AI i HR: Sådan bruger Garuda kunstig intelligens til at styrke rekruttering
At ansætte den rigtige medarbejder er en af de vigtigste beslutninger, en virksomhed kan træffe. En forkert ansættelse kan koste både tid, penge og energi. Se hvordan Garuda bruger AI til at sikre bedre rekrutteringsprocesser og beslutningsgrundlag.
Udklip fra samtalen mellem DI, Henrik Fabrin & Garuda, Gert H. N. Laursen
Fra kompleks rekruttering til strukturerede processer
At ansætte den rigtige medarbejder handler ikke kun om at finde en kandidat med det rigtige CV. For Garuda handler det i høj grad om at skabe en proces, der gør det muligt at træffe bedre beslutninger.
Virksomheden har i mange år arbejdet med HR-værktøjer, personprofiler og psykometri. Men i takt med at kunstig intelligens er blevet en reel teknologisk mulighed, er AI rykket helt ind i centrum af forretningen.
Udgangspunktet er et enkelt spørgsmål: Hvad er den bedste ansættelsesproces?
Garuda har blandt andet samarbejdet med forskere fra Aarhus Universitet om at analysere, hvad der faktisk kendetegner en god ansættelsesproces. Konklusionen er tydelig. Det er ikke nødvendigvis testen eller interviewet, der gør forskellen. Det er hvor struktureret processen er.
Hvis kandidater vurderes ud fra forskellige kriterier, bliver beslutningen mere tilfældig. Hvis processen derimod er struktureret, øges chancen for at finde den rigtige kandidat.
Det perspektiv er vigtigt, fordi rekruttering hurtigt bliver uoverskuelig. Der er mange kandidater, mange informationer og ofte flere personer involveret i vurderingen.
Derfor ønsker Garuda, via AI, at gøre det så let som muligt at afdække, hvad de mest relevante faglige og personlige udvælgelseskriterier er. Og når dette bliver lettere, får HR og ledere bedre mulighed for at fokusere på de faglige og menneskelige vurderinger, der faktisk betyder noget.
AI kan gøre processen hurtigere og nemmere. Men det er stadig mennesker, der skal stå for kvaliteten. Gert H. N. Laursen, adm. direktør i Garuda
Om forskningen
Garudas tilgang bygger på et omfattende forskningsprojekt med Aarhus Universitet, hvor over 400.000 kandidater og mere end 15.000 jobopslag er analyseret.
I forskningsprojektet blev to tilgange benyttet til at mindske bias.
"Blinding" er en metode, hvor informationer som navn, adresse, køn og nationalitet fjernes fra ansøgningen.
Dette er et forsøg på at sikre, at arbejdsgiverne ikke ubevidst bliver påvirket af disse faktorer.
Den anden tilgang, "decision hygiene", handler om at hjælpe arbejdsgiverne med at definere nøglekompetencerne for en given stilling.
3 hurtige om Garuda
Grundlagt: 1982
Branche: HR software og psykometriske værktøjer
Kunder: Typisk virksomheder med 60 til 300 medarbejdere
AI som støtte i rekrutteringsprocessen
Garudas tilgang er, at AI skal hjælpe gennem workflowet, ikke tage beslutningen for brugeren.
Rekrutteringssoftware kan være bygget op som en række trin, hvor AI gør hvert trin lettere at arbejde med. Det kan for eksempel være at generere et første udkast til en jobannonce, foreslå faglige kompetencer eller hjælpe med at strukturere vurderingskriterier.
Pointen er ikke, at man bare skal trykke på en knap og acceptere det hele. AI skal give et bedre udgangspunkt, som mennesker derefter kvalificerer.
Herunder er eksempler på, hvordan AI hos Garuda hjælper på tværs af processen til at sikre en struktureret proces med mennesket i centrum.
Gert H.N. Laursen advarer mod at gøre processen for automatisk. Hvis man blot lader AI generere jobannonce, kravprofil, vurderingskriterier og scoring uden at kvalitetssikre noget undervejs, kan fejl og bias snige sig ind.
💡 I en konkret rekruttering var den kandidat, der endte med at få jobbet, eksempelvis nummer tolv i AI-rangeringen. Det illustrerer, at AI kan være en stærk støtte, men ikke bør stå alene.
"Når AI bruges rigtigt, får virksomheden til gengæld en langt mere struktureret proces. Kandidater bliver vurderet på de samme kriterier, og beslutningsgrundlaget bliver tydeligere," fortæller Gert H.N. Laursen.
AI åbner nye muligheder i HR
AI åbner også muligheder for nye værditilbud og produkter i HR-arbejdet.
Garuda arbejder blandt andet med ideen om en digital mentor, som medarbejdere kan bruge til refleksion og udvikling. En medarbejder kan for eksempel tale med AI om samarbejde, ledelse eller karrierevalg.
