Vi rådgiver dig

Hvor er du på AI-adoptionskurven?

Når ny teknologi får momentum, følger adoptionen et bestemt mønster. Det gælder også for AI.

Når ny teknologi dukker op, bliver den ikke taget i brug af hele markedet på én gang. Den bliver adopteret af forskellige segmenter henover tid, og det samme gør AI. 

Uanset om du allerede er godt i gang med AI, eller stadig er ved at finde ud af, om teknologien kan gøre en forskel for dig, så er der andre som dig. Adoptionen af AI følger nemlig det samme mønster som andre teknologier. Selvom AI på mange måde er noget helt, helt andet, end vi har været vant til, er vi stadig mennesker og vi har de samme motivationer, nysgerrighed og forsigtighed. Graden af vores nysgerrighed og risikovillighed, er dog afgørende for, hvor hurtigt vi, hver især, kaster os over ny teknologi.

I mine mange dialoger med virksomhedsledere og medarbejdere bliver der ofte spurgt, hvornår det er det rigtige tidspunkt at gå i gang med at bruge AI.

Mit standardsvar er "hellere nu, end i morgen", men svaret er reelt mere nuanceret, fordi det kommer an på hvem den enkelte person/virksomhed er, og hvad målet er.

Denne artikel beskriver hvornår forskellige grupperinger tager ny teknologi i brug i løbet af dens markedsdiffusion, og hvorfor de gør det. Den kan hjælpe dig med at forstå hvor, f.eks generativ AI er på adoptionskurven, men også hvor din branche, din virksomhed og du selv er. 

Uanset hvor du er på kurven, er det ok, fordi det er styret af din naturlige tilgang til ny teknologi. Du kan selvfølgelig vælge at ændre tilgangen, men det op til dig.     

Adoptionskurven

Den typiske kurve ser ud som på illustrationen herunder. Adoptionen sker henover tid, og er inddelt i en række segmenter af personer eller virksomheder med nogenlunde ens appetit på ny teknologi.

Innovators og early adopters
Innovators og early adopers er de første 15% af et marked, der kaster sig over ny teknologi. Det gør de før alle andre, dels fordi de er nysgerrige på teknologiens muligheder men også fordi, de vil være først. De vil være først fordi, hvis den nye teknologi er nyttig for dem, giver det dem konkurrencefordele.

De er meget eksperimenterende og risikovillige, og er optagede af at opnå nye konkurrencefordele, før alle andre, næsten uanser af hvor meget tid og penge de bruger på det. De accepterer en høj fejlrate og spild i processen, fordi de tror på resultaterne kan opveje alle omkostninger på vejen dertil.   

Early majority
Personer eller virksomheder i early majority segmentet, er også meget opsatte på at opnå tidlige konkurrencefordele ved brug af ny teknologi. De foretrækker dog at vente, til de første positive eksempler eksisterer i markedet.

Early majority gør nemlig brug af Innovators og Early adopters tidlige resultater, til at få en fornemmelse for det rette sted at starte. Det gør de for ikke at bruge for meget tid og ressourcer på use cases, der ikke giver positiv ROI. Early majority segmentet er godt 30% af markedet.

Late majority
Dette segment fokuserer ikke på at være først, men på at minimere fejl og unødvendige omkostninger. De vil typisk først tage ny teknologi i brug, når andre virksomheder eller personer lig dem gør det, og når der er en masse positive eksempler fra netop deres branche. 

Late majority repræsenterer typisk 40%.

Late adopters
Late adopters er de sidste 15% til at adoptere ny teknologi. Det er det mindst eksperimenterende og risikovillige segment, og tager først teknologi i brug, når de er nødsaget til det. Typisk opleves teknologien som forældet af resten af markedet, men det er mindre vigtigt for Late adopters.

For dem er stabilitet og at bibeholde status quo vigtigere, og de adopterer kun ny teknologi, når det er nødvendigt af eksterne årsager, som f.eks standardisering, konkurrence eller lovgivning. Det vil sige, når teknologien er helt afgørende for deres videre eksistens i markedet. 

Hvor hører du til på adoptionskurven? That depends...

