Hvad kan AI gøre for virksomheders grønne omstilling?
Danske virksomheder spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling. Få inspiration til, hvordan AI-løsninger kan hjælpe din virksomhed med at reducere klimaaftryk og styrke konkurrenceevnen.
Cirka læsetid: 3 minutter. Opdateret: d.27.04.26
Virksomheder, der investerer i grønnere produktion, smartere logistik og mere bæredygtige løsninger, kan styrke både deres bundlinje og deres position på markedet. Kunder og samarbejdspartnere efterspørger i stigende grad dokumentation for klimaaftryk og bæredygtige valg. Og evnen til at levere dette kan være en konkurrencefordel.
AI kan bidrage til at drive den grønne omstilling fremad, bl.a. ved at gøre det lettere at identificere, hvor de største besparelser ligger, optimere energi- og ressourceforbrug i realtid og understøtte udviklingen af nye grønne løsninger.
Måske tænker du: Hvad med AI's eget klimaaftryk? Og det er et legitimt spørgsmål. AI kræver betydelig computerkraft og datacentre - og dermed energi. For at regnestykket kan gå op, må vi også forholde os til AI's eget energiforbrug.
Læs mere om AI's eget klimaaftryk
Hvilken type AI passer til din virksomhed?
AI er særligt god til at analysere store datamængder hurtigt og præcist. Det er dét, der skal til, når virksomheder f.eks. skal kortlægge deres klimaaftryk, identificere spild og finde besparelser på tværs af produktion, logistik og værdikæde.
Der er to typer AI, der er særligt relevante: generativ og prædiktiv AI.
Generativ AI er den type de fleste kender fra f.eks. Copilot, Claude og ChatGPT. Via et simpelt chat-interface kan du analysere dokumenter, skrive tekster og omsætte komplekse data til forståelige indsigter - uden at du behøver en særlig teknisk opsætning. I arbejdet med grøn omstilling kan det f.eks. bruges til at kortlægge Scope 3-udledninger, navigere i regulering og udarbejde ESG-analyse og -dokumentation.
Virksomhedscase: Scantox
Scantox brugte generativ AI til ESG-opgaver, de ellers ikke ville have haft ressourcer til - og kom f.eks. i mål med deres dobbelt væsentlighedsanalyse på få dage.
Prædiktiv AI arbejder med al salgs data – fra f.eks. historiske datasæt til sensordata fra maskiner og produktionsanlæg – for at forudsige mønstre og afvigelser. Det kræver typisk integration med egne systemer og it-support, men kan til gengæld give markante energibesparelser og reducere spild direkte i produktionen.
Virksomhedscase: H. Daugaard
H. Daugaard brugte prædiktiv AI til at vælge den bedste trailer til hver transportopgave - baseret på deres historiske data. De reducerede dermed tidsforbrug og unødig CO₂-udledning på tværs af 300 trailere i Europa.
Inspiration til hvor AI styrker virksomheders grønne omstilling
AI kan være et stærkt redskab. Det erstatter ikke faglig viden og menneskelig vurdering, men du kan bruge det som sparringspartner til at komme i gang, skabe overblik og analysere data. Det endelige resultat eller den endelige beslutning kræver altid en faglig eller ledelsesmæssig vurdering.
AI giver ikke svarene på alt. Men det er et kraftfuldt redskab til at accelerere den grønne omstilling på tværs af sektorer, virksomhedsstørrelser og værdikæder.
I produktion, drift og byggeri
Bruger du meget energi i din produktion eller på dine byggepladser, er AI et effektivt redskab til at identificere, hvor spildet opstår. AI kan overvåge energiforbruget i realtid, analysere mønstre og pege på konkrete besparelsesmuligheder f.eks. ved at tilpasse forbruget til tidspunkter, hvor strømmen er grønnest og billigst.
Med prædiktiv AI kan du også forudsige, hvornår maskiner og anlæg har brug for vedligeholdelse, før de går i stykker. Det reducerer nedbrud, forlænger levetiden på udstyr og sparer ressourcer, der ellers ville gå til akutte reparationer og udskiftninger. Det er både en grønnere og billigere måde at drive virksomhed på.
I indkøb, logistik og værdikæder
En stor del af mange virksomheders klimaaftryk ligger ikke kun i egen produktion, men i leverandørkæden. AI kan hjælpe med at kortlægge Scope 2 og 3-udledninger, kategorisere leverandørdata og udpege, hvor de største klimabesparelser ligger.
AI kan også optimere ruter og forbedre udnyttelsen af transport, så tomkørsel og unødvendige emissioner reduceres. Det er en direkte og målbar CO₂-besparelse - og det styrker samtidig effektiviteten i din forretning.
I videns- og servicevirksomheder
Sælger du viden, rådgivning eller en service, ligger dit klimaaftryk primært i medarbejdernes adfærd ift. rejser, pendling og daglige valg. Her kan du bruge AI til at kortlægge og reducere aftrykket f.eks. ved at beregne CO₂-udledningen fra dine forretningsrejser og spotte, hvor en enkelt flyrejse kan erstattes af et videomøde - eller analysere kontorstrømmen og pege på, udstyr der kører unødvendigt uden for arbejdstiden.
AI kan også gøre det lettere at vinde udbud og styrke kunderelationer. Mange offentlige og private udbud stiller i stigende grad krav til grøn dokumentation. Brug AI til at navigere i kravene, udarbejde dokumentation og afdække, hvor din virksomhed allerede lever op til dem.
Endelig kan AI understøtte udviklingen af grønne ydelser, f.eks. ved at analysere trends, regulering og kundebehov. På den måde kan du opdage nye forretningsmuligheder i den grønne omstilling og udvikle rådgivning eller services, der matcher markedets efterspørgsel.
Fire råd til ansvarlig brug af AI
Brug kun værktøjer, der er godkendt af din virksomhed
Upload ikke fortrolig data i åbne løsninger - tjek at værktøjet er GDPR-compliant
Sørg for at kvalitetssikre output fagligt, før du handler på det
Jo mere præcist du prompter, desto mindre energi bruger du
Hvordan kommer jeg i gang?
Det afhænger af hvilken type AI du vil arbejde med.
Generativ AI kræver ingen teknisk opsætning. Du logger ind på et værktøj som ChatGPT, Copilot eller Claude, uploader en fil - fx en transportoversigt, en udbudskravspecifikation eller leverandørdata - og går i gang. Det bedste råd er at starte med den opgave, der i dag er mest manuel og tidskrævende. Stil et konkret spørgsmål og vurder svaret kritisk.
Prædiktiv AI kræver typisk adgang til egne driftsdata og integration med eksisterende systemer. Her er it-afdelingen eller en ekstern leverandør ofte nødvendig at inddrage fra start. Men du behøver ikke vente på den perfekte løsning - mange virksomheder starter småt med ét anlæg eller én proces og skalerer derfra.
Vil du arbejde med et europæisk alternativ til de amerikanske værktøjer, findes LeChat fra det franske Mistral. Alle større værktøjer tilbyder i dag versioner med enterprise-databeskyttelse og EU-databehandling - tjek den konkrete aftale hos den udbyder, du vælger.

