Vi rådgiver dig

Fra tilbudsgivning til bogføring - sådan arbejder Lunai Consulting mere effektivt med AI

I jagten på effektivisering har Lunai Consulting integreret kunstig intelligens i deres daglige arbejdsgange. Ved at anvende AI til alt fra tilbudsgivning, mødereferater, projektstyring og bogføring, har virksomheden formået at reducere tidsforbruget på administrative opgaver, øge præcisionen i deres leverancer, og skabe mere værdi for kunderne. Læs mere her og bliv inspireret.

Udklip fra samtalen mellem DI, Paw Saxgren og Martin Frost Berthelsen, begge Management Consultants hos Lunai Consulting.

Lunai Consulting er et konsulenthus med fokus på AI-transformation. Virksomheden er stiftet i starten af 2024 - og netop fordi, at virksomheden er startet i en tid med chatGPT og andre intelligente værktøjer har det været muligt at tænke AI ind i alle aspekter af virksomhedens processer og arbejdsgange fra start. Derudover har stifter, Paw Saxgren, mere end 20 års erfaring fra reklamebranchen, hvorigennem han er blevet bevidst om, at AI vil komme til at spille en større og større rolle i måden, hvorpå vi arbejder.

Denne forståelse og erkendelse af AI er fundamentet for Lunai Consulting. Paw Saxgren fortæller:

- Jeg kunne ligesom se i sol og måne, at det her (red. AI) nok kommer til at forandre rigtig meget i den måde, vi arbejder på, og det kunne jeg godt tænke mig at være med til at påvirke.

Spørger man Paw, kan man ikke sige AI eksternt uden at sige AI internt - blandt andet fordi man forestiller sig, at man, hvis ikke man gør det nu, vil være nødt til at retænke sine arbejdsgange om et par år. Derfor var fokus fra start at finde use cases internt, som kunne forbedre måden, hvorpå man arbejdede, så man i sidste ende kunne fokusere på det, der skaber reel værdi for kunderne.

- Når man laver et AI-transformationskonsulenthus i 2024, så synes vi, at en af mulighederne også er at bruge AI indadtil. Så vi har et meget skarpt øje for at sige, lad os nu ikke opfinde nogle arbejdsgange, som vi så om to år, lige pludselig skal tage et stort greb på, fordi nu skal vi så over i AI med de arbejdsgange. Så vi prøver så vidt muligt at tænke AI først i alt, hvad vi gør, fortæller Paw Saxgren.

3 hurtige om Lunai Consulting

  • Lunai Consulting hjælper deres kunder med AI-transformation og rådgivning.
  • Lunai Consulting er grundlagt i februar 2024.
  • Lunai Consulting bygger på 20 års erfaring fra reklamebranchen, hvor behovet for AI blev mere og mere synligt.

Besøg Paw Saxgrens LinkedIn her

Vi producerer hele vores projektplan, og vi producerer leverancerne til kunden, men med AI som en meget, meget stærk hjælper Paw Saxgren, Management Consultant, Lunai Consulting

Lunai Consulting sparer tid og øger kvaliteten med AI-assistenter

I arbejdet med at skabe bedre interne arbejdsgange har Lunai Consulting blandt andet deres egen custom GPT, som er programmeret til at interviewe, og som har kendskab til selskabets proposal-model på baggrund af tidligere tilbud og standarddokumenter.

Det betyder helt konkret, at når Paw eller en kollega kommer retur fra et kundemøde, kan vedkommende bede modellen om at interviewe personen. Paw uddyber:

- Den stiller mig et spørgsmål: Hvem var med til dit møde? Hvad handlede mødet om? - og jeg sidder bare og taster løs og taster løs.

Paw fortsætter:

- Efter en håndfuld spørgsmål får jeg to ting ud af det. Et referat, som jeg kan sende til en kollega, samt en første udgave af vores tilbud.

