Hos SprintEins har man oprettet et "AI-domæne" - en videnscentral, der skal løfte resten af organisationen
Hos SprintEins har man etableret et dedikeret AI-domæne, en videnscentral ledet af eksperter, der skal løfte hele organisationen gennem workshops, mentoring og innovative projekter. Denne strukturerede tilgang sikrer, at AI-kompetencer bliver integreret og udnyttet optimalt på tværs af alle forretningsområder. Til gavn for såvel medarbejdere som kunder. Læs mere om overvejelserne her.
Udklip fra samtale mellem DI og Mikkel Torp Thomsen, Business Development Manager, SprintEins
Hos SprintEins har man aktivt valgt, at tænke AI, når man snakker struktur og organisering af virksomheden på tværs af landegrænser. Udgangspunktet er en virksomhed med fladt hierarki, der i høj grad styres ud fra tanken om selvorganiserede principper. Mikkel Torp Thomsen, Business Development Manager hos SprintEins forklarer:
- Man kan vel sige, at vores organisationsstruktur har rod i det agile manifest. Det var egentlig også sådan vi startede, med et par IT-konsulenter, der synes det hele var lidt for meget topdown og vandfaldsagtigt i de store koncerner.
Ovenstående danner grobund for, at man generelt set på mange områder, hos SprintEins forsøger at gøre tingene anderledes og på den måde skabe sig en eller flere konkurrencemæssigefordele. Man opererer for eksempel ikke med traditionelle hierakiske roller, men man operer i stedet for med vidensdomæner, der især bliver interessant når vi taler AI.
Man har nemlig valgt, at udvide antalet af vidensdomæner sådan, at AI har fået sit eget dedikerede domæne. Formålet med vidensdomænerne hos SprintEins er at samle og specialisere viden inden for specifikke områder, herunder AI, for at styrke virksomhedens evne til i sidste ende at levere det bedste resultat. Vidensdomænerne skal fremme kontinuerlig læring, innovation og ekspertise gennem interne workshops, tæt mentoring og generel projektstøtte.
3 hurtige om SprintEins
- SprintEins er en softwareudviklingsvirksomhed.
- SprintEins er grundlagt i 2013.
- Virksomheden har ca. 150 ansatte, fordelt på kontorer i Tyskland, Budapest og Danmark.
En ting er, at vi skal finde ud af, hvordan vi kan løse problemer med AI på kundesiden, men det handler i høj grad også om, at kunne gøre vores arbejde bedre og mere effektivt Mikkel Torp Thomsen, Business Development Manager, SprintEins
En introduktion til AI-domænet og tilgangen til transparent kompetencedeling
AI-domænet hos SprintEins så først dagens lys tilbage i 2018. Sidenhen er interessen og brugen af domænet steget markant, og flere medarbejdere har vist interesse for at inkorporere teknologien i deres daglige arbejdsgange og i kundevendte projekter.
- Vi har en eller flere medarbejdere i hvert domæne, som er lead på det specifikke område. De understøtter projekter, men bruger tid i domænet på i høj grad at understøtte interne projekter.
AI-domænet består i dag af to medarbejdere, som leder domænet, og knap 10 andre medarbejdere, der i en eller anden form har rod i AI-lejeren. Herunder machine learning-ingeniører og Data Scientists. Som domæneleder følger der et ansvar for at udbrede viden om ens domæne på tværs af organisationen. Mikkel Torp Thomsen forklarer:
- På tværs af forretningen har man ansvar for knowledge transfer, monitorering af trends og i sidste ende at disseminere den viden ud i organisationen og finde ud af, hvordan vi kan gøre arbejdet bedre.
For at udbrede viden om AI har domænet eksempelvis afholdt kurser, workshops og dojos. Sidstnævnte er en ide, der i sin tid udsprang fra et andet domæne, som handler om at samle de medarbejdere med interesse for eksempelvis AI og derefter løse en konkret problemstilling.
- Det er supplement til vores kurser og workshops og kan opfattes lidt som en mere intensiv træning, en tilgang der desuden er meget praktisk og som er blevet taget rigtig godt imod, når vi taler AI, forklarer Mikkel Torp Thomsen.
