Vær opmærksom på kritiske råstoffer i din forsyningskæde
Mange danske og europæiske virksomheder er indirekte afhængige af kritiske råstoffer. Sjældne jordarter, litium og gallium sidder indlejret i magneter, batterier, elektronik, motorer og halvfabrikata, og afhængigheden ligger derfor ofte flere led nede i forsyningskæden, hos leverandørers leverandører.
Det kan gøre virksomheder sårbare, når adgangen ændrer sig. Kinas eksportkontrol på blandt andet gallium, germanium og sjældne jordarter har allerede givet længere leveringstider og prisstigninger på komponenter, og få leverandørlande dominerer markedet for de fleste kritiske råstoffer.
Derfor gælder det om at vide, hvor i forsyningskæden de kritiske råstoffer befinder sig, hvilke regler der påvirker adgangen, og hvordan afhængigheden kan reduceres. Her på siden finder du viden og overblik, så din virksomhed kan stille de rigtige spørgsmål til leverandørerne og komme på forkant.
Hvilke råstoffer er kritiske ifølge EU?
Kritiske råstoffer (critical raw materials) er udvalgte råmaterialer, som EU vurderer har høj økonomisk betydning og høj forsyningsrisiko. EU-Kommissionen har identificeret 34 råmaterialer som kritiske, hvoraf 17 er klassificeret som strategiske, da de er særligt vigtige for den grønne og digitale omstilling samt for forsvar og rumfart. Nedenfor er et overblik over EU's kritiske råstoffer, hvor de strategiske råstoffer er markeret med fed.
Fælles for materialerne er, at den globale produktion er koncentreret i få lande, ofte med Kina som dominerende leverandør, og at der ikke findes gode og billige alternativer. Kobber og nikkel opfylder ikke de tekniske kriterier for kritiske råstoffer, men er medtaget på listen, fordi EU har udpeget dem som strategiske.
EU's liste over kritiske råstoffer:
| Antimon | Gallium | Magnesium | Siliciummetal |
| Arsen | Germanium | Mangan | Strontium |
| Baryt | Hafnium | Naturlig grafit | Tantal |
| Bauxit | Helium | Nikkel | Titanmetal |
| Beryllium | Kobber | Niobium | Tunge sjældne jordarter |
| Bor/borater | Kobolt | Platingruppemetaller | Vanadium |
| Feldspat | Kokskul | Råfosfat | Vismut |
| Flusspat | Lette sjældne jordarter | Scandium | Wolfram/tungsten |
| Fosfor | Litium |
Læs mere på Kommissionen hjemmeside her eller om udvælgelsen af råstofferne her.
Er Danmark afhængig af kritiske råstoffer?
Kritiske råstoffer udgør kun omkring 0,7 pct. af den danske import (2025), hvorimod import af komponenter og varer med indlejrede kritiske råstoffer er langt højere. Kritiske råstoffer findes i alt fra batterier, motorer, transformere, chips og meget andet, hvorfor man skal være opmærksom på forsyningsafbrydelser, hvis man importerer komponenter med indlejrede kritiske råstoffer.
Hvor importafhængig er EU af kritiske råstoffer?
EU er stærkt afhængig af import af en række kritiske råstoffer, og importen er ofte koncentreret på ganske få leverandørlande. Ifølge Eurostats seneste opgørelse (2024) kom 95 pct. af EU's import af sjældne jordarter fra Kina, Malaysia og Rusland tilsammen. For magnesium stod Kina for 96 pct. af importen, mens Brasilien leverede 86 pct. af EU's ferro-niobium og Tyrkiet 81 pct. af boraterne. For gallium og naturlig grafit var Kina største leverandør med henholdsvis 73 pct. og 38 pct. Den høje koncentration gør EU sårbar over for forsyningsafbrydelser, hvilket Kinas eksportrestriktioner på gallium, germanium, antimon og grafit har understreget.
Udvinder og forarbejder EU selv kritiske råstoffer?
Kun i meget begrænset omfang. EU's egen produktion er i de fleste tilfælde lille og består overvejende af forarbejdning af importerede råmaterialer, mens udvinding og minedrift fylder langt mindre. EU er med andre ord primært aftager af kritiske råstoffer.
Efter EU's råstofforordning Critical Raw Materials Act, der trådte i kraft i 2024, har EU-Kommissionen udpeget en række strategiske projekter, som har til formål at skabe produktion i EU. I marts 2025 blev de første 47 projekter udvalgt, der dækker udvinding, forarbejdning og genanvendelse af strategiske råstoffer i EU. Projekterne får adgang til hurtigere og forenklede tilladelsesprocedurer samt lettere adgang til finansiering og skal bidrage til, at en større del af EU's forbrug fremover dækkes af egen produktion.