Lad os benytte din brug af generativ AI produkter, som f.eks ChatGPT og Midjourney til at finde ud af, hvor du naturligt hører til på kurven. 

Hvilket af de her eksempler kan du genkende dig selv i?

  • Var du en af de første på din arbejdsplads til at prøve ChatGPT og Midjourney til at genere tekst og billeder? Var din primære motivation nysgerrighed? Gjorde du det før virksomheden havde en strategi og en personalepolitik på plads? Bruger du stadig generativ AI i dag? Hvis ja, så er du en af de 15% første på adoptionskurven for generativ AI.

    Du er en af dem som kolleger og andre kommer til for de gode eksempler og do's and don'ts. 
  • Er du en af dem, som blev nysgerrig efter de første kolleger begyndte at benytte f.eks ChatGPT? Har du ventet med selv at gå i gang, indtil du har set en række gode eksempler fra kollegerne eller i dit (AI-drevne) feed på LinkedIn?

    Hvis ja, så hører du til i Early majority segmentet. Du tager gerne ny teknologi i brug, men venter indtil du kan læne dig op af konkrete eksempler.

  • Venter du, til du har set en lang række positive eksempler på brug af ChatGPT fra andre virksomheder i din branche, eller fra kolleger og personer i dit netværk, der arbejder med det samme som dig? Vil du gerne undgå at bruge tid og kræfter på noget som ikke fungerer? Så hører du til i Late majority segmentet.

    Ny teknologi, som ChatGPT og Midjourney skal være moden og virkelig have bevist sig værd, før du tager det i brug.  
  • Vil du helst ikke ændre på, hvordan du arbejder i dag eller på din virksomheds processer? Finder du tryghed i rutiner, og er du glad for forudsigelighed? Ændrer du først vaner, når noget udefrakommende gør det absolut nødvendigt? Så er du en Late adopter, og er glad for, du ikke er begyndt at bruge generativ AI endnu.

    "If it ain't broken, why fix it?", er mantraet for dig og din virksomhed.

Din position på adoptionskurven kan nemt ændres 

Selv om du i dag hører til ét sted på kurven, er det langt fra sikkert, det altid er sådan. Der er forskellige årsager til, hvornår du tager ny teknologi i brug, ændrer sig. Her er par eksempler:

Type af teknologi og dens formål
Du kan være en af de første til at benytte ChatGPT, men samtidig være en af de sidste, der bruger ansigtskendelse til at låse din telefon op. Begge teknologier er AI, men du er mere komfortabel med at bruge den ene type end den anden.

Derfor er din position på kurven relativ til f.eks typen af teknologi, og hvad du vil benytte den til.

Virksomheder er ikke statiske
Virksomheder er en organisering af personer, og virksomhedens ageren i markedet, er styret af de personer.

En virksomhed kan være positioneret, som den der altid er først med ny teknologi, men det kræver ikke mere end at nye personer får ansvar i virksomheden, før den pludselig er længere tilbage på kurven.

Det omvendte kan også gælde; at virksomheden med ét går fra ikke at ville tage risiko, til at vil være først med ny teknologi på grund af udskiftning af medarbejdere.

Det er personer i virksomheden, der bestemmer hvor på kurven den er, ikke virksomheden selv. 

TL;DR

Når du overvejer, hvornår du/I skal kaste jer over ny teknologi, f.eks generativ AI, kan I bruge adoptionskurven til at mærke efter hvilket segment, I tilhører. Hvis I ved, hvor I hører til, kan du også nemmere sætte mål op for, hvornår I skal sætte i gang.

Vil I være først, koste hvad det vil? Vil I lige vente på de første positive eksempler, til konkurrenterne er godt i gang, eller til når I ikke kan undgå det? Det er de vigtigste spørgsmål at afklare, fordi de sætter præmisen for hvornår og hvordan, I skal føre det ud i livet. 

Jeg er oftest en pragmatisk Innovator/Early adopter, så jeg råder altid dem, der spørger mig, til "hellere at gå i gang i dag, end i morgen".

Man skal kunne begribe, før man kan begå, og det er derfor vigtigt at gøre sine egne erfaringer. Så gør som Nike siger: Just Do It. 

Relateret indhold