Tre konkrete initiativer til en succesfuld AI-adoptionsproces fra Bagger-Sørensen & Co.
For at sikre en succesfuld implementering af AI har Bagger-Sørensen fokuseret på at motivere medarbejderne til at arbejde med AI gennem tre konkrete tiltag. Læs mere herunder og få inspiration til, hvordan I kan sikre en succesfuld implementering
Udklip fra samtalen mellem Dansk Industri og Rasmus Linnet, Bagger-Sørensen
Bagger-Sørensen & Co. A/S er Bagger-Sørensen familiens holding- og investeringsselskab, i dag repræsenteret ved og ejet af 4. generation, brødrene Steen og Claus Bagger-Sørensen. Selskabet er bygget op på et verdensomspændende tyggegummisalg, virksomheden stod blandt andet bag udviklingen og produktionen af velkendte mærker som Stimorol og V6-tyggegummi. I dag har Bagger-Sørensen koncernen 4 fokusområder:
- Bagger-Sørensen & Co - Finansielle investeringer (www.baggersorensen.com)
- Bagger-Sørensen Equity - Strategiske investeringer direkte i virksomheder (www.bs-eguity.com)
- Bagger-Sørensen Fonden (www.baggersorensenfonden.dk)
- DANDY Business Park (www.Dandybusinesspark.dk )
3 hurtige om Bagger-Sørensen
- Porteføljen omfatter i dag 8 ventureselskaber.
- I 2020 etablerede Bagger-Sørensen familien Bagger-Sørensen Equity A/S, som investerer i mindre og mellemstore virksomheder med vækstpotentiale.
- Bagger-Sørensen koncernen er en del af Dansk Sprogmodel Konsortium
I takt med at AI fylder mere og mere på tværs af brancher, har Bagger-Sørensen & Co. undersøgt, hvordan de ved hjælp af AI kunne øge effektiviteten af deres arbejde både på hovedkontoret og i de virksomheder, hvor de har investeringer. De måtte hurtigt erkende, at for at få det maksimale ud af implementeringen af AI, var det nødvendigt at uddanne og motivere medarbejderne til at tage AI-teknologier i brug og sørge for, at medarbejderne i højere grad var fortrolige med disse.
Udfordringen lå i, at mange medarbejdere havde begrænset erfaring med AI og samtidig var usikre på, hvordan de kunne anvende teknologien inden for netop deres felt. Desuden var det svært for den enkelte medarbejder at omsætte viden om AI til praktiske løsninger, der kunne anvendes i den enkelte medarbejders daglige arbejde. Det blev derfor vurderet, at der var behov for en struktureret tilgang til at give medarbejderne viden om AI og samtidig fremme en kultur, hvor AI blev set som en værdifuld ressource fremfor en uoverskuelig teknologi. Visionen er klar: medarbejderne skal kunne lære af hinandens erfaringer og blive klogere på, hvordan de kan inkorporere AI som en del af deres arbejdsgang for at arbejde smartere uden at gå på kompromis med kvalitetsniveauet.
Man har erkendt, at når vi taler om innovation, bør vi tale innovation på tværs og skabe et forum, hvor nye idéer kan udvikles og deles. Rasmus Linnet, AI Innovation & Digital Business Development, Bagger-Sørensen.
For at tackle disse udfordringer udviklede Bagger-Sørensen & Co. en todelt strategi, der fokuserede på at få de praktiske eksempler frem i lyset og samtidig engagere de AI interesserede medarbejdere rundt i koncernen. Den tværfaglige indsats er styrket gennem en nyoprettet ”BS innovationsafdeling” som netop er nedsat for at fremme en innovationskultur indenfor tech og sustain på tværs i hele koncernen. Læs mere om de konkrete tiltag herunder og få indsigt i initiativer, som kan hjælpe din organisation i gang med AI og øge medarbejdernes tillid til teknologien:
1. Identifikation af AI interesserede medarbejdere:
Hos Bagger-Sørensen koncernen har man i adoptionsprocessen i forbindelse med AI haft fokus på at identificere medarbejdere, der har en naturlig interesse for teknologi og AI. Disse medarbejdere udpeges som "firstmover ambassadører". Ambassadørerne deltager i innovationsgrupper og har ansvar for at sprede viden og motivation omkring AI i deres respektive teams – på den måde får selskabet spredt viden om AI til afdelinger der ikke almindeligvis arbejder med IT.
