Vi rådgiver dig

Oversigt over AI assistenter

AI assistenter som ChatGPT, Le Chat og Claude er blevet en fast del af hverdagen for millioner af mennesker. Men hvad er forskellen egentlig, og hvordan hænger det hele sammen? I denne artikel giver vi dig overblikket.

Cirka læsetid: 8 minutter. Opdateret: d.17.04.26

Hvad er en AI assistent?

En AI assistent er den app eller hjemmeside, du bruger, når du vil give en opgave til en kunstig intelligens. Det sker typisk via et chatvindue, hvor du igennem tekst eller tale kan formulere din forespørgsel.

AI assistenter kan hjælpe med mange forskellige opgaver. Det kan være at svare på spørgsmål, skrive og redigere tekster, forklare komplekse emner, hjælpe med kode, generere billeder og meget mere.

Men det er faktisk ikke assistenten, der laver magien. En AI assistent er nemlig ”bare” en platform, der er bygget oven på en eller flere AI modeller, som er dem der udfører det egentlige arbejde.

Assistentens funktion er altså at være et program, som giver brugeren adgang til funktioner som filuploads, indstillinger og et overblik over de historiske samtaler.

Bag enhver AI assistent står desuden ”udbyderen”, som er den virksomhed, der har udviklet og trænet de modeller, som assistenten har adgang til.

Hvad er ChatGPT?

  • Link: chatgpt.com
  • Udbyder: OpenAI
  • Modeller (april 2026): GPT-5.3 Instant, GPT-5.4 Thinking, GPT-5.4 Pro
  • Land: USA

ChatGPT er en AI assistent udviklet af den amerikanske virksomhed OpenAI og lanceret i november 2022. Ved lanceringen blev den en af de hurtigst voksende forbrugerapplikationer nogensinde og er for mange brugere det første møde med AI.

ChatGPT bygger på OpenAIs såkaldte GPT-modeller, som siden udgivelsen er blevet opdateret løbende og har haft mange versionsnavne. Hvis du hører nogen tale om "GPT-5" eller lignende, er det altså en reference til versionen af modellen. I starten af 2026 simplificerede OpenAI sit modeludvalg, så man vælger mellem tre varianter: Instant (til hurtige svar), Thinking (dybere ræsonnement) og Pro (kraftfulde analyseopgaver).

Du kan bruge ChatGPT gratis på chatgpt.com og via mobilapps, og der findes betalte abonnementer, som giver adgang til de kraftigste modeller. Derudover stiller OpenAI modellerne til rådighed for virksomheder og udviklere via en API, så man kan bygge egne løsninger ovenpå.

Hvad er Le Chat?

  • Link: chat.mistral.ai
  • Udbyder: Mistral AI
  • Modeller (april 2026): Mistral Large 3, Mistral Medium 3, Mistral Small 4, Ministral 3 (3B/8B/14B)
  • Land: Frankrig

Le Chat er en AI assistent fra den franske virksomhed Mistral AI, der blev stiftet i 2023, og som er det mest profilerede europæiske alternativ til de amerikanske og kinesiske AI-udbydere.

Le Chat bygger på Mistrals egen familie af modeller, der dækker alt fra den store flagskibsmodel Mistral Large 3 til mindre og mere effektive varianter som Mistral Medium 3 og Mistral Small 4, samt de helt små Ministral 3-modeller, der kan køre lokalt på en computer eller mobil. Derudover har Mistral udviklet specialiserede modeller som Codestral til kodning og Voxtral til tale.

En central del af Mistrals strategi er, at de udgiver mange af deres modeller som "open source", hvilket betyder at de tekniske detaljer er frit tilgængelige, så andre kan downloade, køre og bygge videre på modellerne.

Le Chat nævnes ofte i sammenhænge, hvor digital suverænitet, GDPR og europæisk dataopbevaring er i fokus, hvilket for mange danske og europæiske virksomheder er en faktor i valget af AI-leverandør. Et konkret eksempel på den positionering er, at det franske forsvarsministerium i januar 2026 indgik en rammeaftale med Mistral AI om at levere AI til landets militær.

Du kan bruge Le Chat gratis på chat.mistral.ai og via mobilapps, og der findes betalte abonnementer med adgang til de kraftigste modeller.

Hvad er Claude?

  • Link: claude.ai
  • Udbyder: Anthropic
  • Modeller (april 2026): Claude Haiku 4.5, Claude Sonnet 4.6, Claude Opus 4.7
  • Land: USA

Claude er en AI assistent fra den amerikanske virksomhed Anthropic, som blev grundlagt i 2021 af tidligere medarbejdere fra OpenAI. Modelfamilien består af tre størrelser - Haiku, Sonnet og Opus. Haiku er den hurtigste og billigste, Sonnet rammer en balance mellem intelligens og hastighed, og Opus er den kraftigste til de mest komplekse opgaver.

