Bliv bestyrelsesmedlem: Sådan lander du din første bestyrelsespost
Bestyrelsesarbejde åbner døren til at sætte retning for virksomheder og erhvervsliv. Men hvordan bygger du erfaring, netværk og profil, så du bliver inviteret med til bords?
Denne guide giver dig alle nødvendige skridt til at øge dine chancer for at lande din første bestyrelsespost – fra kompetenceopbygning og uddannelse til netværk, synlighed og onboarding.
”Der er kun få pladser i en bestyrelse, og derfor er det altid en god ide at være bevidst om, hvor netop du kan gøre en forskel og sørge for aktivt at italesætte det. Bestyrelserne er ikke kun for dem, der ved noget om jura og økonomi.” - Peter Larsen, chef for DI Virksomhedsudvikling.
Hvad indebærer bestyrelsesarbejde?
Som bestyrelsesmedlem tager du del i virksomhedens strategiske ledelse og vigtige beslutninger – og påtager dig samtidig et betydeligt ansvar.
Strategisk retning, tilsyn og sparring
Bestyrelsens hovedopgave er at sætte og sikre kursen. Det betyder, at du sammen med de øvrige medlemmer fastlægger virksomhedens overordnede strategi, følger op på mål og økonomi, udfordrer direktionen og bidrager med viden, netværk, erfaring og perspektiv. En professionel bestyrelse balancerer solid støtte med kritisk sparring, så både virksomhed og ledelse får det bedst mulige afsæt for udvikling.
Ansvar, risiko og etik
Samtidig betyder rollen et juridisk, økonomisk og etisk ansvar. Du skal kunne vurdere regnskaber, holde øje med risici og sikre, at virksomheden overholder lovgivning og god selskabsskik.
En moderne bestyrelse skal være bevidst om både samfundsansvar, bæredygtighed og virksomhedens omdømme. Det er netop kompleksiteten og ansvaret, der gør bestyrelsesarbejde meningsfuldt, men det kræver viden, integritet og kontinuerlig udvikling. Men det er vigtigt at understrege, at et blik for diversitet og komplementære kompetencer er nødvendigt, når professionelle bestyrelser skal sammensættes. Som Peter Larsen understreger, er bestyrelserne ikke kun for dem, der er eksperter inden for jura og økonomi. Et blik for eksempelvis kultur, mennesker, samspil og strategisk retning er essentielt for at styrke virksomhedens langsigtede konkurrencekraft og løse komplekse problemstillinger.
Trin for trin guide til at blive bestyrelsesmedlem
Trin 1: Byg din bestyrelsesprofil
Første skridt handler om at forstå, hvad du kan – og gøre værdien synlig for andre.
Byg din bestyrelsesprofil
Find dine styrker
En solid bestyrelsesprofil kræver mere end anciennitet. Tænk i kompetencer, mindset og erfaring:
- Har du erfaring med vækst, forretningsudvikling, digitalisering, grøn omstilling, HR,økonomistyring eller noget helt andet?
- Kan du dokumentere resultater og processer, hvor du har skabt varig værdi?
- Har du kendskab til strategiimplementering og forandringsledelse?
Dokumentér din værdi
Et stærkt bestyrelses-CV skal være kort og skarpt – her står impact før stillingsbetegnelser. Brug konkrete beviser: hvilke resultater har du opnået, hvilke transformationer har du drevet? Inkludér gerne cases, kundeudtalelser og fakta (uden at oplyse følsomme oplysninger).
Bestyrelses-CV – skabelon:
- Kompetenceoversigt (ledelse, specialistviden, brancheerfaring mv.)
- Nøgleresultater (fx “Etablerede eksportmarked for xx, vækst på 30 % over 3 år”)
- Personligt statement (hvad brænder du for?)
- Eventuel erfaring med tillidshverv, frivillige poster eller advisory boards
Trin 2: Vælg din vinkel og mål virksomhedstype
Der er stor forskel på at være bestyrelsesmedlem i en SMV, en scaleup, en brancheforening, fond eller koncern. Vælg dit mål og vær realistisk omkring, hvor du kan gøre størst forskel – og hvor din erfaring matcher virksomhedens behov. Det er i sidste ende den sammenhængende forretningsforståelse, der kvalificerer dig til bestyrelseslokalet.
