Vi rådgiver dig

Hos NOV vil man sikre og tilgængeliggøre 25 års arbejde med AI

I de seneste måneder har Subsea Production Systems, en business unit under NOV, arbejdet på et af virksomhedens første store AI-projekter, SuperLibrarian. Det nye værktøj er designet til at håndtere virksomhedens omfattende vidensbank, der indeholder mere end 20.000 forskellige tekniske dokumenter. Målet er at gøre mange års værdifuld viden og ekspertise let tilgængelig for medarbejderne.

Udklip fra samtale mellem DI og Nina Drasbeck, NOV

Hos NOV begyndte arbejdet med AI for omkring 2 år siden, da man oplevede, at teknologien vandt større og større indpas i samfundet. Det arbejde har resulteret i flere forskellige LLM’er med hver deres formål, alt fra en model specialiseret i code review, en billede generator og redskaber til tekstgenerering. Deres nyeste og mest ambitiøse AI-projekt er udviklingen af det interne værktøj, SuperLibrarian. Kort fortalt er SuperLibrarian en AI-model, som skal trænes i NOVs intellektuelle ejendom med det formål at forbedre videndeling og tilgængeliggøre mange års ekspertise.

- Det er 25 års arbejde og tusindvis af timer, som vi gerne vil sikre og gøre lettere tilgængelig, forklarer Nina Drasbeck, Project Lead i NOV.

3 hurtige om NOV

  • NOV er en international virksomhed, der leverer udstyr og teknologi til bore- og produktionsaktiviteter i Energisektoren.
  • I Danmark producerer og designer NOV fleksible rør til udvinding af energi under havets overflade.
  • Globalt beskæftiger NOV omkring 35.000 medarbejdere, hvoraf 1.400 er placeret i Danmark.

Læs mere om Subsea Production Systems under NOV her

Jeg har fået enormt meget positiv feedback, fordi folk virkelig kan se: Så kan jeg spare, at jeg åbnede fire dokumenter som var de forkerte dokumenter, eller jeg kan spare at spørge den der rutinerede kollega Nina Drasbeck, Project Lead i NOV

SuperLibrarian i praksis: Mange års ekspertise lige ved hånden

I NOV arbejder man med at designe og producere fleksible rør og tilhørende komponenter til energiproduktion. Et arbejde, der indebærer betydelige mængder teknisk viden og dokumentation. Det betyder også, at virksomheden efterhånden i sin lange levetid har opbygget en omfattende vidensbank bestående alt fra notater, undersøgelser, specifikationer og feedback.

- I NOV arbejder vi med at designe og producere fleksible rør til udvinding af energi op til flere kilometer under havets overflade - alt sammen designet og konstrueret til at kunne holde i mange år frem. Det er klart, at det betyder, at vi producerer en stor mængde værdifuld intellektuel ejendom, fortæller Nina Drasbeck.

Indtil nu har det krævet manuelle søgninger at navigere rundt i de mange dokumenter, hvilket har givet anledning til frustration hos de ansatte. Man har oplevet, at det er tidskrævende at søge vigtig information frem, da man ikke har haft en database, som kan søge i dokumenter og indhold. Når en medarbejder har skulle finde konkret information, har det derfor ifølge Nina Drasbeck krævet en længere rejse gennem diverse dokumenter og mapper.

- Selvom vi i SPS har implementeret et professionelt dokumenthåndteringssystem kræver mange af de historiske dokumenter fortsat manuel søgning ved brug af et Excel-ark og folderstrukturer 

Disse frustrationer blev startskuddet til udviklingen af SuperLibrarian. Et AI-værktøj, der kan indeksere og analysere de mange dokumenter og hurtigt give svar på komplekse spørgsmål. NOVs medarbejdere skal blot stille spørgsmål i et chat-lignende interface, som man kender fra eksempelvis ChatGPT. Medarbejderen kan spørge ind til alt fra konkrete dokumenter til specifikke produktspecifikationer.

- Pointen med den her model er, at man skal kunne spørge den til indhold. Så du skal kunne spørge den specifikt: Jeg vil gerne vide noget om et projekt, hvor diameteren på røret har været det her, hvor dybden har været det her og miljøet måske har været det her, forklarer Nina Drasbeck.

Herefter vil modellen gennemgå dokumenterne, og finde den efterspurgte information. I den forbindelse understreger Nina Drasbeck dog, at modellen også kan bruges til andet end bare søgninger.

- Den kan jo faktisk ikke kun finde materiale. Den kan også sammenfatte det og sammenligne store mængder af materiale. Normalt har vi skulle sidde med hvert Excel-ark eller hver Word-fil åben, kigge dem igennem og sige hvad har vi her og hvad er forskellene egentlig på det der står i de her dokumenter?

I NOV håber og forventer man at udviklingen af SuperLibrarian kommer til at medføre en lang række fordele. Både i forhold til daglige effektiviseringer og ressourcebesparelser, men også for at fremme medarbejdernes arbejdsglæde og sikre, at NOV forbliver en attraktiv arbejdsplads i fremtiden. Værktøjet er stort set færdigudviklet og man forventer, at teknologien snart rulles ud i organisationen. Dog har udsigten til en effektiv søgemaskine allerede affødt mange positive reaktioner. 

- Jeg har fået enormt meget positiv feedback, fordi folk kan virkelig se: Så kan jeg spare, at jeg åbnede fire dokumenter som var de forkerte dokumenter, eller jeg kan spare at spørge den der rutinerede kollega, forklarer Nina Drasbeck.

