Sygefraværssamtaler og dokumentation

Hvis en medarbejder er syg, kan virksomheden kræve, at medarbejderen dokumenterer sit sygefravær og deltager i sygefraværsamtaler. Dokumentationen kan f.eks. være en tro- og loveerklæring, en friattest eller en mulighedserklæring.

Kræv den rigtige dokumentation

Når en medarbejder melder sig fraværende på grund af sygdom eller ulykke, kan I kræve, at medarbejderen dokumenterer sit sygefravær.

I kan kræve:

  • at medarbejderen dokumenterer sygeraværet med en tro- og loveerklæring. En sådan erklæring kan tidligst kræves på anden sygedag.
  • at medarbejderen dokumenterer sygefraværet med en friattest.
  • at medarbejderen i samarbejde med jer formulerer en mulighedserklæring.

Tro- og loveerklæring ved sygefravær

I kan som udgangspunkt altid forlange en tro- og loveerklæring. Denne erklæring er medarbejderens underskrift på, at medarbejderen er syg, men den siger ikke noget om varighed.

Tro- og loveerklæringen kan I tidligst kræve på andendagen af sygefraværet.

Friattester er til almindeligt sygefravær

Hvis medarbejderen har almindeligt sygefravær, og I kun er interesseret i et bud fra medarbejderens læge på varigheden af sygefraværet, kan I bede om en friattest.

En friattest er dokumentation på medarbejderens uarbejdsdygtighed fra medarbejderens læge. Der findes ikke en blanket herfor, så det er lægen, der bestemmer formen. I betaler for friattesten, og I kan bede om den på et hvilket som helst tidspunkt under sygefraværet.

Brug mulighedserklæring, hvis det giver mening

I kan også bede om en mulighedserklæring, der beskriver de muligheder, som I og medarbejderen mener, der er, for at medarbejderen kan vende tilbage efter fravær på grund af sygdom, enten gradvist eller fuldtid.

I udfylder mulighedserklæringen sammen med medarbejderen. Derefter præsenterer medarbejderen mulighedserklæringen for sin læge. Lægen skal på baggrund af mulighedserklæringen vurdere, hvad der kræves for, at medarbejderen muligvis kan vende hurtigere tilbage i arbejde efter sygefravær.

Hvis medarbejderens læge anviser skåneforanstaltninger eller nedsat arbejdstid, som ikke passer jer, har I ikke pligt til at følge anvisningerne.

I kan bede om en mulighedserklæring på hvilket som helst tidspunkt under fraværet, og medarbejderen har pligt til at deltage i udfyldelsen af erklæringen.

I skal betale lægen for mulighedserklæringen.

Sygesamtaler skal afholdes inden fire uger fra første fraværsdag

I skal holde sygesamtaler med de sygemeldte medarbejdere inden fire uger fra første sygefraværsdag.

Samtalen skal finde sted på virksomheden, medmindre medarbejderen er for syg til at møde op. I de tilfælde kan samtalen foregå telefonisk.

Medarbejderen mister ikke retten til dagpenge og I mister ikke retten til refusion, hvis I ikke afholder en sygesamtale.

Medarbejderen kan anmode om en fastholdelsesplan

Hvis medarbejderen forventer at være syg i otte uger eller mere, kan medarbejderen anmode om, at virksomheden udarbejder en fastholdelsesplan.

Planen skal beskrive, hvordan medarbejderen hurtigst muligt kan vende helt eller delvist tilbage til arbejde. I kan afslå at udarbejde en sådan plan, hvis I vurderer, at der ikke er behov for det. Hvis I f.eks. har skrevet en mulighedserklæring, kan denne jo allerede have afdækket mulighederne.

7 gode spørgsmål til en sygefraværssamtale

Nedenstående 7 spørgsmål kan bruges som inspiration til sygefraværssamtaler

  1. Ved kortere eller skiftende sygefraværsperioder: Hvordan mener du, at virksomheden kan hjælpe til at nedbringe antallet og varigheden af sygefraværsperioder?
  2. Ved langtidssygemelding: Hvordan mener du, at virksomheden på nuværende tidspunkt kan hjælpe til at nedbringe sygefraværet?
  3. Er der opgaver, du kan udføre på trods af sygdommen?
  4. Hvad skal vi være særligt opmærksomme på, når du genoptager arbejdet helt/delvist?
  5. Hvilke tilpasninger kan vi afprøve/gennemføre, for at du kan genoptage arbejdet?
  6. Hvad kan du selv gøre for, at du kan genoptage arbejdet?
  7. Hvad kan din kommune bidrage med for, at du kan genoptage arbejdet?

 

Vejledninger

Vejledning om håndtering af medarbejderes sygdom og krav til dokumentation under sygefravær

Hent

Skabeloner

Skabeloner til sygefravær og dokumentation

Hent

Skabeloner

Sygefraværspolitik

Hent

Skabeloner

Skabelon til mulighedserklæring (star.dk)

Hent
For medlemmer

I dybden med sygefraværssamtaler og dokumentation

Få svar på, hvilken dokumentation virksomheden kan kræve fra deres medarbejdere, hvis de er syge, hvad en tro- og loveerklæring, en mulighedserklæring og en friattest er – og meget mere.

Gå i dybden

Artikel opdateret den 01.04.23

Se også

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.