Vi rådgiver dig

Tænk bedre med AI: En praktisk guide til AI i vidensarbejde

I denne guide får du en praktisk metode til hvordan du bruger AI til hurtigere at forstå, tænke bredere, eksekvere lettere og tage bedre beslutninger i dit vidensarbejde.

Cirka læsetid: 10 minutter. Opdateret: d.13.02.26  

AI for Alle 2026 konferencen holdt AI Strategy, Product & Design Leader Tey Bannerman, det meget roste oplæg "AI som sparringspartner do's & don'ts", der handlede om hvordan AI kan være en stærk sparringspartner, hvis den bruges rigtigt. 

Tey delte konkrete eksempler og hans hovedpointe var enkel: "Stop med at fokusere på selve værktøjet - fokusér i stedet på hvordan du benytter det til at udvikle dig." 

I oplægget introducerede Tey sin arbejdsmetode kaldet CEER, som er fire måder at arbejde med AI på. Jo mere jeg selv arbejder med metoden, bliver det tydeligt, at det ikke bare en måde at benytte AI på, men er en måde til at udvikle min faglighed - i samspil med AI.

Guiden herunder er en praktisk gennemgang af CEER, med tips til hvordan du benytter hver af de fire måder i din hverdag:

  1. Kompression
  2. Ekspansion
  3. Eksekvering
  4. Refleksion

TIP 💡: Du kan læse guiden, downloade den, eller se de vigtigste pointer fra Tey's oplæg i den korte highlight video herunder.

Se highlight videoen hér

1. Kompression - når du vil skabe overblik

Du har sikkert benyttet AI til at lave opsummeringer af rapporter eller andet teksttungt materiale. Det er en af de mest benyttede use cases for AI værktøjer som Le Chat, ChatGPT, mv., men de fleste guider ikke AI'en til at fokusere på det vigtigste. Det vil sige, at fokusere på, hvad du egentlig vil have ud af opsummeringen. 

Til det har CEER-metoden et par gode tips.

Sådan bruger du kompression bevidst

Når du vil danne dig et overblik med AI, giv den disse input:

  1. Formål - Hvad skal outputtet bruges til?
  2. Perspektiv - Hvem er målgruppen?
  3. Fokus - Hvad betyder mest i denne kontekst?
  4. Begrænsning - Hvad bør sorteres fra?

Et eksempel kunne være, i stedet for at skrive: “Opsummér den vedhæftede rapport.”, så prøv med: “Opsummér denne kvartalsrapport til en ét-sides briefing til ledelsen. Fokusér på afvigelser fra mål og områder, der kræver handling de næste 90 dage.”

Du vil opleve markant mere brugbare resultater, hvis du hjælper AI'en med at forstå hvad der er vigtigt at hente frem.

Giv det et forsøg næste gang du bruger din AI.

2. Ekspansion - når du vil tænke bredere

Hvor kompression hjælper dig med at trække den rette information ud af en tekst, handler ekspansion om at hjælpe dig med at udvide din tænkning. At give dig nye perspektiver. 

Tey beskriver det som at tænke ud over sine default-mønstre:

"Ekspansion handler om at hjælpe dig med at tænke ud over dine sædvanlige mønstre."

”Ting som brainstorming og kreativ udforskning – det er her, mange af de værktøjer, vi har i dag, virkelig er værdifulde, fordi de hjælper dig med at udvide det snævre perspektiv, du måske har."

Vi tror nemlig, vi automatisk tænker bredt. Men sandheden er, at vi ofte gentager os selv. Vi vælger de løsninger, vi plejer, eller de argumenter, vi kender. Hér kan du bruge AI som modspil; til at give dig flere perspektiver på en given problemstilling eller opgave.

Hvornår kan du eksempelvis bruge ekspansionstilgangen?

Næste gang du arbejder med at finde frem til konkrete løsninger, kan du med fordel benytte ekspansionstilgangen. Det kunne eksempelvis være:  

  • Strategiske valg
  • Nye produktidéer
  • Svære prioriteringer
  • Personlige karrierevalg

Hvordan bruger du ekspansion bevidst?

Når du står med en beslutning eller retning, kan du bruge AI til at udvide din tænkning ved at:

  • Bede AI om 8-10 mulige retninger
  • Bede den inkludere 2-3 radikale eller utraditionelle muligheder
  • Bede den argumentere imod dine egne præferencer

Vælg derefter de 1-2-3 muligheder, du synes, der skal arbejdes videre med.

AI'en kan nemlig hjælpe dig med at belyse emnet fra flere vinkler, men det er din faglighed, der er afgørende, fordi det er dig, der vælger vejen frem. 

3. Eksekvering - når du vil frigøre kapacitet

Den tredje er eksekvering, og det er nok her, AI-udviklingen går hurtigst. Eksekvering handler om at få opgaver løst enten med AI som assistent, eller med AI som den udførende. 

Sådan bruger du AI til at udføre opgaver

Først og fremmest handler det om at være bevidst om, du vil bruge AI som hjælp til din egen løsning af en opgave, eller du helt overlader opgaven til en AI-agent.

Som Tey fortæller, bevæger vi os meget hurtigt i en verden, hvor AI-værktøjer kan udføre hele eller dele af opgaver. 

Dernæst handler det om at vælge hvornår og hvordan du gør det. Tey giver to eksempler på hvornår og hvordan du kan benytte AI til eksekvering af en opgave:

  • Første udkast: Det kan være godt at få hjælp til at komme i gang. Det kan eksempelvis være første udkast af en email, en rapport, eller en præsentation. Målet er her ikke at AI gør opgaven færdig, men at give dig noget konkret at arbejde videre med, og at spare din tid. 
  • Offloade opgaver: Der er mange opgaver i hverdagen som - hvis vi kunne vælge - ikke har lyst eller tid til at få gjort. Her er AI-agenter et stærkt værktøj, fordi de kan overtage opgaver for dig.

