Sådan skalerer du din contentproduktion med AI
Hvordan forvandler du én videooptagelse til et helt univers af indhold? Med AI som sparringspartner kan du styrke din strategi og skabe en skalerbar produktion af indhold, som er skræddersyet til dine kunder. Læs med og lær hvordan.
Cirka læsetid: 9 minutter. Opdateret: d.29.09.25
For mange virksomheder kan videoproduktion virke som en krævende disciplin, og det er der gode grunde til. For traditionelt set har det krævet specialiserede kompetencer, dyrt udstyr, tid til at udvikle idéer og til at planlægge indholdsstrategier. Samtidig foregår alt det i et medielandskab, hvor nye sociale platforme dukker op med egne målgrupper og unikke indholdsformater.
Men i dag kan kunstig intelligens være en værdifuld hjælp. Det kan eksempelvis hjælpe med at genbruge og konvertere indhold, så et webinar, interview eller en kundecase kan blive til en bred vifte af indhold i flere formater.
Netop det har DI Startup, og vi hos AI for Alle, afholdt et webinar omkring, hvor medievirksomheden Drobe Media fortæller, hvordan de arbejder aktivt med AI, for at maksimere outputtet af deres produktioner.
Hos AI for Alle har vi arbejdet med en ligende fremgangmåde i produktionen af vores use cases, som også er lavet med et AI udkast, på baggrund af et videointerview. Denne guide er derfor bygget på egne erfaringer, og på erfaringerne Drobe Media.
Forberedelse er vejen til succes
Men inden vi kommer til teknikken, og hvordan AI kan give dig superkræfter som indholdsproducent, så bliver vi nødt til at starte et andet sted. Som med så meget andet afhænger succesen nemlig af et solidt fundament. Og i dette tilfælde, så kræver det altså lidt af dig, og af dit kendskab til din virksomhed.
For kunstig intellgiens har brug for at lære din virksomhed, og dine målsætninger, at kende, for at gøre den er i stand til at hjælpe dig bedst muligt. På samme måde, som at du ikke bare kan hyre et mediebureau, og sige ”lav noget godt content”, uden at forklare nogle ting om din forretning først.
Start derfor med at få tjek på følgende (gennemgås i detaljer nedenfor):
- Hvad er målet med kommunikationen?
- Hvordan ser købsrejsen ud?
- Hvem er dine kunder?
- Hvilke spørgsmål, bekymringer og behov har dine kunder?
- Hvilken identitet skal din virksomhed have?
Vi vil på det varmeste anbefale, at du benytter AI som sparringspartner til at få hjælp til at afdække spørgsmålene. Men det er vigtigt, at du selv reflekterer over de ting, som du er i tvivl om. Ofte ligger de rigtige guldkorn i noget viden, som kun du har, og som du måske tager for givet.
Hvad er målet med kommunikationen?
Indhold uden klare mål er som at skyde med spredehagl. Hvis du ikke ved, om målet er at skabe leads, øge kendskab eller fastholde kunder, risikerer du at producere en masse content, der aldrig skaber reel effekt.
Ved at sætte konkrete målsætninger får du en målestok for hvornår din indsats er succesfuld, og samtidig en ramme som AI kan arbejde inden for. Det betyder, at du kan bede AI om at generere idéer til indhold, bedre understøtter det specifikke formål du har med kommunikationen.
Hvordan ser købsrejsen ud?
Forskellige indholdsformater fungerer på forskellige trin af kunderejsen. En TikTok video kan skabe opmærksomhed, mens en detaljeret whitepaper kan være mere relevant længere inde i købsrejsen.
Den optimale mængde af kommunikative touchpoints varierer også meget. Hvis du sælger et produkt, som har en markant indflydelse på kundens økonomi, som f.eks. en bil, så er købsrejsen ofte længere. Her kan det være nødvendigt at planlægge mange stykker content, der påvirker købsprocessen over længere tid, og som er relevant for de spørgsmål og indvendinger kunden har, i løbet af sin beslutningsproces.
Derfor er det afgørende, at du har en ide om, hvor dine kunder bevæger sig, og hvilke touchpoints du vil prioritere.
Det kan være en svær og abstrakt øvelse, men igen kan du benytte AI som sparringspartner, og lade den komme med plausible eksempler, som du kan be- eller afkræfte med din forståelse af virkeligheden.
Hvem er dine kunder?
Det er let at tale til “alle”, men i praksis rammer du ingen, hvis du ikke kender dine målgrupper. Demografiske data som alder, branche, geografi og jobfunktion er med til at definere både indholdets tone, og kan være altafgørende ift. valget af indholdsformat og platform.