Claude har især fået anerkendelse for sine evner inden for kodning, hvor modellerne har præsteret stærkt på anerkendte benchmarks som SWE-bench, der måler evnen til at løse reelle softwareudviklingsopgaver. Det har gjort Claude til et populært valg til programmering, og Anthropic tilbyder et særskilt produkt, Claude Code, som har vundet stort indpas blandt softwareudviklere.

Du kan bruge Claude gratis på claude.ai og via mobilapps, og der findes betalte abonnementer, som giver adgang til de kraftigste modeller og højere brugsgrænser. Derudover stiller Anthropic modellerne til rådighed for virksomheder og udviklere via en API, så man kan bygge egne løsninger ovenpå.

Hvad er Claude Code?

  • Link: claude.com/claude-code
  • Udbyder: Anthropic
  • Modeller: Samme Claude-modeller som chatassistenten (Haiku, Sonnet, Opus)
  • Land: USA

Claude Code er et særskilt produkt fra Anthropic, der gør Claude til en kodningsassistent i udviklerens terminal eller kodeeditor. I stedet for at man kopierer kode frem og tilbage til en chat, kan Claude Code læse hele kodebaser, foretage ændringer i filer, køre kommandoer og udføre flertrinsopgaver som at rette fejl og tilføje funktioner i kode. Det er primært målrettet softwareudviklere og bygger på de samme Claude-modeller som AI assistenten.

Hvad er Gemini?

  • Link: gemini.google.com
  • Udbyder: Google (Google DeepMind)
  • Modeller (april 2026): Gemini 3 Flash, Gemini 3.1 Pro, Gemini 3 Deep Think
  • Land: USA

Gemini er Googles bud på en AI assistent, og hed oprindeligt Bard, da Google lancerede sin første version. Bard blev dog omdøbt og relanceret under Gemini-navnet, som nu både dækker assistenten og den underliggende modelfamilie.

Modellerne er udviklet af Google DeepMind, og kommer i flere størrelser. Flash versionen, som er optimeret til fart og en Pro version til mere komplekse opgaver. Til sidst tilbyder de en ”Deep Think” tilstand, der bruger ekstra tid på at ræsonnere sig frem til svar.

Den helt store styrke er dog integrationen med Googles eksisterende økosystem. Her er Gemini f.eks. bygget ind i Gmail, Google Docs, Sheets, Slides og Drive, hvor den kan hjælpe med at skrive mails, opsummere dokumenter, lave tabeller og generere præsentationer direkte i de værktøjer, mange allerede bruger.

Gemini er desuden dybt integreret i Googles søgemaskine via funktioner som AI Overviews og AI Mode, som giver AI genererede svar på søgningerne, og i browseren Google Chrome, hvor den kan hjælpe med at opsummere websider og besvare spørgsmål om det indhold, man kigger på.

Hvad er Copilot?

Copilot er Microsofts AI assistent. Den blev oprindeligt lanceret som "Bing Chat" i februar 2023 og efterfølgende omdøbt til Copilot, som i dag er paraplynavnet for Microsofts AI tilbud på tværs af deres produkter.

Copilot blev originalt bygget på OpenAIs GPT-modeller, i forlængelse af Microsofts store investering i virksomheden. I 2026 har Microsoft dog udvidet med flere underliggende modeller, herunder Anthropics Claude til bestemte funktioner.

Den helt store styrke ved Copilot er netop integrationen med Microsofts eksisterende økosystem, som mange danske virksomheder i forvejen anvender. Copilot er bygget ind i Windows 11, i browseren Microsoft Edge og i Microsoft 365-apps som Word, Excel, PowerPoint, Outlook og Teams, hvor den kan hjælpe med at skrive dokumenter, analysere regneark, generere præsentationer og lign. I 2026 har Microsoft også udvidet Copilot med Anthropics seneste udvikling, Cowork. Den agentiske tilføjelse gør assistenten i stand til at udføre opgaver på din computer.

Du kan bruge Copilot gratis via copilot.microsoft.com og via mobilapps, og der findes betalte abonnementer som Copilot Pro til private og Microsoft 365 Copilot til virksomheder, som giver adgang til de kraftigste modeller og integrationen i Microsoft 365-apps.

Hvad er Grok?

