Bæredygtighed for SMV'er: Sådan skaber du værdi for din virksomhed
God dokumentation på bæredygtighed gør din virksomhed mere attraktiv som leverandør i værdikæderne - og der er hjælp at hente.
SMV'er opfordres nu til at gøre brug af den frivillige standard (VS) for bæredygtighedsrapportering. Videoen er fra Klimaklars online læringsplatform, som er gratis for alle virksomheder.
Kunder stiller i stigende grad krav til SMV'er
Et stigende antal SMV’er oplever nu, at kunder stiller krav til dem om at dokumentere, at de reducerer negative og øger positive påvirkninger.
Tidligere har en del SMV’er modtaget henvisninger til kodekser, politikker og krav på kunders hjemmesider. For at leve op til deres rapporteringsansvar vil rapporteringspligtige virksomheder fremadrettet være afhængige af at få data og andre oplysninger om bl.a. forbrug, udledninger, mv. fra både underleverandører og kunder, der i begge tilfælde kan inkludere SMV’er.
Kravene gælder værdikæden, og en rapporteringspligtig virksomhed kan derfor få behov for data fra en leverandør eller kunde, som de ikke har direkte transaktioner med.
Rapportering til virksomheder længere ude i værdikæden vil især være relevant, når virksomhedens produkt er væsentligt for et slutprodukt vurderet ud fra både den finansielle indvirkning og bæredygtighedspåvirkningen.
Et produkt med en stor miljøpåvirkning, f.eks. på grund af CO2 udledning, kan således være væsentligt, selv om det kun udgør en begrænset andel af den samlede pris på slutproduktet.
Frivillig standard for virksomheder, der ikke er omfattet af CSRD
Mere end 9 ud af 10 danske virksomheder er små og mellemstore virksomheder (SMV’er). Mange af disse virksomheder arbejder aktivt med bæredygtighed. Nogle tager strategisk afsæt i FNs verdensmål, andre viderefører en mangeårig tradition for at hjælpe i lokalsamfundet, andre igen arbejder målrettet for at gøre deres produkter mere klimavenlige, osv.
Mens der allerede i de 12 ESRS standarder er defineret krav til store virksomheder, der er direkte omfattet af rapporteringskravene, er der en frivillig rapporteringsstandard til SMV’er og større virksomheder, der ikke er underlagt CSRD.
Voluntary Standard er frivillig, men strategisk vigtig for din forretning. Formålet med standarden er at gøre ESG-rapportering enkel, overskuelig og relevant - og samtidig imødekomme de stigende krav fra kunder, investorer og banker, som har rapporteringspligt.
Afgørende for konkurrenceevnen
SMV’ers evne til at levere data og information til kunder bliver afgørende for konkurrenceevnen i disse år. SMV’er med bæredygtighedsindsatser, der understøtter kundebehov, vil derfor naturligt stå stærkere som fremtidige leverandører til eksisterende og nye kunder.
3 gode råd til SMV’ers arbejde med bæredygtighed er derfor:
1. Afdæk hvad jeres kunder har brug for fra jer for at leve op til krav fra deres kunder m.fl.
Udpeg nogle af jeres vigtigste kunder. Spørg dem, hvad de får brug for fra jer for at afklare om I allerede prioriterer det, de efterspørger, om I allerede kan understøtte dem, og/eller om I skal sætte gang i nye indsatser for at være relevante på sigt.
Dette kan eksempelvis være relevant, hvis I har en produktion, hvori der indgår kritiske kemiske stoffer, som også er væsentlige for jeres kunde.
Vær opmærksom på, at det også kan vise sig, at I ikke er de mest centrale til at levere netop de data, kunden har afdækket som de væsentligste. Dette kan eksempelvis forekomme, hvis I har et specialprodukt af metal-emner, hvor jeres kunde samtidig køber meget store mængder metal-emner fra andre leverandører.
2. Find ud af hvor I har de største påvirkninger
Det vil være værdifuldt at skabe et overblik over, hvad der er væsentligt for jer, så I kan forventningsafstemme internt og eksternt. Afhængigt at kompleksiteten i jeres forretning kan I med fordel identificere jeres forretningsmodel og værdikæde og vurdere relevansen af de 12 overordnede ESG temaer i ESRS’erne.
