16.10.25 Vi rådgiver dig Nyheder

Europa-Parlamentet enige om forenklinger for bæredygtighedsrapportering

Europa-Parlamentet vedtog mandag sin position til Omnibus I. Det betyder, at forenklinger for bæredygtighedsrapportering (CSRD) og due diligence (CSDDD) nu er et væsentligt skridt nærmere. En endelig aftale forventes inden årets udgang.

Mandag vedtog Europa-Parlamentets retsudvalg (JURI) sin position til Omnibus I, der har til formål at forenkle kravene til bæredygtighedsrapportering (CSRD) og due diligence (CSDDD). Den endelige afstemning i Parlamentets plenarforsamling forventes i næste uge.

Med vedtagelsen ligger Parlamentets position meget tæt op ad EU-Kommissionens oprindelige forslag, og sammen med Rådet har de tre institutioner dermed udstukket en fælles retning mod væsentlige forenklinger af de to direktiver.

Forhandlinger på vej

Inden ændringerne kan træde i kraft, skal Kommissionen, Rådet og Parlamentet forhandle en endelig aftale på plads i de såkaldte trilogforhandlinger. I Dansk Industri (DI) forventes det, at en aftale kan nås inden udgangen af 2025.

Hovedpunkter i Parlamentets position

De vigtigste elementer i Parlamentets position omfatter:

  • Nyt scope og størrelsesgrænser

    • For CSRD foreslås en grænse på 1.000 medarbejdere og en omsætning på 450 mio. EUR – på linje med Kommissionens og Rådets positioner.

    • For CSDDD foreslås et scope på 5.000 medarbejdere og 1,5 mia. EUR i omsætning, svarende til Rådets niveau.

  • Risikobaseret tilgang til due diligence
    En styrket risikobaseret tilgang med direkte reference til OECD’s retningslinjer.

  • Udvidet harmonisering
    En betydelig udvidelse af den fulde harmonisering i CSDDD.

  • Klarere krav til transitionsplaner
    Juridiske krav gøres mere præcise, og forpligtelserne begrænses i forhold til både Kommissionens og eksisterende lovgivning.

  • Undtagelse for Investment Holding Companies (IHCs) i CSRD.

  • Udarbejdelse af en EU-revisionsstandard for bæredygtighedsrapportering.

  • Indførelse af ”urettidig omkostning og indsats”-lettelser med fokus på værdikæder.

  • Beskyttelse af forretningshemmeligheder indarbejdes i CSRD.

  • VSME-standarden fastlægges som en frivillig standard.

 

Næste skridt

De tre institutioner står nu relativt tæt på hinanden – især i forhold til størrelsesgrænser og rapporteringskrav. Det baner vejen for, at trilogforhandlingerne kan begynde, så snart Parlamentet har godkendt sin position i plenarforsamlingen i næste uge. Ambitionen er, at en endelig aftale om de to direktiver kan indgås inden årets udgang, med ikrafttræden tidligst fra 2027.

Parallelt hermed arbejder EFRAG på de ændrede og reducerede ESRS-standarder, som skal afleveres til EU-Kommissionen inden udgangen af november 2025. Efter en kort høringsperiode forventes de nye standarder vedtaget i foråret 2026.

Relateret indhold