Grafik: Dansk Industri
07.09.26 • Vi rådgiver dig • Nyheder

Satser for beskatning af personalegoder 2027

Der er kommet nye satser for mindre personalegoder og arbejdsrelaterede personalegoder, som fastsætter hvad virksomheden kan stille til rådighed for medarbejderne i 2027, uden at medarbejderne skal betale skat af værdien.

Som udgangspunkt beskattes medarbejderen af personalegoders værdi. Der er dog sat en bagatelgrænse for mindre personalegoder og gaver, der ikke beskattes. Andre goder falder ind under bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede personalegoder, mens en tredje gruppe personalegoder er skattefri – for eksempel forskellige typer personalepleje.

Bagatelgrænse for mindre personalegoder, herunder julegaver 

Medarbejdere beskattes ikke af mindre personalegoder til en værdi af op til 1.500 kr. årligt (2027-niveau, 1.400 kr. i 2026).

Virksomheden skal ikke indberette sådanne mindre goder, heller ikke selv om grænsen overskrides. Overskrides grænsen, skal medarbejderen selv selvangive den samlede værdi af goderne.

Virksomheden har derimod pligt til at indberette til Skattestyrelsen, hvis værdien af det enkelte gode overstiger 1.500 kr. (2027-niveau, 1.400 kr. i 2026).

Julegaver 2027

Giver virksomheden julegave til medarbejderne, beskattes medarbejderen ikke af julegaven, hvis markedsværdien af gaven i 2027 ikke overstiger 1.000 kr. (ligeledes 1.000 kr. i 2026), selv om det samlede beløb overstiger 1.500 kr. Dog beskattes julegaver i form af kontanter eller gavekort, der kan ligestilles med kontanter.

Virksomheden kan trække udgiften til medarbejdernes julegaver fra i skat som driftsomkostning.

Bagatelgrænse for arbejdsrelaterede personalegoder

Bagatelgrænsen for beskatning af visse personalegoder, som arbejdsgiveren har ydet af hensyn til medarbejderens arbejde, er i 2027 på 7.800 kr. (7.600 kr. i 2026). Medarbejderen beskattes altså kun, hvis den samlede værdi af goderne fra en eller flere arbejdsgivere overstiger dette beløb.

Eksempler på arbejdsrelaterede personalegoder:

  • Influenzavaccination
  • Gratis mad og drikke i særlige tilfælde, for eksempel ved overarbejde
  • Fri avis til brug for arbejdet
  • Afholdelse af ferie under eller i forlængelse af tjenesterejse, for eksempel når det medfører en besparelse for arbejdsgiveren
  • Kreditkortordninger
  • Beklædning som er ønsket og betalt af arbejdsgiver med firmaets navn eller logo
  • Vareafprøvning af virksomhedens nye produkter

Læs også Satser for beskatning af personalegoder 2026 - DI

Læs mere om Personalegoder og beskatning - regler og satser for arbejdsgivere - klik her - DI (danskindustri.dk)

OBS

Tekster om satser og regler udgives i oplysningsøjemed og kan ikke erstatte juridisk rådgivning. Der kan ikke rejses krav mod DI om godtgørelse for skade eller tab som følge af brug af nyheden. Uanset om der er tale om fejlskrift eller andre forhold, der kan henføres til nyheden.

Nyheder og kurser om personalejura

Se alle nyheder om personalejura Kurser om personalejura

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.