For Lunai Consulting og Paw betyder det, at de i dag har en langt mere effektiv arbejdsgang i forhold til den traditionelle måde at gøre arbejdet på - noget de tydeligt mærker:

- Vi har en meget hurtigere turnaround, end du normalt ville have, fordi vi slipper for rigtig meget gentagne arbejde, fortæller Paw Saxgren.

Desuden fortæller Paw, at han i arbejdet med chatbotten ikke skal bekymre sig om tegnsætning eller anden grammatisk korrekthed. Det betyder, at han kan gennemføre processen på 10-12 minutter. En proces, der førhen havde taget væsentlig længere, og hvor risikoen for menneskelige fejl som stavefejl, forglemmelser eller lignende var større.

Med udgangspunkt i samme fremgangsmetode har Lunai Consulting udviklet en række custom GPT'er, som hjælper dem som personlige assistenter i dagligdagen, herunder en mere omfattende projektmodel, der er koblet op på den enkelte kunde og fodret med de baggrundsinformationer, som Lunai Consulting har på kunden. Paw Saxgren fortæller:

Effektiv bogføring og penge sparet ved hjælp af AI

Lunai Consulting har desuden effektiviseret deres bogføringsprocesser ved hjælp af AI. Virksomheden anvender økonomisystemet e-conomic, og for at optimere brugen af systemet har de en custom GPT-chatbot, der betyder, at de i dag hurtigt kan få svar på bogføringsrelevante spørgsmål ved at spørge chatbotten, som er trænet med udgangspunkt i e-conomics' guide og virksomhedens kontoplan.

Konkret betyder det, at når en medarbejder er i tvivl om, hvilken konto en bestemt udgift eller indtægt skal bogføres på, kan chatbotten hurtigt foreslå den korrekte konto, for eksempel "kontonummer 580." Funktionen hjælper med at reducere fejl og øger hastigheden i bogføringsprocessen.

For Lunai Consulting har det betydet, at de har reduceret omkostningerne til ekstern bogføringshjælp ved at gøre det muligt for dem selv at udføre en større del af bogføringen selv.

- Det er en lille ting, men det gør til sidst, at vi kan bruge færre penge på revision, fordi vi faktisk selv kan lave meget af den bogføring, som vi ellers ville skulle betale en bogholder for at gøre, fortæller Paw Saxgren.

Psst - kunne du tænke dig din egen custom GPT, bygget på GPT-4 (motoren bag sprogmodellen ChatGPT), kan du læse mere om, hvordan det gøres her.

Paw Saxgren og Martin Frost Berthelsen har samlet tre gode råd til dig, der gerne vil i gang med AI herunder.

3 gode råd

  • Gør det personligt
    Tilpas brugen af AI-værktøjer og løsninger, så de passer til dine individuelle behov og arbejdsprocesser. Ingen bruger AI-værktøjer helt ens og det er vigtigt at finde din egen måde at anvende teknologien på.
  • Ændr dine vaner
    Integrer AI i dine daglige rutiner. For eksempel, i stedet for at tjekke kalenderen som det første mandag morgen, kan du spørge din AI-assistent om et overblik over din kommende uge. Små justeringer kan gøre en stor forskel.
  • Søg inspiration og læring
    Udveksl erfaringer med dine kolleger. Teknologien udvikler sig hurtigt, og det er vigtigt at lære af andres erfaringer og samtidig lære fra sig, for at holde sig opdateret på teknologien og udvikle sine færdigheder.

Mød Paw

Paw Saxgren er Management Consultant og grundlægger af Lunai Consulting. Han har mere end 20 års erfaring fra reklamebranchen i baggagen. Blandt andet som COO hos Group M.

Vil du vide mere?

Her kan du finde andet relevant information om AI. Du kan blandt andet gå på opdagelse i andre use-cases eller se vores kommende kurser.

Se kommende AI-kurser Find flere use-cases

Relateret indhold