  • Link: grok.com
  • Udbyder: xAI (fra februar 2026 en del af SpaceX)
  • Modeller (april 2026): Grok 4.20, Grok 4.1, Grok Imagine (billede/video), Grok Voice
  • Land: USA

Grok er en AI assistent udviklet af xAI, et amerikansk AI selskab stiftet af Elon Musk. I februar 2026 annoncerede SpaceX, at de har opkøbt xAI, så Grok nu er en del af SpaceX-koncernen.

Grok adskiller sig fra de øvrige assistenter ved at have en mere uformel tone og færre indholdsfiltre end konkurrenterne, og ved at være tæt integreret direkte med det sociale medie X (tidligere Twitter), hvorfra den kan trække realtidsdata ind i sine svar. Det gør Grok velegnet til opgaver, hvor aktualitet spiller en rolle, f.eks. til at følge med i, hvad der bliver diskuteret om et bestemt emne eller begivenhed. Grok har tidligere været i modvind for at generere problematisk indhold og har også i begyndelsen af 2026 været genstand for kritik og politisk opmærksomhed.

Grok er tilgængelig via grok.com, en selvstændig app og gennem X, primært for brugere med betalt X-abonnement eller separat Grok-abonnement (SuperGrok/SuperGrok Heavy).

Hvad er Chat.dk?

  • Link: chat.dk
  • Udbyder: Ordbogen A/S
  • Modeller (april 2026): Odin-LLM
  • Land: Danmark

Chat.dk er en dansk AI assistent lanceret i december 2025 af Ordbogen A/S. Den Odense-baserede virksomhed har gennem mere end 20 år stået bag bl.a. ordbogen.com og en række danske sprogteknologiprodukter.

Chat.dk er bygget på virksomhedens egen sprogmodel Odin-LLM, der er trænet og finjusteret specifikt til det danske sprog, og som derfor står særligt stærkt i danske sproglige og kulturelle sammenhænge.

Det, der for alvor adskiller chat.dk fra de øvrige assistenter i denne oversigt, er, at hele værdikæden ligger i Danmark. Modellen er trænet, hostet og drevet udelukkende på Ordbogens egne servere, og ingen data forlader landet. Det gør løsningen til et fuldt GDPR-kompatibelt alternativ.

For at gøre det muligt at drive en stor sprogmodel uden udenlandske underleverandører har Ordbogen installeret en NVIDIA HGX B300, som er den første af sin slags i Norden. Udstyret er så reguleret, at de tre partnere bag virksomheden selv måtte hente maskinen hjem fra Holland i bil, fordi den ikke kunne sendes med almindelig fragt.

Chat.dk er åben for alle brugere og er gratis til undervisningsbrug. Derudover tilbyder Ordbogen adgang via API, så virksomheder, kommuner og offentlige institutioner kan bygge egne løsninger oven på den danske sprogmodel.

Hvad er DeepSeek?

  • Link: chat.deepseek.com
  • Udbyder: DeepSeek
  • Modeller (april 2026): DeepSeek-V3.2
  • Land: Kina

DeepSeek er en AI assistent og en modelfamilie fra den kinesiske virksomhed af samme navn. Den kinesiske AI assistent fik international opmærksomhed i begyndelsen af 2025, da virksomheden udgav modeller, der matchede benchmarks på mange af de førende vestlige modeller, selv om DeepSeek var bygget med markant lavere omkostninger. Det åbnede en bredere samtale i AI branchen om, hvorvidt man nødvendigvis behøver gigantiske budgetter for at lave toppræsterende modeller, og gjorde DeepSeek til et af de mest omtalte navne i feltet.

DeepSeek bygger på virksomhedens egen modelfamilie, som er udgivet "open source", hvilket betyder at de tekniske detaljer er frit tilgængelige, så andre kan downloade, køre og bygge videre på modellerne.

For virksomheder er der vigtige overvejelser ved at bruge en kinesisk tjeneste, især i forhold til datahåndtering, lovgivning som GDPR og spørgsmål om, hvor data bliver sendt hen og opbevaret. Det, at modellerne er ”open source” betyder dog også, at de kan downloades og sættes op i lukkede miljøer på egen infrastruktur. Det giver alligevel mulighed, hvis man vil anvende modellen og samtidig bevare kontrollen med data.

Hvad er Perplexity?

  • Link: perplexity.ai
  • Udbyder: Perplexity AI
  • Modeller (april 2026): Egne Sonar-modeller (Sonar, Sonar Pro, Sonar Reasoning) samt adgang til tredjepartsmodeller fra OpenAI, Anthropic, Google og xAI via betalte abonnementer
  • Land: USA

Perplexity er en amerikansk AI assistent, der blev stiftet i 2022, og som adskiller sig fra de øvrige ved at positionere sig som en "answer engine" frem for en klassisk chatbot. I stedet for primært at trække på en models interne viden foretager Perplexity en søgning på nettet for hver forespørgsel og leverer et svar med tydelige kildehenvisninger, som brugeren kan klikke sig videre til.

