Indsats: B Corp som kvantificering af et ansvarligt DNA
Neutral blev ikke ansvarlig for at få en certificering. De fik en certificering fordi de allerede var ansvarlige. Og det er en vigtig distinktion.
Virksomheden har arbejdet systematisk med ansvarlig tøjproduktion siden de startede - med tredjepartscertificeringer på tværs af hele værdikæden: Fairtrade, EU Ecolabel, SA8000 og OEKO-TEX. Produktionen i Indien drives af fabrikkernes egne vind- og solenergisystemer. Produktionsrester genanvendes. Bønderne besøges. Det handler ikke om compliance - det er selve forretningsmodellen.
B Corp-certificeringen kom som det næste naturlige skridt: et globalt anerkendt framework der kunne kvantificere og kommunikere den samlede impact på tværs af governance, miljø, medarbejdere, samfund og kunder. Processen tog ca. ni måneder og resulterede i en score på 175,8 point ud af 200. Det er den højeste score i EU og den højeste nogensinde for en B2B-tekstilvirksomhed globalt. B Corp gav Neutral et troværdigt og andenpartsverificeret tal, de kunne stå inde for i kundedialogen, i markedet og internt i organisationen.
Resultat: Dokumenterede og troværdige salgsargumenter
Den kommercielle gevinst er konkret. Neutrals salgskonsulenter behøver ikke overdrive eller pynte på virksomhedens indsatser; de kan beskrive præcist hvad virksomheden gør og hvorfor det giver mening, også når det er komplekst. Når alt er dokumenteret og verificeret, mindskes greenwashing-risikoen. Det gør arbejdet lettere - og det gør salgsargumentet stærkere.
Det samme gælder i udbud og kundeforhold. Neutral er ifølge grundlæggerne den eneste virksomhed der dækker hele produktionskæden med certificeringer - fra bomuld til færdigt produkt. Det betyder at de aldrig falder igennem, uanset hvilke ansvarlighedskrav kunden stiller. EU Ecolabel åbner for offentlige udbud der kræver Svanemærket. Fairtrade og SA8000 dækker arbejdstagerrettigheder. OEKO-TEX screener for farlige kemikalier i tøjet, så man f.eks. kan tage det i brug uden at vaske det først. Tilsammen giver det en kommerciel robusthed der er svær at efterligne.
Og det beviser noget vigtigt: at en virksomhed der bygger på den tredobbelte bundlinje - mennesker, planet og økonomi - kan konkurrere på markedsvilkår. Ikke som en NGO der overlever på velvilje, men som en forretning der vinder på dokumenteret integritet.