Normalt har vi skulle sidde med hvert Excel ark eller hver Word fil åben, kigge dem igennem og sige hvad har vi her og hvad er forskellene egentlig på det der står i de her dokumenter? Nina Drasbeck, Project Lead i NOV

Forventninger til SuperLibrarian

Ambitionerne med det nye AI-værktøj er tårnhøje, og hos NOV forventer man mange positive resultater. I den forbindelse peger Nina Drasbeck overordnet set på tre specifikke forretningsfordele:

Medarbejderfastholdelse

NOV beskæftiger mange ingeniører, og man oplever, at netop denne type medarbejder ofte er enormt passioneret og drevet af at få lov til at beskæftige sig med konkret ingeniørarbejde.

- Vi har rigtig mange medarbejdere, som er rigtig dygtige til det de laver, og det er derfor rigtig ærgerligt, at de skal bruge deres energi på rutineopgaver som kan automatiseres, forklarer Nina Drasbeck.

Med SuperLibrarian kan man tage nogle af rutineopgaver ud, så der bliver mere tid til netop den del af arbejdet, som de ansatte brænder for. Det gør det muligt for ingeniørerne at fokusere deres tid og energi på mere værdiskabende opgaver, såsom innovation og produktudvikling – og det forventer man vil øge medarbejdertilfredshed og skabe større glæde i det daglige arbejde.  

Mere uafhængighed og selvstændighed på tværs

SuperLibrarian er desuden en måde at sikre virksomhedens viden og samtidig gøre den tilgængelig for alle, så den tid, som enkelte medarbejdere tidligere brugte på at hjælpe kolleger med information, bliver nu frigjort og kan anvendes på en mere meningsfuld måde.  

Den hurtige og nemme adgang til information er også fordelagtig i forhold til de ansattes selvstændighed. Det gør nemlig, at også de medarbejdere, som ikke nødvendigvis har en teknisk baggrund, også har mulighed for at forstå de aspekter af virksomhedens arbejde.

- En medarbejder som mig kan sige: Jeg vil rigtig gerne forstå, hvilket formål har polymeren på røret, kan du forklare mig det på en nem måde, uddyber Nina Drasbeck.

Daglig tidsoptimering.

En anden forventning til SuperLibrarian ligger i den forventede tidsbesparelse. Som tidligere nævnt, vil SuperLibrarian være et effektivt redskab for de 100 ingeniører der oftest leder efter konkrete dokumenter eller specifik data.  

- Man kan måske forvente, at hver ingeniør sparer 2-3 timer om ugen alene på søgningsdelen, og det er jo alligevel en del for en ingeniør, forklarer Nina Drasbeck og uddyber:

- Så er der den del af det, hvor man bruger tid på at kigge dokumenter igennem, som så ikke viser sig at være de rigtige, eller at man bruger tid på at producere dokumenter, som måske allerede findes et sted.

Udklip fra samtale mellem DI og Nina Drasbeck, NOV

Fremtidsperspektiver og gode råd

Hos NOV omfavner man AI og går til teknologien med en åbenhed og nysgerrighed. Derfor stopper arbejdet heller ikke ved SuperLibrarian. Virksomheden fortsætter med at udforske nye muligheder for at integrere AI. Lige nu ser man blandt andet ind i, hvordan AI kan bruges til visuel inspektion af rør. Her undersøger man potentialet i at bruge AI til at overvåge og inspicere rør for inkonsistenser og defekter, hvilket kan forbedre kvaliteten og sikkerheden af produkterne. Desuden ser man ind i at integrere AI i virksomhedens tenderprocesser. Ved at analysere tidligere tilbud og sammenligne med nye forespørgsler kan AI hjælpe med at udforme konkurrencedygtige og præcise tilbud nemmere og hurtigere.  

Derudover holder NOV sig åbne og lydhøre overfor medarbejdernes idéer og forslag til, hvordan AI kan optimere daglige arbejdsgange og processer. Ifølge Nina Drasbeck er det nemlig afgørende for virksomheders konkurrenceevne, at man holder sig ajour med teknologien og danner sig nogle erfaringer. I den forbindelse kommer hun med 3 gode råd til andre, der overvejer at give sig i kast med AI.

3 gode råd

  • Omfavn nye perspektiver og tilgange
    Ifølge Nina Drasbeck er der enormt meget værdi at hente, hvis man lytter til de medarbejdere, som har en naturlig interesse for AI. Det handler derfor om at få aktiveret sine medarbejdere, og gribe de idéer det afføder.
  • Hop med på bussen inden den kører forbi
    Kast jer ud i teknologien og dan jer nogle erfaringer mens teknologien er i udvikling. Ifølge Nina Drasbeck er det helt afgørende for at holde sig konkurrencedygtig.
  • Man kan hyre sig til meget
    Der er rigtig meget hjælp at hente, hvis man gerne vil i gang med AI. I behøver ikke at vide alt selv. Ræk ud og udnyt den ekspertise der findes på markedet.

Mød Nina

Nina Drasbeck er ansat som Project Lead og arbejder med Application Implementation hos NOV i business unit Subsea Production Systems. Hun har været ansat i virksomheden siden februar 2023, hvor hun blandt andet har været med til at starte og drive flere AI-projekter. Nina har desuden en kandidatgrad i læring og forandringsprocesser fra Aalborg Universitet.

Vil du vide mere?

Her kan du finde andet relevant information om AI. Du kan blandt andet gå på opdagelse i andre use-cases eller se vores kommende kurser.

Se kommende AI-kurser Find flere use-cases

DI Produktion, DI Digital, DI Hovedstaden

Artikel opdateret den 15.11.24

Relateret indhold