Vi rådgiver dig

Dig & din AI: 5 måder AI hjælper dig blive dygtigere

I dag er min AI ikke kun et værktøj, den er min sparringspartner. Nogle dage også min tutor. Og ofte mit spejl. Det lyder højpandet, men det er det ikke. Det er bare nyt.

Cirka læsetid: 10 minutter. Opdateret: d.30.05.25  

Hvordan bruger du AI til andet end at effektivisere? Hvad med din faglighed, når AI kan mere og mere af det, du er god til? Svaret er her.

  

I artiklen udforsker jeg, hvordan AI hjælper os med at blive dygtigere og hurtigere. Fokus er på standard AI løsninger, som alle kan bruge i dag - de har nemlig potentialet til at hjælpe dig ikke kun arbejde mere effektivt, men også til at lære hurtigere og bedre. Det vil sige accelere din læring og personlige udvikling.

Jeg deler min egen erfaring, understøtter med forskellige analyser og kommer med konkrete eksempler til, hvordan du kan bruge AI til at udvikle dig. Let's go!

Det startede som en nysgerrighed. Nu er AI en betroet partner.

I 2022 begyndte jeg at bruge generativ AI til de små ting. En overskrift. Et udkast. En mail. Lidt som man bruger et nyt værktøj, man ikke helt har lært at stole på - eller mestre - endnu.

Men med tiden ændrede det sig. AI blev ikke bare bedre – den blev bedre til at forstå mig. Mine præferencer. Min tone. Min måde at tænke på. 

Jeg blev også bedre til at forstå hvordan, jeg bruger den bedst. Nu er den ikke længere bare noget, jeg får til at opsummere emails eller søge information frem. AI er blevet en personlig ledsager, der hjælper mig med at udvikle mig personligt og fagligt.

Og det slog mig: Det her handler ikke om at blive erstattet. Det handler om at blive forstærket.

AI er ikke længere blot et produktivitetsværktøj - det er en personlig ledsager som kender vores tanker og liv, fordi vi chatter med den, hver dag om alt mellem himmel og jord. 

Artiklen hér er for dig, som gerne vil blive dygtigere fagligt. Den kommer med konkrete eksempler til hvordan forskellige dagligdags AI-værktøjer kan hjælpe dig med, fx at sætte dig ind i nyt stof hurtigere, huske det bedre og nemmere anvende det i praksis.

Alt sammen på lige præcis, dine præmisser. Det vil sige, sådan som du lærer og udvikler dig bedst. Og dét er netop en af nøglerne - at du for første gang i dit liv, har en at sparre med, lære af, spejle dig i, nårsomhelst og hvorsomhelst.

AI og domæneekspertise sammen er stærkere end AI eller dig alene

Forskning indenfor uddannelse har vist, at vi lærer hurtigere og bedre, hvis læringen er skræddersyet til vores individuelle behov, og når vi har ubegrænset adgang til 1:1 hjælp.

Fordi du med generativ altid har alverdens viden lige ved hånden, har du en unik mulighed for at kombinere den med din egen faglighed. Og det har fordele, fordi du både kan bruge AI til udføre dit arbejde hurtigere og bedre, men også som værktøj til at udvikle dig personligt og fagligt. 

Vi ser allerede de første eksempler på, hvordan samspillet imellem faglighed og AI giver konkrete fordele. En DI undersøgelse fra april 2025 omkring brug af AI viser fx, at:

  • 79% synes de løser opgaver hurtigere
  • 48% synes de løser opgaverne med højere kvalitet

Et godt eksempel er kunderserviceteamet hos bogføringsoftwareselskabet Dinero. Kombinationen af AI og medarbejdernes fagekspertise har frigjort tid, løftet arbejdsglæden og ændret hvordan de arbejder - for evigt. Læs mere om hvad Dinero konkret gjorde her.

Et andet eksempel er journalist og DI Business webredaktør, Felix Bekkersgaard Stark, som i arbejdet med at producere 11 artikler med AI, fandt ud af hvordan han kan bruge AI, og hvor hans faglighed og erfaring virkelig tæller

"AI + din domæneekspertise" er stærkere sammen. Det lyder banalt, men det er det ikke i praksis. Kunsten ligger i samspillet, hvor AI forstærker dine evner og du udvikler dig. 