AI kan hjælpe dig med at analysere din virksomhedsdata og omsætte det til konkrete personas eller segmenter. Men du skal stadig selv vide, hvem der er vigtigst for dig lige nu.
Der er forskellige måder at gøre dette på, herunder udarbejdelse af såkaldte personas eller ICP’er (Ideal Customer Profile). Når du har det på plads, kan AI generere skræddersyet indhold, der rammer plet hos netop de segmenter, du vil nå.
Hvilke spørgsmål, bekymringer og behov har dine kunder?
Det mest værdifulde indhold tager udgangspunkt i de spørgsmål, kunderne faktisk stiller. Det kan være indvendinger, bekymringer eller nysgerrighed omkring dit produkt. Denne information kan ofte hentes ved at snakke med kundeservice, salg eller support, da de behandler spørgsmål og indvendinger til dagligt. Hvis man arbejder aktivt med søgemaskineoptimering, eller måske har et bureau til at kigge på det, så er det også en måde at angribe spørgsmålet. Simpelthen ved at kigge nærmere på hvilke søgninger der foretages i søgemaskinerne.
Ofte er fokus så stærkt på salg og produktudvikling, at man kan glemme at stoppe op, og spørge kunden hvad de egentlig er interesseret i, og har spørgsmål omkring.
Men indhold er stærkest, når det konsekvent kommunikerer virksomhedens unikke værdiskabelse. Spørg simpelt: Hvilken værdi skaber vi – og for hvem? Det svar kan ofte destilleres til 3–5 budskaber, der bør gå igen i alt fra podcast og blog til LinkedIn opslag. Det sikrer, at du altid taler ind i det, der optager kunderne, frem for at gætte dig frem eller fokusere på interne budskaber.
Hvilken identitet skal din virksomhed have?
Brand og tone er det, der skaber genkendelighed på tværs af kanaler. Logos, farver, fonte, billedstil, godkendte formuleringer, disclaimers osv. Uden en klar ramme risikerer du, at dit indhold føles tilfældigt og inkonsistent.
Når du definerer sproglige rammer, visuel stil og centrale budskaber, bliver AI langt bedre til at levere resultater, der matcher din virksomheds identitet. Der er f.eks. stor forskel på, om du er professionel og sober i din tone, eller om du kommunikerer med humor og hastighed.
Hvis du kan fortælle din AI, hvordan du ønsker dit output, og måske endda med eksempler, så sparer det tid i redigeringsfasen, fordi outputtet rammer tættere på første gang. Samtidig gør det versionering lettere, da AI bedre kan tilpasse budskabet til forskellige kanaler, uden at miste din virksomheds stemme.
Stop overtænkning – kom i gang!
Med fundamentet på plads, er det tid til at komme i gang! Mange virksomheder holder sig tilbage, fordi de tror, at værdiskabende indhold kræver et professionelt setup. Men sandheden er, at du kan komme rigtig langt med meget lidt, og modet til at trykke på ”optag”. Det vigtigste er at komme i gang, og begynde at gøre sig nogle erfaringer.
Autenticitet slår polering
Noget af det mest effektive indhold er ofte det mindst polerede. Seerne reagerer, når de mærker mennesker bag budskabet. En lokal håndværker, der deler et interview med en tilfreds kunde fra hverdagen, kan virke mere troværdig end en skinnende reklamefilm.
Som vi beskrev tidligere, så handler det om at besvare kundernes spørgsmål og behov. En typisk kunde hos en håndværker, vil nok være interesseret i at se eksempler på tidligere veludførte opgaver. Men volumen og varians i de tilgængelige cases er meget vigtigere end at video og billeder er taget med et professionelt kamera. På samme måde kan du sagtens afvikle et webinar eller et interview med en moderne mobiltelefon.
Et lille men klogt setup
Webinar m. Drube Media - Deepdive i AI og automatiseret videoproduktion
Du behøver blot fire byggesten for at komme i gang med at optage det videoindhold, der bliver udgangspunktet for din skalerbare indholdsproduktion:
- Lyd først: Invester i en god clip-on eller bordmikrofon. Lydkvalitet er det, seerne bemærker først, og det er svært at redde dårlig lyd i redigeringen.
- Lys: En simpel LED-lampe foran ansigtet kan gøre underværker. Undgå skygger og lys der kommer bagfra. Det løfter kvaliteten markant.
- Kamera: Et nyere smartphonekamera er ofte rigeligt. Hvis du har mulighed, så brug to stk. med forskellige vinkler, da det giver dynamik. Start dog simpelt og byg op efter behov.
