Fakta om Kina og det kinesiske marked

DI følger seneste udviklinger og tendenser på det kinesiske eksportmarked

Det kinesiske marked

Kina er verdens andenstørste økonomi og en central drivkraft i den globale vækst. Landet bidrager med omkring 30 procent af den årlige globale vækst, og selvom væksten er aftaget fra tidligere årtiers tocifrede niveauer, ventes den fortsat at ligge over niveauet i de fleste vestlige økonomier de kommende år. Kina havde i 2025 en BNP-vækst på 5 pct., der i 2026 forventes at falde til 4,4 pct.

Kinas økonomi gennemgår en længere strukturel omstilling fra en investerings- og eksportdrevet vækstmodel mod en mere forbrugsdrevet økonomi - et eksplicit mål i Kinas 15. femårsplan. Samtidig kæmper landet med modvind i ejendomssektoren, svag indenlandsk efterspørgsel og deflationspres. Eksportsektoren har vist betydelig modstandsdygtighed, ikke mindst inden for grøn teknologi, elbiler og batteriproduktion, hvor Kina i dag står for omkring 70 pct. af den globale produktion af elbiler og over 80 pct. af den globale produktion af battericeller.

  • 89

    milliarder kroner


    Dansk eksport til Kina (2024)

  • 7.

    største eksportmarked


    Dansk eksport til Kina (2024)

  • 182

    milliarder kroner


    Samlet dansk-kinesisk samhandel (2024)

  • +80.000

    ansatte


    Ansatte i danske datterselskaber i Kina

Kina er fortsat et af Danmarks vigtigste markeder uden for USA og Europa

Kina er et marked i kraftig forandring. Den voksende middelklasse driver efterspørgsel efter kvalitetsprodukter inden for sundhed og life science, fødevarer, grøn omstilling og avanceret teknologi - områder hvor danske virksomheder står stærkt. Samtidig er markedet blevet vanskeligere at navigere i som følge af geopolitiske spændinger, statsstøtte og strammere regulering. Mange europæiske virksomheder rapporterer om et forværret erhvervsklima, og blandt danske virksomheder ser vi en stigende interesse for såkaldte "Kina+1"-strategier, hvor virksomhederne fastholder deres tilstedeværelse i Kina, men samtidig diversificerer til andre asiatiske markeder.

På EU-niveau er Kina den tredjestørste handelspartner og en kerneprioritet i den fælles handelspolitik. Forholdet er præget af både dyb økonomisk afhængighed og strategiske spændinger, senest illustreret ved EU's anti-subsidie-told på kinesiske elbiler fra oktober 2024 og de igangværende forhandlinger om alternative prisaftaler. Disse rammevilkår har direkte betydning for danske virksomheder, der opererer på eller med det kinesiske marked.

FAQ - Eksport til Kina

Her samler vi de spørgsmål, vi oftest får fra DI's medlemmer om at gøre forretning på det kinesiske marked. Spørgsmålene retter sig især til virksomheder, der overvejer at opstarte eller udvide aktiviteter i Kina.

Hvad gør Kina interessant for danske virksomheder?

Kina er verdens andenstørste økonomi og rummer en hastigt voksende middelklasse på over 400 mio. mennesker med stigende købekraft. Markedet efterspørger i særlig grad kvalitet, sundhed og bæredygtige løsninger – områder hvor danske virksomheder traditionelt har stærke kompetencer. Selvom væksttempoet er aftaget, og markedet er blevet sværere at navigere i, er den absolutte størrelse på efterspørgslen fortsat så stor, at Kina er svær at se bort fra for ambitiøse danske eksportører.

Hvilke brancher har størst potentiale?

Vi ser særligt stor efterspørgsel inden for sundhed og medicinalprodukter (i forvejen Danmarks største eksportkategori til Kina), grøn omstilling og energieffektivitet, vand- og miljøteknologi, fødevarer og ingredienser samt maritime og logistiske løsninger. Også avanceret produktionsudstyr og automatisering har et stort potentiale i takt med den kinesiske industris fortsatte opgradering.

Hvor lang tid skal vi regne med, før vi får fodfæste?

Kina er sjældent et 1-2-årigt projekt. Etablering af relationer, certificeringer, distribution og en troværdig pipeline tager typisk 2-5 år, før investeringen for alvor begynder at give afkast. Det er erfaringsmæssigt en af de største kilder til skuffede forventninger, bemand og finansier projektet derefter.

Skal vi etablere selskab, eller kan vi nøjes med direkte eksport?