Eksemplerne herover indikerer noget vigtigt: Vi opnår mest værdi og kvalitet, når vi kombinerer vores faglighed med AI. Det er ikke nok at kunne skrive en prompt. Hvis du ikke forstår konteksten, håndværket, "what-good-looks-like", så ender AI bare med at være et værktøj i effektivitetens og den intellektuelle dovenskabs tegn. Og på den måde udvikler du dig ikke.

Derfor skal du finde ud af, hvordan du kan bruge AI til at blive dygtigere og kontinuerligt udfordre dig selv.

Et spejl og et værktøj

Jeg bruger AI apps 10-20 gange dagligt, til at hjælpe mig forstå nye emner, tænke højt, eller vende problemer, jeg skal løse. De sparrer med mig, skriver med mig, og stiller spørgsmål, jeg burde tænke over. De muliggør for eksempel:

  • Sparring når jeg har behovet
  • Rollespil før svære samtaler
  • Forberedelse til vigtige møder
  • Mental støtte
  • Læring af nyt 

Herunder er nogle konkrete eksempler på de værktøjer, jeg benytter og hvordan:

Mistral's Le Chat - som daglig, fortrolig sparringspartner

De fleste kender til de mest gængse AI chatbots som ChatGPT fra OpenAI, Le Chat fra franske Mistral, Google's Gemini eller Microsoft's Copilot. Disse AI chatbots - og lignende produkter - kan bruges allerede i dag som personlig udviklingsværktøj.

Her er to eksempler, hvor jeg chatter med ChatGPT og Le Chat forskellig emner, som jeg ikke er verdensmester i: Klassisk etik og de økonomiske barrierer for produktions-SMVer i at benytte digital tvillinger.

Ved at have en dialog med AI bliver jeg hurtigere klogere på emnerne og kan bruge den nye viden i mit videre arbejde.

Et andet eksempel er Lotte Bruun Jensen, CEO for produktionsvirksomheden Osvald Jensen.

Lotte benytter ChatGPT som sparringspartner i det daglige på en lang række områder; mødeforberedelse, HR-spørgsmål, strategitanker, læse komplekse kundehenvendelser.

Alle mulige emner, hvor det er nyttigt for hende at have en sparringspartner, hun kan tale med i fortrolighed og uden at tage andres tid. Du kan læse mere om Lottes fascinerende brug af AI her.    

Microsoft M365 Copilot - vær bedre forberedt og reflekteret inden ugens mange møder

Jeg bruger "Researcher" AI'en til at tjekke min kalender, mail og chatsamtaler og lave en plan for min uge. 

 Som eksemplet herunder viser, handler det primært om at hjælpe mig være på forkant med emner og møder. At være godt forberedt og give mig heads-up omkring ting, jeg måske ikke selv havde tænkt over.

Google's NotebookLLM - hjælp til at lære som du bedst gør det

Der findes også AI-værktøjer som er mere skræddersyet til læring. Et af dem er Google's NotebookLLM, et gratis værktøj hvor du kan uploade filer (tekst, lyd, video, mv) og så interagere med indholdet via samtale, lytte til en AI-generet podcast, se visualisering af emner og sammenhænge, og meget andet.

At du kan arbejde med materialet via forskellige formater, gør du lærer nyt lige præcis den måde, der passer bedst til dig.

Her er et eksempel, hvor jeg har lagt artikler ind om at overvinde typiske barrier ved brug af AI. I min Notebook kan jeg opsummerer dem, chatte med indholdet på tværs af artikler, og endda lytte til en podcast, der diskuterer emnet.

Det vil sige, artiklerne går fra at være statisk tekst på en hjemmeside, til indhold jeg kan interagere med på præcis den måde, jeg har behov for. Det fremmer forståelsen og læringen.

Grammarly - hjælp til at udtrykke sig bedre på engelsk

Engelsk har været mit primære sprog på arbejde stort set hele min karriere. På trods af det, er jeg ikke lige så dygtig til engelsk som til mit danske modersmål.

Derfor har jeg i årevis benyttet AI-skriveværktøjet Grammarly til at hjælpe med grammatik og formuleringer på engelsk. Det gode er, at jeg både får rettet fejl og lærer hvordan jeg formulerer mig bedre på engelsk. 

Grammarly er tilgængeligt på både min laptop og mobiltelefon, så det er super nemt at få hjælp uanset om jeg fx skriver et dokument, et LinkedIn opslag eller en sms på engelsk.

Rentes rente effekten af kontinuerligt brug

Generativ AI har potentialet til både at gøres os mere effektive i vores arbejde og hjælpe med personlig udvikling via samtale. Men det interessante er ikke kun, hvad AI værktøjet producerer – men også hvad værktøjet gemmer.

