5 måder Vibe Coding transformerer forretningsmodeller
Når software kan udvikles på en brøkdel af tiden, ryster det fundamentet under mange virksomheders indtjening og organisering. Vibe Coding presser timepriser, ændrer roller og giver nye muligheder for både iværksættere og etablerede virksomheder. Her er fire konkrete ændringer, du bør forholde dig til.
Cirka læsetid: 6 minutter. Opdateret: d.27.02.26
På årets AI for Alle Konference var det tydeligt, at Vibe Coding er i færd med at redefinere hvordan vi skaber og udvikler software. I denne artikel dykker vi ned i, hvilken betydning det har nuværende forretningsmodeller, og for det erhvervsliv vi kender i dag.
Hvis du skulle tænke, at det ikke er relevant for dig, så vent et øjeblik! For selvom du ikke sidder i en tech-virksomhed eller lever af at sælge it-rådgivning, så er der altså alligevel god grund til at spidse ører.
For når teknologien fjerner de traditionelle barrierere for udvikling, så ændrer det spillereglerne for alle. Det påvirker alt fra de krav, du kan stille til dine it-leverandører, til hvordan dine egne medarbejdere kan skabe værdi internt. Vi står over for en fremtid, hvor programmering af software bliver allemandseje, og det kræver, at vi genbesøger måden, vi driver forretning på.
Lad os dykke ned i det!
Mere effektiv produktion
Des Traynor, Chief Strategy Officer & Co-founder af Intercom, beskrev på konferencen et skifte i selve arbejdsformen for hans udviklere. De sidder ikke længere og skriver linje efter linje af kode manuelt. I stedet fungerer de som projektledere, der overvåger flere såkaldte "agentiske workflows" på samme tid.
Udviklerens opgave er nu at dirigere processen og kun træde til med input eller rettelser, når AI’en har brug for det. Det betyder, at én medarbejder pludselig kan håndtere mange komplekse opgaver simultant, fremfor at være låst til én ad gangen.
Des Traynor, Chief Strategy Officer & Co-founder, Intercom
Denne anvendelse af teknologien kan skaleres, også hos de store udviklingshuse. Det så vi eksempler fra hos IT leverandøren EG. Her fortalte CTO Allan Bech om effektivitetsforbedringer på hele 70-80% på tværs af deres udviklingsteams – og på specifikke områder helt op til 100%.
Med +140 udviklingsteams og +780 brugere af Github CoPilot er det en enorm produktionskraft, der bliver frigjort. For at høste den gevinst har de været nødt til at organisere sig anderledes, og køre med færre udviklere (3-4 stykker) per Product Owner.
Simpelthen for at sikre, at forretningen kan nå at tage beslutninger og prioritere opgaverne i samme tempo, som teknologien kan assistere i at producere det.
Allan Bech, CTO, EG
Effektivitetsforbedringen opleves også hos Kasper Junge og Christian Nørhave, som udover egne udviklingsopgaver, holder oplæg om Vibe Coding for professionelle udviklere. De beskriver hvordan deltagerne på deres kurser ofte løser opgaver fra backloggen, som står estimeret til 20 timers arbejde på blot 1-2 timer.
Faktisk oplever de ofte, at den primære begrænsning på effektiviteten er udviklerne selv, som ikke har tillid til hvor komplekse opgaver der kan løses med Vibe Coding.
Erfaringer viser dog, at dem som kaster sig ud i det, ofte opnår de store effektivitetsforbedringer.
Kasper Junge, Founder, Danish Data Science Community & Christian Bech Nørhave, Foredragsholder
Hurtigere adgang til prototyper
Et af de steder hvor Vibe Coding virkelig skaber mærkbare forandringer, er i produktionen af prototyper. Det har aldrig været lettere og hurtigere at producere et stykke software, som efterfølgende kan vægtes og vejes, så man kan vurdere, hvordan man ønsker at fortsætte.
Et stærkt eksempel på denne hastighed kommer fra Katrine Bach, stifter af Connected Women in AI, som har brugt Vibe Coding til at bygge deres community-platform.
Som hun beskriver det, startede projektet med en stor tilvækst af medlemmer i deres community. Derfor ønskede man en platform, som kunne skabe værdi for brugerne med det samme, og at den kunne produceres hurtigt… Og så havde de i øvrigt ikke nogle penge. Vibe Coding gjorde det muligt at konstruere platformen på 6 uger, og uden at koste en formue. Det er altså 6 uger fra ide til betalende brugere.
Katrine Bach, Founder, Connected Women In AI
For iværksættere er Vibe Coding en gamechanger, der gør det muligt at teste og validere forretningsmodeller hurtigere end nogensinde før.
Hurtige prototyper har også vist sig som et strategisk værktøj i salgsarbejdet for nogle virksomheder. I stedet for at møde op med en generisk præsentation kan salgsteamet medbringe en fungerende prototype af den løsning, de tilbyder. At kunne sige "Se hvordan jeres data kunne se ud i denne app" fremfor at vise en generisk grafik, gør salget visuelt og håndgribeligt fra dag ét.