Det afhænger af forretningsmodellen, kundetypen og hvor stor en del af værdikæden, der skal ligge lokalt. Direkte eksport via en lokal distributør kan fungere godt i en startfase, men mange virksomheder oplever, at de på sigt har brug for egen tilstedeværelse for at sikre kvalitet, kundeforhold og serviceniveau. Vi anbefaler altid konkret rådgivning før beslutningen om selskabsetablering, da reglerne er komplekse og varierer mellem brancher og regioner.

Er det nødvendigt at kunne kinesisk?

Nej, ikke som forudsætning for at komme i gang. Mange møder, særligt i de store byer og med større kinesiske virksomheder, kan gennemføres på engelsk. Men kinesisk sprog- og kulturforståelse giver en mærkbar fordel i salgsarbejdet, i partnerskabsrelationer og ved håndtering af myndigheder – og er ofte nødvendigt, så snart man bevæger sig uden for kystregionerne og de internationale erhvervsmiljøer.

Hvor i Kina giver det mening at starte?

De fleste danske virksomheder begynder i en af de store byregioner – Beijing, Shanghai, Guangzhou eller Shenzhen – hvor beslutningstagerne, de internationale erhvervsmiljøer og logistikken er bedst tilgængelige. Herfra kan man udvide til andre regioner i takt med, at forretningen modnes. Valget af region bør altid kobles til, hvor jeres kunder, partnere og forsyningskæder befinder sig.

Hvad er de typiske faldgruber?

Erfaringerne fra DI's medlemmer peger på fire klassiske fejl: at gå ind uden klar strategi for sektorer, regioner og partnertyper; at undervurdere tids- og ressourceforbruget; at undervurdere regulering, certificeringer og IP-beskyttelse; samt at opbygge en lokal organisation uden tilstrækkelig forankring i moderorganisationen. En grundig forberedelse og adgang til lokal viden reducerer risikoen markant.

Hvordan finder vi pålidelige partnere?

Brug netværk, branchemesser, brancheforeninger, ambassaden og DI's kontor i Shanghai, DI’s brancheforeninger, branchemesser og netværk  som indgange. Kombinér det med lokale referencer, baggrundstjek og besøg hos potentielle partnere før indgåelse af aftaler. Mange faldgruber kan undgås ved at investere tid i due diligence og lade kontrakter udforme af lokal juridisk ekspertise med kendskab til kinesisk ret.

Hvordan adskiller digital markedsføring sig i Kina?

Det kinesiske digitale økosystem er fundamentalt anderledes end det vestlige. WeChat, Douyin, Xiaohongshu og Tmall fylder mere end LinkedIn, Google og Meta. Indhold, betalingsløsninger og brugerrejser skal tilpasses kinesiske forventninger – ikke blot oversættes fra det europæiske materiale. Det gælder også for B2B-segmentet, hvor WeChat ofte er den primære relationsplatform.

Hvad betyder de aktuelle EU-Kina-spændinger for danske virksomheder?

Forholdet mellem EU og Kina er præget af stigende handelspolitiske gnidninger, blandt andet om subsidier, kritiske råstoffer og markedsadgang. EU's anti-subsidie-told på kinesiske elbiler og forhandlingerne om prisaftaler er det mest synlige eksempel. For danske virksomheder betyder det, at man skal følge den handelspolitiske udvikling tæt og inddrage geopolitisk risiko som en fast parameter i sin Kina-strategi. DI rådgiver løbende medlemmer om, hvordan ny EU- og kinesisk regulering konkret rammer deres forretning.

Hvad koster det at gå ind på det kinesiske marked?

Investeringen er typisk højere end på de fleste nærmarkeder, fordi den omfatter rejser, certificeringer, lokal tilstedeværelse, eventuel selskabsetablering og opbygning af relationer over tid. Til gengæld er det potentielle afkast tilsvarende stort, når man først har etableret en troværdig position. Sæt budgettet ud fra et realistisk 3-5-årigt perspektiv frem for et toårigt break-even.

Har DI kontor i Kina?

Ja. DI har kontor i Shanghai med dansk og lokal stab, der hjælper medlemsvirksomheder med opstart, selskabsadministration, kontorfaciliteter, partnersøgning, ESG-rådgivning og praktiske spørgsmål om at drive forretning i Kina. Kontoret er en del af joint venture-samarbejdet DI-Asia Base og har siden etableringen i 2003 hjulpet mere end 100 danske virksomheder ind på det kinesiske marked.

Hvor finder vi mere viden og hjælp?

Læs videre om told og markedsadgang, regulatoriske og juridiske rammer samt markedsmuligheder under DI's øvrige Kina-sider. Du kan også kontakte DI's eksperter direkte eller få konkret rådgivning fra DI Kina i Shanghai.

Den økonomiske udvikling på det kinesiske marked

Se tal

Vil du etablere datterselskab i Kina?

Få hjælp
Theresa Anh Nguyen

Theresa Anh Nguyen

Chefkonsulent