3. Fastlæg et ambitionsniveau for jeres rapportering
Med udgangspunkt i en forståelse af kundernes behov og egen virksomheds påvirkninger, vil det for mange SMV’er være en god ide at fastlægge en ambition for rapporteringsindsatsen og evt. formulere den, så den kan deles eksternt.
Ambitionsniveauet skal sikre, at man som SMV kan prioritere i mængden af spørgsmål og krav fra kunder og evt. andre samarbejdspartnere.
Flere SMV’er vil sandsynligvis opleve at modtage standardiserede spørgeskemaer, der beder dem redegøre og dele data for påvirkninger, som slet ikke er væsentlige for dem. Og den bedste strategi er ikke nødvendigvis at svare på alt.
Virksomheder omfattet af CSRD er underlagt et value chain cap, som betyder, at de som udgangspunkt ikke må efterspørge flere bæredygtighedsoplysninger fra virksomheder uden for CSRD end dem, der fremgår af Voluntary Standard. Begrænsningen gælder dog kun oplysninger, der indsamles til brug for CSRD-rapporteringen. Virksomheder kan derfor fortsat blive mødt med andre oplysningskrav.
Krav fra flere sider
Det generelt øgede fokus på bæredygtighed og de øgede krav til rapportering, skaber afledte effekter, der på flere måder påvirker de mindre virksomheder. Dette på trods af at virksomhederne ikke i sig selv er omfattet af rapporteringskravene.
Hvem stiller krav?
De små og mellemstore virksomheder møder i stigende grad krav om også at rapportere om bæredygtighed. Kravene kommer både fra kunder og leverandører i værdikæden, banker, myndigheder og andre interessenter:
- Selskaber der skal rapportere i henhold til CSRD, hvortil virksomheden er kunde eller leverandør - enten direkte eller som en del af værdikæden
Store virksomheder (>1000 ansatte) skal fremover rapportere om bæredygtighed for hele værdikæden. Mange virksomheder med færre end 1000 ansatte må derfor forventes at blive mødt med krav om øget rapportering. - Finansielle institutioner
De finansielle institutioner skal allerede i dag rapportere om omfanget af deres låneportefølje og investeringer i særligt miljøbelastende brancher. Over tid kan det formentlige ligeledes forventes, at det øgede fokus på bæredygtige investeringer vil få afsmittede effekt på vurdering af lån til investeringer i mindre virksomheder. - Offentlig administration og midler
Virksomheder, der modtager offentlige tilskud eller støtte til finansiering skal forvente, at der i fremtiden vil blive stillet krav om at rapportere om bæredygtighed, da det offentlige skal indføre krav om bæredygtighed før de yder tilskud eller subsidier. - NGO’er og andre interessenter
SMV'er skal aflevere oplysninger og data
CSRD og ESRS standarderne stiller krav om, at virksomhederne skal give enkelte oplysninger om deres værdikæder. I nogle tilfælde har de rapporteringspligtige virksomheder derfor behov for information fra nogle af virksomhederne i deres værdikæde. Dette gælder særligt for sektorspecifikke informationer.
Kravene gælder hele værdikæden. Det er derfor ikke tilstrækkeligt kun at oplyse om leverandørsiden eller kun at oplyse om de umiddelbar kunde- og leverandørforhold.
Selv virksomheder, der ikke er underlagt CSRD, skal derfor forvente at de både vil blive mødt med en række oplysningskrav fra deres umiddelbare kunder og leverandører og fra virksomheder, der ligger længere ude i værdikæden.
Rapportering til virksomheder, der ligger længere ude i værdikæden, vil især være relevant, når virksomhedens produkt er væsentlig for et slutproduktet. Det skal bemærkes, at produktet skal vurderes både på baggrund af den finansielle indvirkning og på baggrund af påvirkningen på miljø, sociale forhold m.v. Et produkt, der har en stor miljøpåvirkning, f.eks. på grund af CO2 udledning, kan således være væsentligt, selv om det kun bidrager med en lille del af den samlede pris på slutproduktet.
Nyttige links
Se mere om den frivillige SMV-rapporterings-standard