Fra pligt til profit: sådan gjorde Mekoprint et energieftersyn til god forretning

Energieftersyn. For de fleste virksomheder er det en udgift på budgettet og et flueben på en to-do-liste. For Mekoprint blev det startskuddet til lavere driftsomkostninger, reduceret CO₂-aftryk og en stærkere markedsposition.

     

Om Mekoprint A/S

Mekoprint er en dansk produktionsvirksomhed med ca. 800 ansatte fordelt på lokationer i Danmark og udlandet. De producerer metalemner, ledningsnet, mikrokomponenter og HMI-løsninger ti industrien. Og deres tilgang er relevant for enhver produktionsvirksomhed med et stort energiforbrug: lovkrav er ikke bare noget man overholder - de er et udgangspunkt for at effektivisere driften og skabe reel forretningsværdi. 

Vejledninger

Brug DI's ESG business case værktøj

Download DI's ESG business case værktøj

Indsats: Energieftersyn som løftestang for forretningsudvikling

Mekoprint samarbejdede med en ekstern energirådgiver, som gennemgik alle større energiforbrugere systematisk på tværs af fabrikkerne. En af de første og mest overraskende opdagelser: varme- og ventilationsanlæg med defekte styringer kørte unødigt i weekenderne, når produktionen stod stille. Alene på ét site gav det en besparelse på over 250.000 kr. om året - blot ved at rette på indstillingerne. 

Kortlægningen fulgte et pragmatisk princip: find de 20% af anlæggene, der står for 80% af forbruget - og koncentrér indsatsen der. Gamle elmotorer, ventilationsanlæg og varmeanlæg blev optimeret eller udskiftet. 

Det næste store skridt kom under energikrisen, da gaspriserne steg markant. Tre af Mekoprints fabrikker ligger i områder med forpligtelse til at aftage naturgas - en sårbarhed de valgte at handle på. De konverterede opvarmningen fra primært naturgas til primært varmepumper, hvilket både reducerede det samlede energiforbrug og åbnede muligheden for at elektrificere forsyningen. Mekoprint har siden skiftet til certificeret dansk sol og vind som primær energikilde på elforbruget i Danmark. I Polen købes tilsvarende grøn strøm. 

Tilskud fra Energistyrelsen blev søgt og hjemtaget til projekterne - en væsentlig del af investeringsbetragtningen.

Resultat: Lavere CO₂ og en stærkere forretning

Den direkte gevinst er lavere driftsomkostninger - og selv de største investeringer har betalt sig tilbage inden for fem år, fortæller Alex Laursen. 

CO₂-reduktionen understøtter den kommercielle position. Konverteringen fra gasfyr til varmepumper har vist sig særligt effektfuld: gasforbruget til opvarmning er faldet markant, og selvom elforbruget er steget som følge af elektrificering, er nettoeffekten et lavere samlet energiforbrug. Desuden er CO₂-indekset faldet fra 3,9 til 2,4 over fire år dvs. en reduktion på næsten 40% relativt til omsætningen. 

Den kommercielle gevinst er mindst lige så væsentlig. Mekoprints store internationale kunder – dvs. virksomheder der er omfattet af CSRD - stiller i stigende grad krav om dokumentation fra deres leverandører. Her møder Mekoprint dem med konkrete tal, en ESG-rapport og en Ecovadis-sølvcertificering. Det gør handlen lettere for kunderne og giver Mekoprint en blåstempling i branchen - og dermed en lettere vej ind i nye samarbejder. 

Blev du inspireret af Mekoprints business case? Følg deres tre trin til at lave en lignende indsats.

  1. 1

    Kortlæg dit tomgangsforbrug. Det kan du gøre selv i dag.

    Log ind hos din el-udbyder og kig på grafen over dit energiforbrug i weekender og om natten. Hvad bruger strøm, når produktionen står stille? Det er dit udgangspunkt og din lavthængende frugt. Værktøjer som f.eks. elmåler.dk giver et hurtigt overblik - og det du finder, kan ofte løses med små justeringer og hurtig tilbagebetalingstid.

  2. 2

    Gå dybere med et fokuseret energieftersyn.

    Mange virksomheder er allerede lovpligtige til at gennemføre energieftersyn. Giv det et konkret fokus: Hvad vil du opnå? Elektrificering? Konvertering fra gas? En ekstern energirådgiver kan hjælpe med den dybere kortlægning. Studerende fra universiteter eller maskinmesterstuderende er også en tilgængelig og billig indgang. Søg tilskud hos Energistyrelsen - der ligger betydelige puljer til CO₂-reducerende tiltag.

  3. 3

    Investér, mål og kommunikér resultaterne.

    Investér i de anlæg der giver den bedste kombination af energibesparelse og tilbagebetalingstid. Mål løbende relativt til din omsætning, ikke absolut, så vækst ikke skjuler fremgangen. Og dokumentér resultaterne - ikke bare som intern styring, men som dokumentation dine kunder og samarbejdspartnere efterspørger.

Se hvordan andre virksomheder har skabt konkret værdi med bæredygtighed

Certificering som konkurrencefordel

AV Group brugte ISO 20121 og ESG som kvalitetsstempel til at åbne døren til de store kunder. Få tre trin til at gøre det samme.

Bæredygtighed som salgsredskab

CG Jensen gør viden om bæredygtighedskrav til en kompetence hos medarbejderne - og kommer tidligt ind i nye projekter, fordi kunderne selv ringer. Få tre trin til at gøre det samme.

Cirkularitet som innovationsramme

DS Smith bruger cirkularitet som innovationsmetode til at skabe konkret forretningsværdi for kunderne. Få tre trin til at gøre det samme.

Emballagekrav som forretningsudvikling

Fynbo Foods omstillede emballagen fra tre materialer til ét og reducerede transportudledninger og -omkostninger. Få tre trin til at gøre det samme.

CO₂e-data som konkurrenceparameter

Lemvigh-Müller tilføjede CO₂e-tal til produktporteføljen og blev en endnu stærkere samarbejdspartner for kunderne. Få tre trin til at gøre det samme.

Energieftersyn som god forretning

Mekoprint brugte et lovpligtigt energieftersyn til at effektivisere driften og spare markant på energiregningen - ét site sparede over 250.000 kr. om året. Få tre trin til at gøre det samme.

B Corp som troværdigt salgsargument

Neutral.com opnåede den højeste B Corp-score i EU for en B2B-tekstilvirksomhed. Dokumentationen giver dem et troværdigt grundlag og kommerciel robusthed. Få tre trin til at gøre det samme.

Decentral produktion som risikospredning

Orana Denmark A/S har placeret sin produktion tæt på råvarerne - og opnår dermed både CO₂-reduktion og risikospredning i værdikæden. Få tre trin til at gøre det samme.

Trivsel som effektiv driftsstrategi

DI's køkken byggede trivsel ind i arbejdsdagen med programmet "Bæredygtigt Arbejdsliv" – og styrkede samarbejdet og driften i et køkken med 28 medarbejdere. Få tre trin til at gøre det samme.