Nyetableret AI-Champions gruppe skal bane vejen for AI hos Gram Equipment A/S
Gram Equipment A/S har taget et strategisk skridt mod digital transformation ved at oprette en AI Champions gruppe. Gruppens formål er at fremme brugen af kunstig intelligens i hele organisationen.
Udklip fra samtalen mellem Dansk Industri og Karen August Bækgaard, Gram Equipment A/S
Gram Equipment A/S, er verdens førende leverandør af udstyr og maskiner til isproducenter. Selskabet ser ind i, hvordan de bedst muligt implementerer AI i deres interne arbejdsgange for at effektivisere og følge markedet. Som en del af dette har virksomheden etableret en AI Champions gruppe bestående af 22 medarbejdere fra forskellige afdelinger og lokationer. Fælles for alle medlemmer af gruppen er, at de er engagerede i brugen af kunstig intelligens. De har ikke nødvendigvis teknisk viden, men lysten til at lære og videreformidle.
3 hurtige om Gram Equipment
- Selskabet beskæftiger på verdensplan 600 medarbejdere
- Gram Equipment leverede den første automatiske maskine til fremstilling af is i Danmark
- Selskabet har hovedsæde i Kolding
Formålet med AI Champions Gruppen er at fremme brugen af AI i hele organisationen. Gruppen er oprettet for at:
- Identificere og udforske anvendelsesmuligheder for AI på tværs af forskellige forretningsområder.
- Sikre en struktureret og sikker implementering af AI-løsninger.
- Dyrke en kultur af innovation og entreprenørånd blandt medarbejderne.
Medarbejderne har i høj grad lyst til at være med til at udbrede det og er samtidig enormt nysgerrige på at finde alle de spændende steder, hvor man kan bruge AI Karen August Bækgaard, Head of Global Business Development hos Gram Equipment A/S
Oprettelsen af gruppen er en del af en strategisk plan, der skal sikre, at implementeringen af AI i organisationen bliver succesfuld, og at det fulde potentiale af teknologien udnyttes i så høj grad som muligt.
Bag oprettelsen af gruppen ligger flere overvejelser. Herunder kan du læse tre vigtigste pointer, ifølge Gram Equipment, til hvorfor en sådan gruppe er en god idé, og hvad den konkrete hensigt er:
1. Medarbejderinvolvering og engagement:
- Gruppen består af medarbejdere, som selv har ansøgt om at være en del af initiativet. Det sikrer, at de involverede personer er motiverede og interesserede i AI.
- En rotationsordning sikrer, at medarbejderne kan bidrage uden at belaste deres respektive afdelinger for meget, samtidig med at flere medarbejdere får mulighed for at deltage.
2. Et bredt kompetencefelt og forskellige perspektiver:
- Ved at inkludere medarbejdere fra forskellige afdelinger og lokationer, drager gruppen nytte af en bred vifte af kompetencer og perspektiver på brugen af AI.
- Det tværfaglige samarbejde fremmer innovative løsninger og sikrer, at AI-implementeringen adresserer forskellige forretningsbehov og ikke begrænses til enkelte afdelinger.
3. Fremtidsforhåbningerne til gruppen:
- Med tiden forventes gruppens arbejde at resultere i en række succesfulde AI-implementeringer, som kan skaleres til andre dele af virksomheden.
- Erfaringerne og inputs fra gruppen vil blive brugt til at udvikle en overordnet strategi for AI-implementering i hele organisationen.
- Gruppen vil være central i at drive den kulturelle ændring, der skal sikre, at virksomheden forbliver konkurrencedygtig - også i markedet for nye talenter og gør brug af de teknologiske muligheder, som giver mening herunder AI.
Webinar med Gram Equipment
Vil du høre mere om AI-erfaringerne fra Gram Equipment fra Karen August Bækgaard selv?
På linket herunder kan du se webinaret "Fra strategi til dagligdag - Ledelse og implementering af AI". Her dykker vi ned i spørgsmål om, hvordan man kan fremme brugen af AI internt og sikre en effektiv implementering.
Værdi-treenighed
Når strategiske tiltag skal udtænkes, tager Gram Equipment udgangspunkt i tre parametre: jobtilfredshed, kvalitet og effektivitet. Dette gælder også for deres AI-strategi.

Fokus på øget medarbejdertilfredshed i AI-strategien
En yderligere overvejelse ved implementeringen af AI er at øge medarbejdernes tilfredshed og trivsel. De ressourcer, som selskabet sparer ved at automatisere visse opgaver, vil blive reinvesteret i virksomheden. Forhåbningen er, at den tid, der frigives for den enkelte medarbejder, kan bruges på opgaver, som de finder mere interessante og tilfredsstillende. Målet er således ikke kun at effektivisere og øge kvaliteten, men også at forbedre medarbejdertilfredsheden markant.
Vores kommunikation omkring AI skal centrere sig om, at ja, selvfølgelig er der forhåbentlig en forbedring af effektiviteten og kvaliteten, men der er i høj grad også en forbedring af medarbejdertilfredsheden Karen August Bækgaard, Head of Global Business Development hos Gram Equipment A/S
Det gode råd
Ifølge Karen er det alfa og omega for en succesfuld implementering af AI i virksomheden at få bestyrelsen og ledelsen med fra starten. En strategisk forankring i topledelsen skaber den nødvendige opbakning og ressourcetildeling til implementeringen.
Mød Karen
Karen er ansat i stillingen som Head of Global Business Development, hun har været ansat hos Gram Equipment siden 2019. Hendes ansvarsområde omfatter forberedelse, opfølgning, operationalisering og gennemførelse af strategiske initiativer. Hun fungerer desuden som strategisk rådgiver for selskabets CEO.

Vil du vide mere?
Her kan du finde andet relevant information om AI. Du kan blandt andet gå på opdagelse i andre user-cases eller se vores kommende kurser.
DI Handel, DI Produktion, DI Digital, Ledelse, DI Trekansområdet, Implementering