AI fylder i bestyrelsen – men bliver ofte ved snakken
Bestyrelsesrapporten 2026 viser et tydeligt gab mellem det, bestyrelserne taler om, og det, virksomhederne bruger AI til i praksis. Nu skal bestyrelserne videre fra interesse til handling, mener Peter Larsen, chef for Virksomhedsudvikling i DI.
AI er for alvor kommet ind i de danske bestyrelseslokaler. Men i mange virksomheder er teknologien endnu ikke kommet lige så langt ind i forretningen.
Det viser Bestyrelsesrapporten 2026, som BoardPartner har udarbejdet i samarbejde med Dansk Industri.
Ifølge rapporten har 68 procent af virksomhederne haft AI oppe på bestyrelsesniveau inden for de seneste 12 måneder. Men kun 28 procent anvender AI aktivt og strategisk i kerneforretningen. Samtidig arbejder 36 procent med pilotprojekter, mens 32 procent fortsat taler om AI uden at have omsat det til konkrete initiativer.
For DI peger tallene på et vigtigt skifte: AI er ikke længere kun et teknologisk spørgsmål. Det er blevet en ledelsesopgave, hvor bestyrelsen har en vigtig rolle.
Det er positivt, at AI nu fylder i mange bestyrelser. Men det skaber ikke værdi bare at tale om AI. Hvis teknologien skal styrke danske virksomheders konkurrencekraft, skal bestyrelsen være med til at omsætte mulighederne til handling Peter Larsen, Underdirektør
Bestyrelsen skal gøre AI konkret
Bestyrelsesrapporten konkluderer, at AI er højt på dagsordenen, men fortsat lavt i reel brug i forretningen. Mange virksomheder befinder sig derfor i en tidlig fase, hvor AI enten afprøves i pilotprojekter eller endnu ikke er tydeligt koblet til virksomhedens planer og prioriteringer.
Ifølge DI er det netop her, bestyrelsen kan gøre en forskel. Ikke som teknisk ekspert, men som det organ, der skal stille de rigtige spørgsmål og sikre, at virksomheden tager stilling.
“Bestyrelsen skal ikke forstå alle tekniske detaljer. Men den skal kunne stille de afgørende spørgsmål: Hvor kan AI styrke vores virksomhed? Hvilke risici følger med? Og har vi de rette kompetencer til at komme i gang på en ansvarlig måde?” siger Peter Larsen.
Han peger på, at AI ikke må blive et isoleret teknologiprojekt, men skal kobles til virksomhedens konkrete behov og prioriteringer.
AI må ikke ende som et punkt på dagsordenen, hvor man bare konstaterer, at udviklingen går stærkt. Bestyrelsen skal gøre samtalen konkret: Hvilke opgaver kan vi løse bedre? Er der tilgange hvor vi kan styrke den tværgående koordination for endnu bedre kundeoplevelse? Hvor skal vi begynde? Og hvad kræver det af organisationen? Peter Larsen, Underdirektør
Fra pilotprojekter til handling
Rapporten peger generelt på, at bestyrelsens modenhed, kompetencer og arbejdsform har betydning for, om nye dagsordener bliver omsat til reel værdi. Samtidig viser rapporten, at digitalisering er blandt de kompetenceområder, der efterspørges i danske bestyrelser.
For DI handler det ikke om, at alle virksomheder skal bruge AI på samme måde. Men det er afgørende, at bestyrelsen tager aktivt stilling til, hvad teknologien betyder for netop deres virksomhed.
Det gælder både mulighederne for at styrke produktivitet, processer, tværgående koordinering og beslutninger – og de risici, der følger med, når nye teknologier tages i brug.
Bestyrelsen skal ikke have alle svarene fra begyndelsen. Men den skal sikre, at virksomheden kommer videre fra generel interesse til konkrete valg. Ellers risikerer AI at blive endnu et emne, der fylder på dagsordenen, men ikke i praksis, Peter Larsen, Underdirektør
Interessen for emnet mærkes også hos DI. Arrangementet AI for bestyrelsen, som afholdes den 4. maj, er allerede fuldt booket, og DI åbner derfor for 10 ekstra pladser. På arrangementet får du et fælles sprog for AI, konkrete beslutningsgreb og værktøjer til at arbejde med AI som en strategisk ledelsesopgave. Du kan tilmelde dig her eller komme på venteliste til et kommende arrangement på Sjælland i juni ved at kontakte Dorte Lyderik Jensen på +45 3377 3490 eller dolj@di.dk.
FAKTA: AI i danske bestyrelser
- 68 procent har haft AI oppe på bestyrelsesniveau de seneste 12 måneder
- 28 procent anvender AI aktivt og strategisk i kerneforretningen
- 36 procent arbejder med pilotprojekter
- 32 procent taler fortsat om AI uden at have omsat det til konkrete initiativer
- 7 procent vurderer, at AI aktuelt er irrelevant for forretningen
Kilde: Bestyrelsesrapporten 2026
Læs hele rapporten på boardpartner.dk