Samtidig kan virksomheden bruge anonymiserede data til at lære mere om, hvilke typer medarbejdere der klarer sig bedst i forskellige roller.
AI kan dermed både hjælpe organisationer med at rekruttere bedre og medarbejdere med at udvikle sig.
AI ændrer også kandidaternes side af bordet
AI påvirker ikke kun virksomhedernes arbejde. Den ændrer også kandidaternes adfærd.
I dag kan ansøgere bruge AI til at skrive bedre ansøgninger, målrette CV’er og søge flere stillinger hurtigere end tidligere. Det betyder, at virksomheder ofte modtager flere ansøgninger og samtidig bedre formulerede ansøgninger.
Garuda beskriver udviklingen som et slags kapløb mellem kandidater og arbejdsgivere.
Kandidater bruger AI til at skrive ansøgninger. Virksomheder bruger AI til at analysere dem.
Det gør det endnu vigtigere at have klare processer og tydelige kriterier for vurdering. Her kan psykometriske profiler og strukturerede interviews give et mere retvisende billede af kandidaten end selve ansøgningen.
Transparens og etik er afgørende
Når AI bruges i HR, følger der også nogle særlige krav med.
Garuda lægger stor vægt på transparens. Hvis en AI-funktion bruges i forbindelse med medarbejderudvikling eller HR samtaler, skal det være tydeligt, hvordan data bruges, og hvem der kan se hvad.
For eksempel kan en leder måske se, at en medarbejder har brugt en AI funktion, men ikke indholdet af samtalen. Den type klare spilleregler er vigtig for at skabe tillid til teknologien.
Hvis brugerne føler, at teknologien tager mere, end den giver, mister de lysten til at bruge den. Hvis de derimod oplever, at teknologien hjælper dem videre og samtidig er ærlig omkring reglerne, vokser tilliden.
Juridisk hjælp til brug af AI
Hvornår og hvordan må du bruge AI? DI har sammen med ekspertmedlemmer udviklet en række praktiske AI-værktøjer og vejledninger, der hjælper dig med at overholde de gældende love.
Erfaringer: Fire råd til virksomheder der vil bruge AI i HR
Det overliggende råd fra Garuda til virksomheder, der vil arbejde med AI i HR, er ikke at starte med teknologien, men med processen.
Ifølge Garuda bør virksomheder først stille sig selv et grundlæggende spørgsmål:
Hvordan bør vores rekrutteringsproces ideelt set se ud?
Når processen er klar, kan AI hjælpe med at gøre den hurtigere, lettere at arbejde med og sikre bedre resultater.
En anden vigtig pointe er, at da AI udvikler sig hurtigt, er det en fordel, hvis ledelsen løbende har godt greb om de muligheder og udfordringer som teknologien giver virksomhedens branche.
Da Garuda i 2025 skulle ansætte en ny CEO, spillede AI-kompetencer også en rolle. Derfor ønskede bestyrelsen en leder, der både forstod teknologien og kunne omsætte den til konkrete løsninger for kunderne.
Gert H. N. Laursen har derfor fire råd til brug af AI i HR:
- Start med at fastsætte hvordan den idelle rekrutteringsproces ser ud
- Overvej hvordan AI kan understøtte processen
- Vælg leverandører der er tæt på sine kunder, med fleksible løsninger, der kan udvikle sig
- Husk at AI, når det indlejres i kerneprodukter og - services, er et ledelsesansvar
For de virksomheder, der formår at kombinere struktur, teknologi og menneskelig vurdering, kan AI blive et stærkt redskab til at finde de rigtige medarbejdere første gang. Og det sparer både tid, penge og energi.
Du har en proces der er den bedste, og så skal teknologien understøtte dig, og så skal menneskene undervises i det. Proces, teknolog og mennesker - i den rækkefølge. Gert H. N. Laursen, adm. direktør i Garuda
Vil du lære mere om AI?
AI udvikler sig hurtigt, og det kan være svært at følge med, men du står ikke alene. Hos Dansk Industri har vi samlet en lang række ressourcer, der gør det lettere at forstå, anvende og implementere AI – uanset om du er i gang, på vej eller bare nysgerrig.
Hvis du har fået blod på tanden efter at læse om MeeBooks rejse, og gerne vil lære mere om AI, så kan du finde mere materiale på vores AI for Alle univers.
Her finder du desuden:
- Guides og artikler om alt inden for AI
- Konkrete cases fra danske virksomheder
- Gratis værktøjer og vejledninger
- Kurser og events
AI er ikke kun for specialister og teknikere. Det er for alle, der vil være med til at forme fremtiden, og bruge teknologien klogt og ansvarligt.