10.11.25 Vi rådgiver dig Nyheder

Asiatiske virksomheder styrker bæredygtigheden – dansk model skaber værdi

I takt med at danske og europæiske virksomheder integrerer bæredygtighed i deres kerneforretning, vokser presset på de globale værdikæder.

Vi har besøgt produktionsvirksomheden IBIDEN Philippines Inc. på Filippinerne. En virksomhed, der de seneste år har investeret strategisk i bæredygtighed og integreret FN's Verdensmål (SDG) og ESG-principper (påvirkning på miljø, mennesker og ledelse) i deres daglige arbejde og produktion. Investeringen sker som følge af øget pres på de globale værdikæder og som resultat af et partnerskab mellem DI (Dansk Industri) og filippinske ECOP (Employers Confederation of the Philippines) og Danida. Et partnerskab, der gavner både forretning, samfund, grøn omstilling og globale værdikæder.

IBIDEN Philippines President Yuzo Yamagami tager imod os, da vi (DI) besøger virksomheden i Filippinerne:

It makes business sense to support SDG. SDGs and sustainability are an integrated, value-creating part of the business strategy. For IBIDEN's customers, it is crucial that the company meets their sustainability requirements – it is a prerequisite for the company's reputation and long-term value IBIDEN Philippines President Yuzo Yamagami

DI og ECOP besøger IBIDEN Phillipines, Inc., september 2025

Danske partnerskaber som katalysator

DI har de seneste år arbejdet tæt sammen med sin søsterorganisation ECOP, og har bl.a. introduceret værktøjerne SDG Value Scan og Dobbeltvæsentlighedsanalyse. Værktøjerne gør det muligt for virksomheder at kortlægge, hvordan deres aktiviteter påvirker samfund og miljø, og hvor der ligger forretningsmuligheder.

ECOP har oversat og formidlet modellerne til sine medlemmer i Filippinerne, så konkrete erfaringer fra Danmark nu bruges lokalt – blandt andet hos IBIDEN Philippines.

Med hjælp fra DI understøtter ECOP filippinske virksomheder i at forstå og omsætte globale bæredygtighedskrav, og bygger bro mellem internationale og lokale løsninger. Samtidig sikrer partnerskabet med DI, at danske erfaringer og værktøjer hurtigt kommer i spil. Det hjælper filippinske virksomheder med at håndtere både lokale og internationale standarder og forbereder dem på fremtidens krav – også fra internationale partnere.

Det er vores ambition i DI at fremme ansvarlig virksomhedsdrift og bidrage direkte til grøn og retfærdig omstilling globalt. Det betyder blandt andet, at vi har et tæt samarbejde med søsterorganisationer og donorer, og inddrager erhvervslivet for at sikre størst mulige effekt af dansk udviklingssamarbejde Marie Gad, Vicedirektør

Bæredygtighed bliver en væsentlig prioritet

En analyse fra DI og Rambøll viste tilbage i 2024 at hele 72 % af filippinske virksomheder ikke kendte til bæredygtighedskrav, mens kun 23 % havde hørt om CSRD. Ikke desto mindre forventede 94 % af virksomhederne, at bæredygtighed ville blive en væsentlig prioritet i de kommende år. ECOP oversætter behovet: 

We need trading partners who not only request sustainability programmes but also support their implementation. Proof of concept is crucial. Director General Mr. Jose Roland Moya, ECOP

Partnerskabstilgangen sikrer, at danske erfaringer og løsninger hurtigere bliver en del af den virkelighed, filippinske og andre asiatiske virksomheder skal navigere i – ikke mindst når internationale kunder stiller stadigt højere krav. DI og ECOP bygger bro, så lokale virksomheder ikke bare kender kravene, men også får viden og værktøjer til at indfri dem.

Bæredygtighed løfter forretning, arbejdsplads og samfund

IBIDEN Philippines er blandt de virksomheder, der arbejder målrettet med at integrere SDG og ESG i alle dele af virksomheden, blandt andet gennem energioptimering, affaldshåndtering, vandforvaltning og CO₂-reduktion. Målet er net zero i 2040 og halvering af CO₂ i 2030. Medarbejdere inddrages aktivt, så ingen efterlades – og resultaterne mærkes i både produktivitet, arbejdsmiljø og virksomhedens omdømme. De understreger visionen på deres hjemmeside:

We are working towards ESG (Environment, Society, Governance) activities and proactive contributions to the Sustainable Development Goals (SDGs).” ECOP website

IBIDEN’s indsats inspirerer gennem ECOP’s SDG-netværk, hvor erfaringer og værktøjer deles og skaber løft for hele branchen.

Muligheder for danske virksomheder

For DI’s medlemsvirksomheder understreger casen, at danske partnerskaber og løsninger kan gøre en praktisk forskel i det globale syd. Værdiskabelsen for danske virksomheder ligger i adgang til nye markeder, netværk og kompetenceopbygning, der styrker internationale leverandørkæder og globale eksportmuligheder. For danske virksomheder bliver det lettere, sikrere og mere værdifuldt at indgå i globale leverandørkæder, det styrker den gensidige forståelse af krav og muligheder, og det bidrager til at sikre ansvarlig vækst på begge sider af kloden.

Erfaringen er klar: Partnerskabsdrevet udviklingssamarbejde accelererer grøn omstilling og ansvarlig vækst – med dansk knowhow som nøgle til global forandring.

Attraktivt marked for danske virksomheder

Filippinerne er en af Asiens hurtigst voksende økonomier og et attraktivt marked for danske virksomheder. Landet har de seneste år gjort det lettere at investere med bedre infrastruktur, lavere toldsatser og gode rammevilkår. I 2024 var Filippinerne Danmarks 56. største samhandelspartner med en samlet handel på 8 mia. kr., og den danske eksport er steget med 14,2 % i de første otte måneder af 2025 til 2,1 mia. kr. Der er allerede 44 danske datterselskaber i landet med over 7.000 ansatte og potentialet vokser fortsat.

Relateret indhold