Den timebaserede forretningsmodel knækker
Effektiviseringen i maskinrummet skaber et akut dilemma for de brancher, der lever af at sælge timer. Som Morten Saxnæs påpegede på konferencen, står rådgivnings- og konsulentbranchen over for et fundamentalt opgør med deres klassiske prisstrukturer.
Morten Saxnaes, Strategy Thought Leader
Når Kasper Junge og Christian Nørhave fortæller, at en opgave til 20 timer nu kan løses på 2, så opstår der et såkaldt ”value gap”. For kunden er værdien den samme (eller højere, fordi det leveres hurtigere), men hvis konsulenten afregner pr. time, mister de 90 % af deres omsætning på opgaven.
Det er et paradoks. Jo dygtigere og mere effektiv du bliver til at bruge værktøjerne, desto mindre tjener du – hvis du altså holder fast i stopuret som din primære forretningsmodel.
Morten Saxnæs er tydelig i sin analyse: Fremtidens konkurrenceparameter flytter sig. Når AI overtager den tunge produktion af kode og indhold, falder markedsprisen på selve "håndværket". Værdien flytter i stedet over i de discipliner, som AI endnu ikke kan automatisere:
- Strategisk forståelse: Det at kunne stille de rigtige spørgsmål og prioritere de mest værdiskabende funktioner.
- Menneskelige relationer: Evnen til at skabe tillid og bygge bro mellem komplekse behov og interessenter.
- Kulturel forståelse: At sikre, at teknologien rent faktisk passer ind i en menneskelige kontekst.
Virksomheder skal derfor lære at prissætte den værdi og de resultater, de skaber, fremfor den tid, de bruger. For mange vil det betyde et skifte tilbage til mere traditionelle fastprisaftaler.
Juniorlaget automatiseres
I årtier har mange konsulenthuse været organiseret som en pyramide. Et stort lag af juniorer, der laver analyser, research og dokumentationsopgaver. I toppen et mindre lag af seniorer, der sætter retning, kvalitetssikrer og tager den strategiske dialog med kunderne. Det har været en attraktiv model, da timerne for de relativt billige juniorer kan faktureres til gode priser.
Vibe Coding udfordrer den logik, når store dele af junioropgaverne kan løses af AI. Resultatet vil være, at organisationer får færre medarbejdere i bunden og relativt flere erfarne profiler i midten og toppen.
Netop denne ændring hørte vi Anna Katrine Strandhave fra Bureauet Vertica fortælle om på konferencen.
På kort sigt kan det forbedre rentabiliteten markant, men det skaber et organisatorisk problem på længere sigt. For hvis juniorlaget reduceres kraftigt, hvor skal fremtidens seniorer så komme fra? Og hvordan sikrer vi, at nye ansatte får de rigtige kompetencer?
Det handler altså om at finde en måde, hvor man kan høste effektiviseringsgevinsten, men samtidig tage stilling til hvilke tiltag det kræver, for ikke at udhule talentpipelinen.
De virksomheder, der formår både at effektivisere og investere i deres næste generation af specialister, vil stå stærkest på den lange bane.
Demokratisering af udviklingsressourcer
Ifølge Des Traynor ses en sidste transformation i den interne organisering og ansvarsfordeling omkring udviklingsopgaver. Et skifte i hvem der får lov til at "være i maskinrummet" på IT-systemerne.
Ifølge ham er det et helt naturligt næste skridt, at flere medarbejdere kan udvikle i samarbejde med AI. Vibe Coding fjerner nemlig i de tekniske mure, der før har adskilt de kreative og forretningsorienterede medarbejdere fra udviklingsholdet.
Han fortæller, hvordan deres designere nu har det primære ansvar for udviklingen af produktets brugergrænseflade.
Des Traynor, Chief Strategy Officer & Co-founder, Intercom
Det betyder, at de små rettelser og forbedringer, der før kunne sande til i it-afdelingens prioriteringer, nu bliver løst øjeblikkeligt af de fagpersoner, der har øje for detaljen. Når fagpersonen selv kan bygge løsningen, forsvinder behovet for at oversætte rettelser til kravspecifikationer, som en udvikler derefter skal fortolke og have godkendt.
Ved at fjerne dette mellemled opnår virksomheden en reduceret produktionstid og et øget ejerskab over systemet fra designere og forretningsbrugere. Det betyder også, at udviklerne kan fokusere deres tid på de komplekse arkitektoniske udfordringer og sikkerhed, frem for at rette grafiske elementer.
Vil du lære mere om AI?
AI udvikler sig hurtigt, og det kan være svært at følge med, men du står ikke alene. Hos Dansk Industri har vi samlet en lang række ressourcer, der gør det lettere at forstå, anvende og implementere AI – uanset om du er i gang, på vej eller bare nysgerrig.
Hvis du har fået blod på tanden efter dette indlæg, og gerne vil lære mere om hvordan teknologien bag virker, så kan du læse om hvad generativ AI er, eller blive klogere på AI historie på vores AI for Alle univers.
Her finder du desuden:
- Guides og artikler om alt inden for AI
- Konkrete cases fra danske virksomheder
- Gratis værktøjer og vejledninger
- Kurser og events hvor du kan lære, netværke og få sparring.
AI er ikke kun for specialister og teknikere. Det er for alle, der vil være med til at forme fremtiden – og bruge teknologien klogt og ansvarligt.