Virksomhedstype
SMV’er og foreninger
Her kan praktisk erfaring, netværk og evne til at sætte gang i udvikling veje tungt. Ofte er der kortere afstand fra bord til beslutning – og mulighed for at få direkte indflydelse.
Scaleups og større virksomheder
Disse stiller ofte større krav til strategisk erfaring, analytisk sans og forståelse for komplekse forretningsmodeller, transformation og governance.
Match mellem styrker og virksomhedsbehov
Afdæk virksomhedens fase og udfordringer: Skal de vokse, eksportere, skalere digitalt, skabe nye partnerskaber? Din indsigt i netop disse processer kan åbne døren. Vær ærlig om, hvor du kan gøre en reel forskel.
”Hvis du vil spille en rolle i en virksomheds bestyrelse, skal du forstå dens forretning. Det handler ikke kun om strategier og mål – men også om at kunne læse en bundlinje, vurdere risici og forstå de mekanismer, der driver vækst og drift. Det er denne sammenhængende forretningsforståelse, der gør dig kvalificeret til bestyrelsesrummet.” - Peter Larsen, chef for DI Virksomhedsudvikling.
Trin 3: Uddannelse
Udfordringerne i en bestyrelse kræver blandt andet indsigt i strategisk ledelse, økonomi, risikostyring, jura – og ikke mindst samarbejde. En professionel bestyrelsesuddannelse giver dig den nødvendige ballast og dokumentation for din seriøsitet.
Hvorfor vælge DI’s bestyrelsesuddannelse?
DI's bestyrelsesuddannelse er skabt til erhvervsfolk, der vil have solid praksisrettet viden, mulighed for netværk, og værktøjer til både strategi og dagligdagsdilemmaer i bestyrelseslokalet. Du får aktuelle cases fra det danske erhvervsliv, adgang til erfarne undervisere, mulighed for sparring og en certificering, som styrker din synlighed på markedet.
Trin 4: Netværk og synlighed
Bestyrelsesposter fordeles sjældent via åbne opslag – langt oftere finder virksomheder deres næste medlem blandt personlige anbefalinger, netværk eller via brancheorganisationer.
Brug dit netværk
Fortæl kolleger og kontakter, at du søger bestyrelsesposter. Deltag i relevante netværksgrupper og videndelingsfora i erhvervslivet – gerne via DI’s medlemsarrangementer, faglige netværk og temadage
LinkedIn og synlighed
En opdateret LinkedIn-profil styrker din position. Del indsigtsfulde indlæg, cases og erfaringer, og engagér dig i debatten om eksempelvis ledelse, innovation eller diversitet i bestyrelser. Det gør dig synlig over for virksomheder og headhuntere – og du viser, hvilken værdi, du kan tilføre.
Trin 5: Sådan finder (og vurderer) du de første poster
De fleste starter deres bestyrelseskarriere i mindre virksomheder, foreninger eller advisory boards. Mulighederne viser sig ofte gennem dit netværk eller via brancheforeninger.
Sådan finder du de første poster
Hvor dukker posterne op?
- Deltag i brancheevents og konferencer, hvor ejerledere netværker
- Meld dig aktivt ind i relevante bestyrelsesdatabaser og netværksgrupper
- Gå i dialog med vækstvirksomheder, scaleups, eller SMV’er i dit netværk
- Opsøg lokale erhvervsråd
Tjekliste: Er du klar til at sige ja?
- Passer virksomhedens værdier og ambitioner til dine prioriteter? - Har du tid og kapacitet til at tage ansvar?
- Forstår du virksomhedens forretningsmodel?
- Har du rådført dig med erfarne bestyrelsesmedlemmer om forventninger og ansvar?
- Er der styr på bestyrelsesansvar og eventuel forsikring?
Trin 6: Onboarding til bestyrelsesrollen
En god start i bestyrelsen er afgørende for din oplevelse af at skabe værdi – og virksomhedens udbytte af at få dig med om bord.
Få rammerne på plads
- Bed om et introduktionsmøde med bestyrelsesleder/direktion
- Få adgang til bestyrelsens årshjul, mødekalender og referater
- Få overblik over ansvar, retning og rollefordeling
- Forstå informationsflowet – hvordan deles indsigt og beslutninger?
- Spørg til eventuelle samarbejdskodeks og spilleregler i bestyrelsen
En aktiv, spørgende og nysgerrig tilgang demonstrerer, at du er engageret – og klædt på til at tage ansvar.