- Miljø: Vælg et roligt rum, slå notifikationer fra, og find en fast baggrund. Du kan gøre de fleste områder mere attraktive med små tricks, som en lille blomst eller et stykke kunst. Hvis logistikken er sværere, kan du sagtens optage remote i Teams, Meet eller Zoom.
Sådan kan AI skalere din indholdsproduktion
Når du har optaget et længere stykke indhold, som f.eks. et webinar, et interview eller en kundecase, så sidder du på et sæt råmateriale med langt mere potentiale, end de fleste virksomheder udnytter. Magien kommer fra versionering. Altså at dele optagelsen op i mindre, fokuserede bidder, som kan leve i forskellige indholdsformater, tværs af kanaler og målgrupper.
Det er her, at AI virkelig viser sin styrke. Tidligere krævede versionering mange timers manuelt arbejde med transskribering, klipning og omskrivning. I dag kan AI på få minutter producere udkast til transskriptioner, genererer undertekster, identificere de stærkeste citater og finde de mest engagerende klip. Det betyder, at en opgave, som før tog dagevis for små teams, kan gøres på et par timer.
Ja, det er faktisk præcis sådan, at denne artikel er udarbejdet. En AI transkription af webinaret blev udgangspunktet for artiklen, og AI blev benyttet til at finde de mest interessante dialoger i videomaterialet, så de kunne laves til "video shorts".
Planlægger du rigtigt, kan en optagedag give dig 40-50 stykker indhold Jonas Sølberg, Director, Drobe Media
Fra én kilde til mange formater
Forestil dig, at du starter med én lang optagelse. Det kunne være et 45 minutters webinar. Med en AI assisteret pipeline kan det samme indhold blive til en hel palette af formater:
- Kapitelopdeling: AI opdeler webinaret i 2–3 logiske dele, som hver kan leve som selvstændigt. Det kan være baseret på emner der blev gennemgået, eller segmenter der har selvstændige budskaber.
- Korte klip til sociale medier: AI finder 6–12 stærke citater eller pointer og laver små videoer på 15–90 sekunder, som du kan dele på SoMe platforme som Facebook, LinkedIn eller TikTok.
- Blogindlæg: Transskriptionen fra AI kan omskrives til 1–2 artikler, hvor pointerne fra hvert “kapitel” uddybes i tekstform, med udgangspunkt i video transskriptionen.
- Nyhedsbrev: AI kan sammenfatte hele webinaret i et kort resumé med “de tre vigtigste takeaways”, klar til at sende ud til din mailliste.
- LinkedIn-opslag: Udvalgte citater eller billeder kan omsættes til 6–10 korte posts, som driver trafik tilbage til dit fulde indhold.
- Infografikker eller karuseller: AI kan hjælpe med at visualisere komplekse pointer som grafikker, der gør indholdet mere spiseligt.
- Podcastversion: Du kan udtrække lyden fra optagelsen, og tilføje intro/outro. Så har du en podcast uden ekstra optagelser.
Der findes i dag et væld af AI værktøjer, som er specialiserede i netop denne type opgaver. Altså at versionere og tilpasse eksisterende content til mange forskellige formater. Nogle fokuserer på video, andre på tekst eller grafik, og nye løsninger kommer hele tiden til.
Derfor giver det sjældent mening at fremhæve ét bestemt værktøj, for det der er markedsleder i dag, kan være overhalet af noget smartere om få måneder. Med en simpel søgning kan du hurtigt finde værktøjer, der passer til netop dit behov
Det vigtigste er, at du ved, at mulighederne findes, og at de er tilgængelige, hvis du vil lave en skalerbar indholdsproduktion. På den måde sikrer du, at du får mest mulig værdi ud dit indhold.
Vil du lære mere om AI?
AI udvikler sig hurtigt, og det kan være svært at følge med, men du står ikke alene. Hos Dansk Industri har vi samlet en lang række ressourcer, der gør det lettere at forstå, anvende og implementere AI – uanset om du er i gang, på vej eller bare nysgerrig.
Hvis du har fået blod på tanden efter dette indlæg, og gerne vil lære mere om hvordan teknologien bag virker, så kan du læse mere på vores AI for Alle univers.
Her finder du desuden:
- Guides og artikler om alt inden for AI
- Konkrete cases fra danske virksomheder
- Gratis værktøjer og vejledninger
- Kurser og events hvor du kan lære, netværke og få sparring.
AI er ikke kun for specialister og teknikere. Det er for alle, der vil være med til at forme fremtiden – og bruge teknologien klogt og ansvarligt.