Lønudviklingen aftager en smule
I 2. kvartal 2026 steg lønudviklingen med 3,5 pct. på DA-området. Det er 0,3 procentpoint mindre end kvartalet før. Det viser det seneste lyntal for lønudviklingen fra Dansk Arbejdsgiverforening, som netop er blevet offentliggjort.
Den aftagende lønudvikling ses inden for alle hovedbrancher. Blandt fremstillings- og industrivirksomheder steg lønudviklingen med 3,6 pct. i 2. kvartal 2026, hvilket er 0,2 procentpoint mindre end kvartalet før. I byggeriet aftog lønudviklingen mest med hele 0,7 procentpoint i forhold til kvartalet før og endte på 3,7 pct. i 2. kvartal 2026. Inden for service-, handels- og transportvirksomheder var lønudviklingen 3,5 pct. i 2. kvartal 2026, hvilket er 0,2 procentpoint mindre end kvartalet før.

Lønstigningerne i 2. kvartal 2026 indeholder udmøntningen af satsforhøjelserne aftalt ved OK2025, herunder forhøjelsen af fritvalgsbidraget med 1 procentpoint. Detaljerede lønstigninger opdelt på eksempelvis enkeltbrancher eller geografi forventes udgivet den 14. august 2026 i forbindelse med offentliggørelsen af de endelige lønstigninger.
Lønvæksten aftager mest for timelønnede
I 2. kvartal 2026 steg lønudviklingen for timelønnede med 3,9 pct. Det er 0,5 procentpoint mindre end kvartalet før. For funktionærer steg lønudviklingen i samme periode med 3,2 pct., hvilket er 0,1 procentpoint mindre end i 1. kvartal 2026. Forskellen mellem lønudviklingen for timelønnede og funktionærer er dermed reduceret betydeligt.

Afdæmpede lokale lønreguleringer i 2026
De foreløbige resultater af de afsluttede lokale lønreguleringer for 2026 viser, at disse også er aftagende. Timelønnede er i gennemsnit blevet reguleret med 2 pct. lokalt i 2026. Det er 0,3 procentpoint mindre end i 2025. Funktionærer har i gennemsnit fået en lokal lønregulering på 2,5 pct. i 2026. Det er også 0,3 procentpoint mindre end året før.

Se flere resultater af de lokale lønreguleringer på DI’s hjemmeside. Tallene bliver løbende opdateret, når flere virksomheder afslutter og indberetter resultatet af deres lokale lønforhandlinger.