Vi rådgiver dig

Hos Royal Unibrew skaber virtuelle AI-medarbejdere nye forretningsmuligheder

Royal Unibrew har taget næste skridt på AI-rejsen ved at integrere kunstig intelligens og AI-agenter i deres daglige arbejdsgange. Resultatet? En markant forbedring i effektivitet, hurtigere go-to-market-strategier og en helt ny måde at arbejde på, til gavn for nuværende og nye medarbejdere. Læs med, og bliv inspireret til, hvordan AI kan gøre en forskel hos jer.

Royal Unibrew er en af Danmarks førende drikkevareproducenter, der i Danmark står bag produktionen af bl.a. Pepsi Max & Faxe Kondi. I oktober 2023 ansatte de Michala Svane i rollen som Director of Marketing, Digitalization & Business Development, Denmark og har siden januar 2024 arbejdet intensivt med AI. Michala Svane, har været en af de helt store drivkræfter bag fokusset på AI. Hun betegner dog ikke sig selv som AI-ekspert.

- Jeg har altid arbejdet med digitalisering, men er på ingen måde AI-ekspert,

Men Michala Svanes egne AI-evner satte bestemt ikke en stopper for nysgerrigheden og lysten til at prøve den dengang, for mange, nye teknologi af. Hos Royal Unibrew startede AI-rejsen tilbage i januar 2024, hvor man gennem en inspirationsdag tog de første skridt mod at integrere AI i diverse arbejdsprocesser.

- Vi havde AI-inspirationsdagen for grundlæggende at finde ud af, hvordan vi på håndgribelig vis kunne begynde at arbejde mere med det.

Derfor havde man inviteret en række oplægsholdere og repræsentanter fra marketingbureauer til at komme og fortælle om, hvordan de brugte AI, og hvad det betød for deres forretning. Da dagen var slut, var konklusionen klar – AI måtte man ikke lade passere, det måtte man arbejde struktureret med. Michala Svane fortæller:

- I stedet for at gå hjem, som man jo nogle gange gør efter sådan en dag, hvor man er helt høj på inspiration, og så ender man med at gå tilbage og gøre som man plejer, besluttede vi os for at sige, det her vil vi arbejde struktureret med.

Det var også startskuddet til, at man fik defineret de retninger, hvor man særligt ønskede at fokusere på, at arbejde smartere med AI. Michala Svane fortæller:
 
- Vi havde et ønske om særligt at arbejde med AI, inden for det kreative spor, inden for vores brand management og inden for insights, med en grundtanke om at løfte vidensniveauet om AI i hele afdelingen.
 

3 hurtige om Royal Unibrew

  • Royal Unibrew er i dag Danmarks 2. største bryggerikoncern.
  • De producerer mere end 400 forskellige produkter i Danmark
  • På to moderne bryggerier i henholdsvis Faxe og Odense

Læs mere om Royal Unibrew her

Det har altid været en af lederens vigtigste opgaver at sammensætte et team med de rette kompetencer. Med AI-agenter og en hybrid workforce træder lederen nu ind på en helt ny spilleplade Michala Svane, Director of Marketing, Digitalization & Business Development, Denmark, Royal Unibrew

Mød AI-agenterne Kondi Kai og Athena

På den baggrund satte Royal Unibrew sig for at udvikle en række virtuelle AI-medarbejdere, der i dag er blevet uundværlige i deres daglige arbejde. En af de mest bemærkelsesværdige og anvendte er medarbejderen "Kondi Kai", en AI-agent opkaldt efter virksomhedens ikoniske Faxe Kondi-brand. Kondi Kai har adgang til al viden om Faxe Kondi-brandet, herunder tidligere kampagner, tone of voice og insights, og fungerer som en slags 'brand guardian' for virksomhedens medarbejdere. Michala Svane fortæller:

- Vi fodrede Kondi Kai med alt det materiale, vi har på Faxe Kondi-brandet og alt muligt andet relevant data, og så trænede han rigtig meget sammen med vores brand manager på Faxe Kondi, som stod for at lære 'ham' op.

