Indsats: Udfasning af EPS-skum
Fynbo Foods pakkede tidligere deres gabletop-produkter med kirsebærsauce og frugtgrød i sekundær emballage bestående af tre fraktioner: en papbakke, et låg støbt i EPS-skum og plastikfolie udenom. EPS-skum skulle udfases, fordi den var problematisk for kunderne i handlen, der skulle håndtere affaldssortering. Kravet fra handlen var ikke formelt endnu, men retningen var klar: EPS-skum skulle væk, og det var kun et spørgsmål om tid. Fynbo Foods valgte at handle med rettidig omhu.
Det satte et udviklingsprojekt i gang i samarbejde med DS Smith Packaging Denmark A/S, som de har brugt som emballageleverandør i mange år. Målet var en løsning i ét materiale - pap - der skulle være nem at åbne, præsentere sig pænt på butikshylden og desuden kunne håndteres af et nyt, automatiseret pakkeanlæg.
Projektet tog ca. 2 år. De første prototyper stødte på tekniske udfordringer: papemballagen buede ud i siderne, stabelstyrken var utilstrækkelig ift. pakning på pallen, den var for besværlig at åbne for butikspersonalet osv. Fynbo Foods måtte derfor tænke ud af boksen. Løsningen krævede investering i en ny pakkemaskine - en wrap-around-maskine - og en ny paptype, som blev udviklet i tæt samarbejde med DS Smith. DS Smith videreudviklede siden papemballagen med en ekstra foldekant, der styrer, hvor pappet giver efter under pres – og det betød, at der kunne lægges 1-2 ekstra lag på hver palle.
Resultat: Færre materialer, mindre transport og bedre arbejdsmiljø
Omstillingen til emballage i ren pap gav gevinster på flere fronter. Transporten er reduceret med 13-15%, da de ekstra lag per palle medførte færre kørsler for den samme mængde varer.
EPS-skum og krympefolie er udfaset, så emballagen nu er i ét genanvendeligt materiale. At have løsningen på plads styrker samtidig relationen til kunderne, som efterspørger leverandører, der er på forkant. Og de mest ensidige, manuelle pakkeprocesser er automatiseret, hvilket frigiver medarbejdere til andre opgaver og reducerer ensidigt, gentagende arbejde.
For Fynbo Foods går regnestykket samlet set op på økonomi, bæredygtighed og arbejdsmiljø. I handlen, hvor kravene til emballage kun stiger, er det en fordel at have konkrete løsninger på plads. Kunderne sætter pris på en leverandør, der er klar med svar og løsninger.