- Det er super vigtigt, at vi får engageret de medarbejdere, hvor det kilder i maven, når de tænker på mulighederne ved, at bruge ny teknologi, forklarer Rasmus Linnet.
2. Lavpraktiske workshops og sessions:
Bagger-Sørensen har derudover fokus på, at få arrangeret en række lavpraktiske workshops og sessions, hvor medarbejdere har mulighed for at dele deres erfaringer med AI. Disse møder kan eksempelvis afholdes som et kantine- eller køkkenmøder. Tanken er, at møderne skal centreres om konkrete eksempler fra dagligdagen, hvor medarbejdere demonstrerer, hvordan de bruger AI til at løse specifikke opgaver. Det gør teknologien mere nærværende og relevant for deltagerne.
- For de medarbejdere, hvor det hele er en lille smule abstrakt, kan et kantine eller køkkenmøde få det til at føles lidt mere trygt og nærværende, fortæller Rasmus Linnet
3. Inspirationsbesøg
Hos Bagger-Sørensen har inspirationsbesøg desuden spillet en central rolle i at sikre en succesfuld adoptionsproces af AI-teknologier. Virksomheden ser, AI som en teknologi, der flyder på tværs af industrier og mener at der er meget at lære fra andre virksomheder, som er langt fremme på området.
Derfor har Bagger-Sørensen aktivt opsøgt virksomheder, der har demonstreret succes med AI-implementeringer. Det omfatter besøg hos organisationer, der har opnået bemærkelsesværdige resultater med eksempelvis chatbots og andre AI-løsninger, som er nemt overførbare. Under disse besøg har Bagger-Sørensen's medarbejdere fået mulighed for at se konkrete anvendelser af teknologierne og høre om de udfordringer og løsninger, som andre virksomheder har oplevet. Besøgene har ikke blot været envejs læring. Bagger-Sørensen har også delt deres egne erfaringer og indsigter, hvilket har skabt en gensidig læringsproces og dialog om teknologien. Denne form for vidensdeling har været gavnlig for begge parter og har øget forståelsen for, hvordan AI kan anvendes effektivt på tværs af selskabet.
- Gaven ved AI, er at det er en teknologi, som flyder på tværs af industrier. Det er min oplevelse, at der lige nu er stor åbenhed på tværs af virksomhederne i Danmark til at dele ud af erfaringer, på kryds og tværs af brancher – til gavn for os alle, fortæller Rasmus Linnet.
I sidste ende så er AI jo en en game changer fordi du får gjort intelligens ekstrem billig Rasmus Linnet, AI Innovation & Digital Business Development hos Bagger-Sørensen.
Fremtidsvision
Det forventes, at tilgangen med de beskrevne initiativer vil føre til en betydelig stigning i medarbejdernes engagement og forståelse for AI, samt fremme en positiv kultur omkring AI inden for koncernen.
Bagger-Sørensen & Co. undersøger løbende mulighederne for yderligere anvendelse af AI. Selskabet er i øjeblikket involveret i flere spændende projekter, herunder udviklingen af et værktøj til at reducere den manuelle gennemgang af omfattende dokumenter i forbindelse med udarbejdelsen af due diligence-rapporter.
Mød Rasmus
Rasmus Linnet har startet flere forretninger og er en væskeægte iværksætter, han har desuden siddet i flere bestyrelser og har en en solid baggrund inden for digital forretningsudvikling, kunstig intelligens og innovation.

Vil du vide mere?
Her kan du finde andet relevant information om AI. Du kan blandt andet gå på opdagelse i andre user-cases eller se vores kommende kurser.
DI Digital, DI Trekantsområdet, Implementering, Ledelse, Rapportering