En anden AI-agent, der også i den grad har bevist sit værd, er Athena. Hun fungerer som market researcher og analyserer markedstendenser og data for at give Royal Unibrew flere og hurtigere indsigter, der kan give en konkurrencemæssig fordel. Michala Svane beskriver, hvordan Athena hurtigt kan levere komplekse analyser, der tidligere ville have taget meget længere tid og krævet enorme mængder ressourcer.

- Der er ingen tvivl om at vi sparer utrolig meget tid. Vores go to market er jo langt hurtigere, fordi vi vi får langt hurtigere adgang til data og vi får langt hurtigere adgang til at analysere på data, så vi kan lave ret komplekse analyser meget, meget hurtigere [...]

Der er altså ingen tvivl om resultaterne - de er imponerende. Udover en øget go-to-market-hastighed, har medarbejderne også fået mere tid til at fokusere på strategiske opgaver, der i højere grad kræver menneskelig ressource - hvor de nu har en virtuel AI-kollega at sparre med. Michala Svane uddyber:

- Vi sparer utrolig meget tid og kan nu overskue langt mere data end nogensinde før. Det gør vores arbejde både hurtigere og bedre.

De virtuelle medarbejdere Athena og Kai har navngivet og designet sig selv. Det har ifølge Michala Svane haft en helt særlig betydning for brugen:

- Det, vi så, var, at når vi satte ansigt på AI-agenterne, steg brugen med en faktor 4. Det, at man får et personligt ansigt på, og indgår som en naturlig del af teamet via for eksempel Microsoft Teams, hvor kollegerne kan række ud til AI-agenterne, tilføje dem til møder osv., betyder helt vildt meget.
 
Se herunder et billede af de to virtuelle kolleger (AI-agenter), Athena og Kondi Kai.

Fremtiden for AI-agenter hos Royal Unibrew

Royal Unibrew er et godt eksempel på, hvordan AI-agenter kan integreres i en virksomhed for at skabe konkrete forretningsgevinster, men ambitionerne stopper ikke her. Michala Svane fortæller:

- De virtuelle medarbejdere bliver aldrig færdige; dels fordi vi bygger på med viden, og dels fordi vi kigger ind i et ønske om, at de skal blive mere proaktive.
 
- En ting er, at vi kan spørge om forskellige ting og blive klogere, men vi kunne godt tænke os, at de (AI-agenterne) selv skriver en mail, når de opdager noget nyt – eller at AI-agenterne selv taler sammen - altså at de bliver mere proaktive.
 
Vil du vide mere om AI-agenter, AI-assistenter eller AI-robotter, kan du læse meget mere på linket her.
 
Vil du selv i gang med at arbejde med AI-assistenter, agenter, eller noget helt fjerde? Så kan du læse tre råd fra Michala Svane herunder.

3 gode råd

Start småt og fokuseret
Lad være med at forsøge at løse alt på én gang – vælg et konkret problem, og byg videre derfra.

Udnyt det bedste fra begge verdener
AI er stærk på data og mønstergenkendelse, mens mennesker bidrager med kreativitet, empati og dømmekraft. Den bedste løsning opstår i samspillet.

Kom i gang!
Vent ikke på den perfekte strategi – eksperimentér, lær af erfaringerne, og justér undervejs.

Mød Michala

Michala Svane er en erfaren leder inden for marketing, digitalisering og forretningsudvikling. Hun har tidligere været Senior Vice President for Salg og Marketing i Tivoli, hvor hun spillede en central rolle i virksomhedens digitale transformation og udvikling af abonnementsbaserede årskort.

I dag er Michala direktør for marketing, digitalisering og forretningsudvikling hos Royal Unibrew.

Michala blev anerkendt som Årets CMO i 2020 for sit arbejde inden for marketing og digital strategi.

Vil du vide mere?

Her kan du finde andet relevant information om AI. Du kan blandt andet gå på opdagelse i andre use-cases eller se vores kommende kurser.

Se kommende AI-kurser Find flere use-cases
For medlemmer

Eksempel

Download et eksempel på en analyse udført af en AI-kollega hos Royal Unibrew.

Relateret indhold