Kontinuerlig og relevant læring
Hver medarbejder hos SprintEins har desuden tilknyttet en "Personal Success Lead", der skal sørge for at medarbejderen udvikler sig efter egne ønsker. Kontinuerlig og relevant læring prioriteres nemlig højt hos SprintEins. I forhold til AI kan den enkelte medarbejders Personal Success Lead være med til at skaffe finansiering til et eksternt kursus, sørge for at der bliver allokeret tid til udviklingen af en ny kompetence og for eksempel i samarbejde med AI-domænet indkøbe licenser til 3. parts applikationer, der vil være nyttige for medarbejderen.
- De hjælper med at skræddersy vejen for den enkelte medarbejder, sørger for at der allokeres tid til det med udgangspunkt i den problemstilling, som medarbejderen ønsker at have fokus på, hvor domænet understøtter en gennem hele udviklingsforløbet, forklarer Mikkel Torp Thomsen.
Et andet værktøj til at sikre, at medarbejderne er oplyste på de nyeste trends, værktøjer og nyheder om AI kommer også fra AI-domænet. Hver uge har de en såkaldt "weekly", hvor de gennemgår relevante nyheder med hensyn til AI. Et møde der er åbent for alle medarbejdere i organisationen, som har lyst til og interesse i at vide mere om teknologien.
Derudover har man forsøgt at skabe transparens med AI-kompetencer i organisationen ved at gøre det muligt for medarbejdere at slå op på organisationens intranet, hvilke medarbejdere der har hvilke kompetencer inden for AI. Herunder hvilke kurser de har været på. En løsning der skaber synlighed og gør det nemmere at række ud for hjælp.
- På den måde søger vi altså i høj grad selv efter den ekspertise, som vi skal bruge til en given opgave. Igen meget selvorganiseret. Men finder folk der har interessen, også løser man det den vej igennem, fortæller Mikkel Torp Thomsen.
Dette betyder også, at når en opgave skal løses for en kunde, kan man uden væsentlige problemer sammensætte et team på tværs af domænerne og dermed opnå den bedst mulige kompetencesammensætning.
Du kan se en illustration herunder:
Hvilke værktøjer bruges i dag og hvilke er på tegnebrættet i 2025?
Da en stor del af medarbejderstaben hos SprintEins er teknologisk uddannede, oplever man også, at interessen i AI er til at mærke. Medarbejderne har et ønske om konstant at dygtiggøre sig og være på forkant med den nyeste teknologi.
Det betyder også, at en lang række værktøjer allerede bruges i organisationen. Blandt andet bruges generativ AI til at understøtte programmører i kodningsarbejdet. Mikkel Torp Thomsen opsummerer kort resultaterne:
- Udviklerne mener, at de leverer bedre, hurtigere og af højere kvalitet.
Da AI fik mere opmærksomhed, oplevede man hurtigt en interesse fra programmørerne. Mikkel Torp Thomsen beskriver det som en interesse, der har været latent, og som er en fordel ved at arbejde med teknologibegejstrede medarbejdere.
Generelt set mener Mikkel Torp Thomsen, at en stor del af måden, man har valgt at organisere virksomheden på, kan spores tilbage til medarbejdernes evner og nysgerrighed. Han fortæller:
- Vi ser ofte hos traditionelle virksomheder, at top-down mandater er nødvendige for at drive AI-initiativer og håndtere modstand. Hos os er vi nok lidt atypiske, da vi i høj grad lader udviklingen komme nedefra.
I løbet af 2025 vil man hos SprintEins sætte større fokus på skræddersyede løsninger til at lette arbejdsbyrden blandt andet i HR-afdelingen og for de, som sidder med regnskab. Områder, hvor man især vurderer, der er potentiale for at høste lavthængende frugter med AI.
AI-bordplan til julefrokost
Hos SprintEins har man anvendt AI som en del af forberedelsen til dette års julefrokost. Forud for arrangementet blev medarbejderne bedt om at besvare en række spørgsmål, og baseret på deres svar fik man AI (gennem en optimeringsalgoritme) til at udarbejde den mest optimale bordplan. Et atypisk eksempel på, hvordan man kan bruge AI til mange typer opgaver. Det er (næsten) kun fantasien, der sætter grænser.
Mød Mikkel
Vil du vide mere?
Her kan du finde andet relevant information om AI. Du kan blandt andet gå på opdagelse i andre use-cases eller se vores kommende kurser.