Automatiseret menuplanlægning, forbedret køkken-effektivitet og øget medarbejder-tilfredshed med AI hos Meyers
Meyers eksperimenterer med en AI-løsning, der skal understøtte deres køkkenchefer i det daglige arbejde med at udarbejde frokostmenuer til de mange kunder rundt omkring i Danmark. Forhåbningen er, at løsningen vil frigøre tid for køkkenpersonalet, forbedre effektiviteten og øge medarbejdertilfredsheden. Alt sammen noget, der i sidste ende giver kunden en bedre oplevelse. Læs mere her.
Udklip fra samtalen ml. DI og Johanna Leonard, Head of Digital, IT & BI at Meyers
Meyers er en madvirksomhed, der i mere end 30 år har arbejdet for at fremme kvaliteterne i den danske madkultur gennem en lang række aktiviteter fra jord til bord. Hovedaktiviteterne ligger inden for restaurations- og kantinedrift, levering af frokost, catering, rådgivning, handel og teambuilding. Dermed har virksomheden mange forskellige typer medarbejdere med forskellige kompetencer og arbejdsområder.
Meyers har en række interne AI-initiativer, men da man skulle til at udvikle det første skræddersyede projekt, stødte man på en udfordring relateret til de mange områder af forretningen. Hvor skulle man starte og hvad skulle man fokusere på?
- Det er en af de udfordringer, når man taler AI, som vi har oplevet. Der er mange forskellige mennesker, som arbejder i Meyers, så vi har skullet finde et fokuspunkt, forklarer Johanna Leonard, Head of Digital, IT & BI hos Meyers.
Ledelsen valgte derfor at fokusere på én gruppe af medarbejdere, som er afgørende for forretningen og på et område, hvor man så store muligheder for at forbedre arbejdsgangene gennem AI.
Vi har valgt at starte med at fokusere på vores køkkenpersonale. I hele Meyers arbejder ca. 1200 medarbejdere og mange af dem er kokke og køkkenassistenter, så det var oplagt at lave det første projekt med dem, fortæller Johanna Leonard og uddyber:
Så hvordan kan vi bedst muligt hjælpe dem og optimere deres tid på den mest meningsfulde måde?
3 hurtige om Meyers
- Meyers er grundlagt af den gastronomiske iværksætter Claus Meyer.
- Meyers har i 30 år arbejdet for at fremme kvaliteterne i den danske madkultur gennem bøger, restauranter, rådgivning og meget andet.
- Meyers er desuden den første store B Corp-certificerede fødevarevirksomhed i Norden.
Man skal faktisk bare gå i gang med et eller andet, selvom det virker svært eller uoverskueligt. Man lærer enormt meget undervejs også selvom det måske i første omgang ikke bliver en succes. Johanna Leonard, Head of Digital, IT & BI hos Meyers
Startskuddet til AI-genererede frokostmenuer
Netop det spørgsmål blev startskuddet til Meyers nyeste skud på AI-stammen. Man var nemlig klar over, at en af de ressourcetunge opgaver for køkkenpersonalet lå i den daglige udarbejdelse af menuer til de virksomheder, som Meyers leverer frokost til. Her er det vigtigt at tage hensyn til en lang række parametre, herunder kundens ønsker, kosthensyn, bæredygtighed og budget.
Johanna Leonard forklarer:
- Vi kan se, at en af de mest ressourcekrævende opgaver for vores kokke er, at de hver dag skal lave en ny menu, som tit består af mange forskellige komponenter. Vi serverer ikke kun én varm ret, men tit to varme retter, 3 slags salater, pålæg og forskelligt brød.
Johanna uddyber:
- Vi har derfor fokus på at løfte den opgave ved hjælp af AI, og det er det projekt, som vi i øjeblikket arbejder på og eksperimenterer med.
Derfor har Meyers i samarbejde med konsulenthuset Vertica, hvis case du kan læse her, igangsat et projekt til at generere udkast til frokostmenuer ved hjælp af AI.
Udklip fra samtalen ml. DI og Johanna Leonard, Head of Digital, IT & BI at Meyers
Finpudsning inden implementering
Inden værktøjet implementeres i den daglige drift, er der ting, der skal justeres. Modellen er trænet og fodret med en række af det materiale, som Meyers allerede har udviklet. Herunder tidligere opskrifter, kogebøger, menuer mv.
For Meyers er det afgørende, at kvaliteten er i højsædet, og virksomheden vil derfor hellere vente med at implementere løsningen, end at risikere, at den ikke fungerer optimalt. Det er desuden vigtigt at understrege, at værktøjet skal understøtte køkkencheferne og ikke erstatte dem. Det betyder også, at alle menuer stadig vil blive gennemset af en kok og tilrettet efter behov.
Den videre proces og fremtidsvisioner for AI hos Meyers
Hos Meyers har man en forhåbning om at rulle løsningen ud i køkkenerne i 2025. Når AI’en derefter bliver fuldt implementeret, vil køkkencheferne kunne trække på teknologi, der på få sekunder kan foreslå komplette menuer baseret på data som sæsonråvarer, kundepreferencer og gæsteanmeldelser. AI’en kan også tilpasse menuerne efter kostbehov, som vegetariske eller glutenfrie alternativer, hvilket gør planlægningen mere smidig og fleksibel.
Når menuplanlægningen bliver en AI-understøttet proces, forventer Meyers, at køkkencheferne vil kunne reducere deres planlægningstid betydeligt. Dette vil give dem mere tid til at fokusere på kvalitet og innovation i køkkenet, og dermed skabe rammerne for en endnu bedre oplevelse for gæsterne.
2 gode råd
Prøv teknologien af og kom i gang
Tag initiativ og begynd på noget, selvom det kan virke uoverskueligt eller svært. Du vil altid lære noget undervejs, selvom det ikke nødvendigvis ender med en succes. For eksempel ved at løse helt lavpraktiske opgaver, såsom at generere resuméer ved hjælp af generative AI.
Vent ikke på IT-afdelingen
Lad dig ikke bremse af, at IT-afdelingen ikke tager initiativ. Identificer selv områder i dit arbejde, hvor der er potentiale for at blive hjulpet af AI, og gør opmærksom på dem. På den måde bliver problemerne identificeret af slutbrugerne i stedet for at vente på IT-afdelingen.
Mød Johanna

Vil du vide mere?
Her kan du finde andet relevant information om AI. Du kan blandt andet gå på opdagelse i andre use-cases eller se vores kommende kurser.