TIP 💡: Hvis du har brug for en intro til AI-agenter, kan du læse en ikke-teknisk introduktion til, AI-agenter i denne vejledning

Fokus på at gøre det færdigt, ikke at på at få det til at eksistere.

“Vores opgave er at gøre det færdigt, ikke at skulle igennem alle de trin, der kun handler om at få det til at eksistere.” - Tey Bannerman.

Selvom dele af en opgave løses med AI, er der en vigtig menneskelig rolle i at få opgaven færdig. Men "færdig" er sjældent et objektivt mål. Det er oftest det menneskelige perspektiv på, hvornår en tekst er god nok til det konkrete formål. På hvornår rapporten passer ind i konteksten en virksomhed.

- Det er altså din beslutning.

Her handler det om din autenticitet og kvalitetssikring. Om at sørge for dit unikke perspektiv, og din faglighed skinner igennem. Hvornår synes du opgaven er løst godt nok?

Hvor AI'en kan udføre meget af "rugbrødsarbejdet", er det dig, der beslutter når opgaven er løst tilfredsstillende. Det er din stillingtagen, som bliver det vigtige - ikke AI'ens. 

Hvilke opgaver kan man give til en AI-agent?

At give hele opgaver til AI-agenter er stadig nyt for mange. Samtidig udvikler teknologien sig ekstremt hurtigt. Derfor giver det mening at opsætte en række pejlemærker, vi kan benytte, både nu og efterhånden som teknologi og brugen af den modnes:

  • Kræver opgaven menneskelig godkendelse før den er færdig? Det kan være mange eksempler hvor en AI-agent ikke bør udføre en opgave fra start til slut. Eksempelvis fordi opgaven kræver en underskrift, fordi du er juridisk ansvarlig for resultatet, eller den er forretningskritisk, så jeres virksomhed endnu ikke mener, en AI-agent kan løse den alene.  
  • Opgaver du ikke tid, lyst og/eller kompetencerne til: Er der lavpraktiske, ikke-kritiske opgaver som der burde gøres, men der ikke er tid til? Er der opgaver som du ikke har kompetencerne til, men er relevante for dit arbejde? Det kunne eksempelvis være at analysere en række kundehenvendelser, som du aldrig har tid til at gøre, via en bestemt metodik, som du ikke har lært, for derefter at lave indsigterne om til AI-kodet interaktive feature-mockups, jeres kommercielle og udviklingsteam kan mødes om.  

Opgaver du har tid, lyst og kompetencerne til: Hvis du sætter AI-agenter til nogle af de andre opgaver, kan du få mere tid til lige præcis de opgaver, der både motiverer dig, og som du er dygtig til. 

Som hjælp til når du overvejer, hvor du vil bruge AI-agenter til at eksekvere, kan du plotte opgaven ind på denne simple 2x2 oversigt.

Hvis du, sammen med 2x2 oversigten, overvejer om der er juridiske, forretningsregler eller andre forbehold at tage hensyn til, har du en eksekverbar model for at løse opgaver helt eller delvis med AI. 

4. Refleksion- den mest undervurdede men mest effektfulde

Hvis jeg skal pege på én af de fire, der er vigtigst, så er det refleksion. Refleksion handler om at bruge AI som værktøj til at hjælpe os med at se ting fra et andet perspektiv eller se vores egen tænkning mere klart.

Det er en af de måder, jeg personligt bruger AI allermest; at hjælpe mig med at komme ud af min egen boble.

Som Tey forklarer i sit oplæg: "Refleksion er nok den kategori, de færreste fokuserer på. Men jeg mener, det er den vigtigste, fordi den hjælper dig med at bevare din kritiske tænkning og udvikle dig.”

AI kan eksempelvis bruges til refleksion når du vil:

  • Stressteste en vigtig beslutning
  • Finde blinde vinkler
  • Forberede svære samtaler
  • Få modargumenter
  • Afdække risici

Når du bruger AI til refleksion, kan du eksempelvis spørge:

  1. Hvad er de tre stærkeste argumenter imod denne beslutning?
  2. Hvor kan denne strategi fejle?
  3. Hvad overser jeg?
  4. Hvordan ville en person anderledes end jeg se på dette?

Refleksion kræver dog intellektuel ærlighed. Hvis du kun vil have bekræftelse, så får du det helt automatisk af din venlige AI-assistent.

Men hvis du vil blive skarpere, kan AI hjælpe dig med at se det, du ellers ville overse. Du skal dog selv efterspørge det, men når du gør det, er det der, hvor AI bliver et stærkt personligt og fagligt udviklingsværktøj.

Giv det et forsøg næste gang du arbejder med en opgave, der kræver refleksion. Husk, at det stadig er dig, der tager den endelige beslutning - men med AI til refleksion kan du gøre det på et stærkere grundlag.

Tag CEER-metoden med dig i hverdagen

Hvis du synes CEER-metoden er brugbar, kan du downloade en guide, som du kan benytte i det daglige. Guiden inkluderer endda yderligere praktiske eksempler fra Tey Bannermans oplæg på AI for Alle 2026 konferencen.

Vejledninger

Download guiden her

Kun for medlemmer 🔒

 

Bliv en del af et AI-fællesskab i DI

Som medlem af DI har du mulighed for at blive en del af vores AI community, et fagligt netværk for virksomheder og personer, der arbejder med eller har interesse for kunstig intelligens. Det er gratis at blive en del af DI's AI-community.

 

Henrik Fabrin
Skrevet af:

Henrik Fabrin

Relateret indhold