af ansættelsesforholdet.

Yderligere understregede medarbejderne, at virksomheden ikke havde bevist, at de havde anvendt fortrolige oplysninger, forretningshemmeligheder mv. i den konkurrerende virksomhed.

Medarbejderne henviste til, at virksomhedens kunder havde opsøgt de konkrete rådgivere efter ophøret af ansættelsesforholdene på grund af deres væsentlige roller i byggeprojekterne, samt at medarbejderne havde opsagt deres stillinger på grund af utilfredshed med virksomheden – og ikke efter opfordring af bygherrerådgiveren.

Illoyalitet var ikke tilstrækkeligt bevist

Sø- og Handelsretten fandt det ikke tilstrækkeligt bevist, at de opsagte medarbejdere havde koordineret deres opsigelser eller udnyttet fortrolige oplysninger, forretningshemmeligheder mv. til at flytte virksomhedens kunder til den konkurrerende virksomhed.

Retten lagde vægt på, at kunderne havde haft et betydeligt ønske om samt selv initieret at fastholde deres konkrete rådgivere, fordi de konkrete rådgivere kendte bedst til de komplekse projekter.

Ved vurderingen af bortvisningerne lagde retten blandt andet vægt på, at virksomheden få dage før bortvisningerne deltog i drøftelser om en løsning, hvor bygherrerådgiveren fortsat kunne indgå på det centrale projekt. Der var derfor ikke et tilstrækkeligt grundlag for at bortvise bygherrerådgiveren og PA’en den 13. maj 2024.

Virksomheden fik således ikke medhold i forbudskravet, ligesom bygherrerådgiveren og PA’en fik medhold i deres krav på løn for den resterende del af opsigelsesperioden efter de uberettigede bortvisninger.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Sø- og Handelsrettens afgørelse af 10. april 2026 i sag nr. BS-46843/2024-SHR.

DI’s råd

Sagen viser, at bortvisning på grund af illoyalitet kræver et sikkert og konkret grundlag, og at det er virksomheden, som har bevisbyrden herfor. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at virksomheden har en mistanke om, at medarbejderen vil overgå til en konkurrent eller efter ansættelsens ophør vil arbejde for tidligere kunder.

Hvis der opstår mistanke om illoyal adfærd, bør virksomheden hurtigt sikre relevant dokumentation. Det kan for eksempel være e-mails, sms’er, vidneforklaringer og oplysninger om, hvem der tog initiativ til kundekontakt. Virksomheden bør som udgangspunkt forelægge de konkrete forhold for medarbejderen og give medarbejderen mulighed for at forklare sig, før virksomheden træffer beslutning om bortvisning.

Hvis virksomheden har et særligt behov for at begrænse en medarbejders mulighed for at kontakte eller arbejde for bestemte kunder efter fratræden, kan virksomheden overveje, om det er muligt og relevant at aftale en kunde- eller konkurrenceklausul.

Vi anbefaler altid, at I kontakter DI for rådgivning, før I bortviser en medarbejder eller indgår kunde- eller konkurrenceklausuler.

Læs mere om Bortvisning af medarbejder - rådgivning til arbejdsgivere - DI

Læs mere om Loyalitetspligt - rådgivning til arbejdsgivere - DI

Læs mere om Ansættelsesklausuler - rådgivning til arbejdsgivere - DI.

Nyheder og kurser om personalejura

Se alle nyheder om personalejura Kurser om personalejura

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.