Getty
18.04.21 Vi rådgiver dig Nyheder

Egypten varsler nyt krav om registrering af eksportforsendelser

Kravet indebærer, at eksportøren skal forhåndsregistrere alle forsendelser i et system. Testperioden er startet den 1. april og fra den 1. juli er det obligatorisk. Kravet er endnu et i rækken af byrder, som virksomhederne møder, når de skal eksporterere deres varer til Egypten.

Hvad betyder kravet virksomheden

Hvis det går efter planen, skal alle forsendelser til Egypten registreres i et nyt elektronisk system Advance Cargo Information System (ACI) fra og med den 1. juli 2021. Systemet bliver i øjeblikket testet, og har kørt som et pilotprojekt for enkelte lande fra den 1. april 2021. Kravet betyder, at eksportøren skal registreres for at kunne indtaste oplysninger i systemet. Se information om registering fra Egyptens myndigheder. Information om første fase 

Mere bureaukrati og flere ressourcer 

Inden afskibning skal alle eksportdokumenterne påføres et ACID nummer. Det kan være svært for virksomheden at time dette, da der også er mange særlige dokumentkrav og krav om inspektion af varer til Egypten. Blandt andet er der krav om at oprindelsescertifikat og faktura, skal påtegnes på et handelskammer, legaliseres hos Udenrigsministeriet og legaliseres på Egyptens ambassade. Proceduren betyder mere bureaukrati for virksomheden og potentielt længere leveringstider. Ofte er forsendelser til Egypten på remburs, og det kan også forsinke processen, da originaldokumenterne skal sendes til banken. EU og Egypten har en frihandelsaftale, som burde sikre lettere adgang til hinandens markeder og hindre handelsbarrier. Derfor er kravet også indberettet til kommissionen som en handelsbarriere. Desværre har Egypten ikke hidtil vist megen imødekommenhed i den forbindelse.

Hvordan forbereder man sig bedst

Kravet bliver først endeligt implementeret den 1. juli 2021. Der kører et  pilotprojekt, som kan betyde, at der kommer fejlrettelser og ændringer til systemet. Det kan derfor være hensigtsmæssigt, at man ikke bruger mange ressourcer på registrering lige nu, men afventer situationen til begyndelsen af juni måned, før man registrerer virksomheden.

DI følger situationen og opdaterer Eksporthåndbogen i henhold til kravene.

Relateret indhold