Vi rådgiver dig

Certificeringsordningen: Ny ordning til overenskomstdækkede virksomheder

Certificeringsordningen for international arbejdskraft er en ny mulighed for virksomheder med overenskomst, der vil rekruttere medarbejdere fra 16 lande uden for EU. Loven blev vedtaget den 3. september 2026, og ordningen træder i kraft 1. januar 2027.

International arbejdskraft på vej igennem lufthavnen
Foto: Foto: Colourbox

Ordningen giver certificerede virksomheder mulighed for at rekruttere medarbejdere fra 16 udvalgte tredjelande. Den stiller klare krav til både virksomheden og ansættelsen. Virksomheden skal blandt andet certificeres af Styrelsen for International Rekruttering og Integration, SIRI, og medarbejderen skal tilbydes fuldtidsarbejde i en overenskomstdækket stilling med en løn på mindst 322.000 kr. årligt i 2026-niveau. 

Kort om certificeringsordningen:

  • Ikrafttræden: 1. januar 2027
  • Lønkrav: Mindst 322.000 kr. årligt i 2026-niveau
  • Lande: 16 udvalgte tredjelande
  • Virksomhedskrav: Relevant overenskomst og certificering hos SIRI

 

Hvad betyder certificeringsordningen for virksomhederne?

Certificeringsordningen giver virksomheder med overenskomst en ny mulighed for at rekruttere statsborgere fra 16 tredjelande, der fremgår af den offentliggjorte landeliste. 

Den nye ordning er kun relevant for overenskomstdækkede virksomheder, der kan dokumentere, at de har styr på løn- og arbejdsforhold, herunder arbejdsmiljø. Virksomheder, der opfylder kravene i ordningen får dermed en mere direkte vej til at rekruttere medarbejdere fra blandt andet USA, Indien, Kina, Brasilien og Ukraine.

Ordningen omfatter også regler om hurtig jobstart. Medarbejderen kan som udgangspunkt begynde at arbejde, når ansøgningen er indgivet, gebyret er betalt og biometri er optaget. Det kræver, at ansøgningen er fuldt oplyst, og at de øvrige betingelser er opfyldt.

DI har arbejdet for, at virksomheder får bedre adgang til international arbejdskraft på danske løn- og arbejdsvilkår.

Ordningen giver virksomhederne nye muligheder for at kunne ansætte den nødvendige arbejdskraft. Samtidig vil den styrke den danske model, fordi den sikrer, at virksomheder med ordnede forhold får en klar fordel. Søren Kryhlmand, Viceadm. direktør, Arbejdsmarked & Personalejura, Økonomi & Drif

Hvad er certificeringsordningen?

Certificeringsordningen er en erhvervsordning, som giver overenskomstdækkede virksomheder adgang til at rekruttere medarbejdere fra udvalgte lande uden for EU.  Virksomheden skal certificeres af SIRI, før den kan benytte ordningen. Certificeringsordningen er et supplement til de eksisterende muligheder for opholds- og arbejdstilladelse.

laboratorie med internationale arbejdskultur

Hvem kan blive certificeret?

Virksomheden skal være certificeret af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), før ordningen kan anvendes. Certificeringen skal sikre, at virksomheden opfylder grundlæggende krav til ordnede forhold for de internationale medarbejdere under ansættelsen.

Virksomheden skal blandt andet dokumentere, at den:  

  • er omfattet af en relevant overenskomst
  • har mindst 10 fuldtidsansatte i Danmark
  • har været i drift i mindst to år
  • har aflagt årsrapport eller årsregnskab for de seneste to år

Virksomheden må ikke:

  • være omfattet af en lovlig arbejdskonflikt 
  • have straks påbud fra Arbejdstilsynet, der ikke er efterkommet
  • være straffet mere end to gange efter udlændingelovens § 59, stk. 5, eller § 60, stk. 1
  • være idømt en bøde, der ligger over de fastsatte beløbsgrænser, som afhænger af virksomhedens størrelse
  • være idømt bod ved Arbejdsretten eller faglig voldgift for underbetaling af udenlandsk arbejdskraft

Som led i certificeringen skal virksomheden også indhente en anmærkningsfri serviceattest, som Erhvervsstyrelsen har udstedt inden for de seneste tre måneder. Attesten dokumenterer blandt andet, om virksomheden har gæld til det offentlige, er straffet eller er omfattet af andre forhold, der efter de almindelige udelukkelsesregler kan give anledning til betænkeligheder om virksomhedens egnethed.

Som en del af processen skal virksomheden også deltage i et vejledningsmøde med SIRI og betale ansøgningsgebyr.

Certificeringen gælder første gang i tre år og derefter i fire år ved forlængelse. Den kan inddrages, hvis betingelserne ikke længere er opfyldt.

Hvad kan du som virksomhed gøre nu?

Selv om ordningen først træder i kraft 1. januar 2027, kan I allerede nu forberede jer:
 
1. Afklar rekrutteringsbehovet. Er der konkrete stillinger, som er svære at besætte i Danmark eller EU?
 
2. Undersøg overenskomstdækningen. Er virksomheden og den konkrete stilling omfattet af en relevant overenskomst?
 
3. Gennemgå certificeringskravene. Har I den nødvendige driftshistorik og medarbejderantal?
 
4. Planlæg onboarding. Rekruttering er kun første skridt. Virksomheden skal også være klar til at tage imod og fastholde internationale medarbejdere.
 
5. Søg rådgivning i god tid. DI kan hjælpe med at afklare valg af ordning, overenskomstforhold og ansøge om certificering, opholds- og arbejdstilladelse efter certificeringsordningen for overenskomstdækkede virksomheder.

Hvilke medarbejdere og lande er omfattet

Ordningen giver adgang til ansættelse af statsborgere fra 16 udvalgte tredjelande, som får tilbudt fuldtidsarbejde i en overenskomstdækket stilling hos en certificeret virksomhed.

Udvalgte lande: USA, Storbritannien, Singapore, Kina, inklusive Hongkong, Japan, Australien, Canada, Indien, Brasilien, Malaysia, Montenegro, Serbien, Nordmakedonien, Albanien, Ukraine, Moldova

Krav til ansættelsen - medarbejderen skal efter lovforslaget blandt andet:

  • være tilbudt ansættelse hos en certificeret virksomhed
  • ansættes i en stilling, der er dækket af en relevant overenskomst
  • arbejde på fuld tid efter den relevante overenskomst
  • have en løn på mindst 322.000 kr. årligt i 2026-niveau
  • få lønnen udbetalt til en dansk bankkonto

 

Arbejdstilladelser til medarbejdere fra tredjelande

Gå i dybden med de regler, der gælder for virksomheder med medarbejdere fra tredjelande

Forstå reglerne

Fast Track-ordningen og Positivlisten for faglærte

Med de rigtige ordninger kan medarbejderen starte på få dage

Se hvordan
Skrevet af:

Fatima Hachem Ladefoged

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.