Har I indberettet jeres lokale lønreguleringer?
Mange virksomheder er godt i gang med deres lokale lønregulering for 2026. For dem som er afsluttet, er det nu muligt at indberette resultaterne til Dansk Industri. Resultaterne indgår som et væsentlig bidrag i DI’s vurdering af den aktuelle konjunktursituation og et løbende indblik i den aktuelle lønudvikling.
Hvad skal indberettes?
Virksomheder, som har medarbejdere omfattet af en mindstebetalingsoverenskomst (eksempelvis Industriens Overenskomst), skal indberette de lokalt aftalte lønændringer til DI.
Virksomheder, som har medarbejdere omfattet af en normallønsoverenskomst (eksempelvis Fællesoverenskomsten eller Serviceoverenskomsten), skal ikke indberette lønændringer for disse medarbejdere, da der ikke er krav om en lokal lønforhandling. Men har virksomhederne derimod funktionærer ansat, skal deres lønreguleringer indberettes til DI.
Vær dog særligt opmærksom på, at fra og med 2026 bliver indberetningen for funktionærer opdelt i hhv. overenskomstomfattede funktionærer og ikke overenskomstomfattede funktionærer.
For de overenskomstomfattede funktionærer er det resultatet af de lokalt aftalte lønændringer som skal indberettes. Det er alle lønændringer, som ikke direkte er aftalt i funktionæroverenskomsterne, der skal indberettes til DI.
For de ikke overenskomstomfattede funktionærer er det alle ændringer i funktionærernes aflønning der skal indberettes.
Hvad skal ikke indberettes?
Enhver lønændring der sker som følge af satsforhøjelser fra overenskomsterne, skal ikke indberettes til DI. Et eksempel på aftalte forhøjelser i 2026 er fritvalgsbidraget. Forhøjelsen fra 9 til 10 pct. skal ikke indberettes. Det samme gælder forhøjelsen af mindstebetalingssatsen på 3,5 kr. pr. time eller forhøjelserne af satserne for skifteholdsarbejde m.m.
Sådan indberettes der og yderligere information
Indberetningen af lønændringer sker igennem et særligt system, som kan tilgås fra denne side. På samme side er det også muligt at finde en vejledning til indberetningsmodulet, beregningseksempler og svar på ofte stillede spørgsmål.
Da det kræves en særlig adgang/rettighed for at kunne indberette oplysningerne til DI, fremgår det også på siden hvordan man anmoder om en sådan.
Bemærk i øvrigt, at de virksomheder som er forpligtet til at indberette, vil modtage en mail fra DI med yderligere information.
Når der forligger et tilstrækkeligt indberetningsgrundlag vil resultaterne blive publiceret på DI's hjemmeside.