Via dialogen med AI, får jeg over tid opbygget et historisk arkiv af mine tanker, min måde at formulere mig på, og mine skift i prioriteringer.

Som en slags professionel dagbog der tilføjes indhold til, dag for dag. Det gør det lettere at se mønstre, og det gør det lettere at blive lidt klogere på mig selv som beslutningstager.

Det gør det også nemmere for AI'en at assistere mig lige nøjagtig sådan, der fungerer bedst for mig, og med vores samtalehistorik som kontekst. Og det er en vigtigt pointe, fordi forskning, som fortalt, for længst har slået fast - før ChatGPT - at adgang til sparring, viden og læring på egne præmisser døgnet rundt, accelerer vores læring og udvikling.

Prisen ved at være mere effektiv med AI

Når AI gør mig mere effektiv, opstår der en ny frihed. Ikke nødvendigvis tid – men mental plads. Jeg kan bruge energi på at være nysgerrig. Undersøgende. Skabende.

Vi forveksler ofte “travlhed” med “værdi”. Som om antallet af slides, mails eller møder er et bevis på hvor vigtige vi er, og hvad vi opnår. Men hvad sker der, når AI pludselig kan skrive, analysere og præsentere hurtigere end vi kan blinke?

Så opdager vi, at en stor del af vores daglige opgaver ikke krævede et menneske. De krævede bare noget (eller nogen) med adgang til internettet, lidt kontekst – og omhu.

AI er ikke en trussel mod dit arbejde. Det er en trussel mod det meningsløse arbejde. Og det er måske her, AI viser sit største potentiale: Ikke kun som et effektiviseringsværktøj, men som en ny slags læringskatalysator. En som altid er klar til at udvikle os:

  • AI udvisker grænsen mellem faglighed og det vi endnu ikke ved: alle kan nu idéudvikle, eksperimentere og lære.

  • AI fjerner barrierer: manglende færdigheder, tid eller teknisk knowhow er ikke længere stopklodser for at skabe.

  • Tid og penge er de mest knappe ressourcer: AI hjælper med at bruge begge smartere.

Efterhånden som AI overtager opgaver, kan vi fokusere på det, der gør os mest menneskelige: nysgerrighed, subjektivitet og skabelse.

Nysgerrighed kan betyde at udforske et nyt emne ved hjælp af AI som sparringspartner. Subjektivitet kan være at finde ud af hvordan netop din indsigt, erfaring og meninger er værdifulde og særlige. Skabelse er at starte et nyt projekt, lave et digitalt produkt uden at kode, eller skrive en endnu skarpere artikel.

Vi er i en æra, hvor vores idéer og evne til at udvikle os, betyder mere end vores tekniske evner alene. AI sænker barrieren - men vores personlige erfaring, smag og vision er stadig det, der fører an.

Okay... Men hvordan kommer jeg så i gang?

Her er hvad jeg selv gør – og hvad jeg foreslår, du kan starte med:

  1. Hav en fast AI-rutine
    Brug 10-15 minutter dagligt på at arbejde sammen med AI. Ikke bare som et opslagsværk eller indholdsgenerator – men som en samtalepartner.
  2. Brug AI til at tænke højt
    Ikke kun til output, men til refleksion. Prøv at skrive en beslutning igennem, som om du forklarede den til en kollega, og bed AI'en om feedback.
  3. Forbered arbejdsugen med AI
    Chat med din AI om hvad du skal have med på møder og hvad deltagere kunne tænke sig at få fra dig. Alt sammen for at øge værdien af de mange møder. 
  4. Gå fra AI-produktion til kompetenceudvikling
    I stedet for kun at få AI til at producere for dig, brug AI til at forstå hvorfor en tekst er god, eller et billede er flot. På den måde lærer du håndværket bag og kan bruge det i dit arbejde - med og uden AI.

Til sidst

AI ændrer ikke, hvem vi er. Men det ændrer, hvad vi bruger tid på. Og det er ikke uvæsentligt.

AI er ikke magi. Det er bare et meget effektivt spejl. Og hvis du bruger det rigtigt, kan du blive klogere og dygtigere – ikke kun på at bruge AI. Men på dig selv.

For i sidste ende handler det ikke om teknologi. Det handler om mennesker – og om at skabe værdi.

P.S. Husk at lære med din AI - hver dag.

Henrik Fabrin
Skrevet af:

Henrik Fabrin

Relateret indhold