Det placerer Perplexity i direkte konkurrence med både de traditionelle AI assistenter, men også Googles AI overview og AI mode. Søgemetoden gør Perplexity særligt velegnet til research, faktatjek og aktuelle spørgsmål, hvor sporbarhed og friske kilder er vigtigere end kreativ tekstgenerering.

Perplexity bygger på en kombination af deres egne Sonar-modeller og tredjepartsmodeller fra bl.a. OpenAI, Anthropic, Google og xAI. På betalte planer kan brugeren selv vælge, hvilken model der skal besvare et spørgsmål.

I juli 2025 lancerede Perplexity desuden en selvstændig browser ved navn Comet, som integrerer AI-assistenten direkte i browsingoplevelsen på både desktop og mobil.

Du kan bruge Perplexity gratis på perplexity.ai og via mobilapps, og der findes betalte abonnementer (Perplexity Pro og Max), som giver adgang til de kraftigste modeller, flere daglige søgninger og Deep Research-funktionen.

Hvad er Meta AI?

  • Link: meta.ai
  • Udbyder: Meta (Facebook, Instagram, WhatsApp)
  • Modeller (april 2026): Llama-modelfamilien
  • Land: USA

Meta AI er en AI assistent fra den amerikanske virksomhed Meta, som også står bag Facebook og Instagram. Meta AI adskiller sig fra de øvrige assistenter ved primært at kunne tilgås i Metas eksisterende apps, hvor den er bygget ind som en funktion, frem for en selvstændig chatoplevelse. Den kan dog også tilgås på meta.ai.

Meta AI bygger på virksomhedens Llama-modelfamilie, som Meta har udgivet som "open source", hvilket betyder at de tekniske detaljer er frit tilgængelige, så andre kan downloade, køre og bygge videre på modellerne.

Llama er blandt de mest udbredte åbne modeller og anvendes bredt som fundament for andre AI-produkter og forskningsprojekter.

Meta AI er gratis at bruge i Metas apps og på meta.ai og findes ikke i en særskilt betalt version.

Hvad er Qwen?

  • Link: chat.qwen.ai
  • Udbyder: Alibaba
  • Modeller (april 2026): Qwen-modelfamilien
  • Land: Kina

Qwen (tidligere Tongyi Qianwen) er en AI assistent og modelfamilie fra den kinesiske teknologivirksomhed Alibaba. Sammen med DeepSeek er Qwen en af de mest omtalte kinesiske modelfamilier og udgives ligeledes som "open source", hvilket betyder at de tekniske detaljer er frit tilgængelige, så andre kan downloade, køre og bygge videre på modellerne.

Familien dækker alt fra meget store modeller til små varianter, der kan køre lokalt på en bærbar computer, og Alibaba har undervejs udgivet specialiserede varianter som Qwen3-Coder til kode. Qwen-modellerne er kendt for at yde godt i forhold til deres størrelse, og flere af de mindre varianter kan på en række benchmarks måle sig med væsentligt større modeller.

For virksomheder er der vigtige overvejelser ved at bruge en kinesisk tjeneste, især i forhold til datahåndtering, lovgivning som GDPR og spørgsmål om, hvor data bliver sendt hen og opbevaret. Det, at modellerne er ”open source” betyder dog også, at de kan downloades og sættes op i lukkede miljøer på egen infrastruktur. Det giver alligevel mulighed, hvis man vil anvende modellen og samtidig bevare kontrollen med data.

Vil du lære mere om AI?

AI udvikler sig hurtigt, og det kan være svært at følge med, men du står ikke alene. Hos Dansk Industri har vi samlet en lang række ressourcer, der gør det lettere at forstå, anvende og implementere AI – uanset om du er i gang, på vej eller bare nysgerrig.

Hvis du har fået blod på tanden efter dette indlæg, og gerne vil lære mere om hvordan teknologien bag virker, så kan du læse om hvad generativ AI er, eller blive klogere på AI historie på vores AI for Alle univers.

Her finder du desuden:

  • Guides og artikler om alt inden for AI
  • Konkrete cases fra danske virksomheder
  • Gratis værktøjer og vejledninger
  • Kurser og events hvor du kan lære, netværke og få sparring.

AI er ikke kun for specialister og teknikere. Det er for alle, der vil være med til at forme fremtiden – og bruge teknologien klogt og ansvarligt.

Relateret indhold