Vi rådgiver dig

EU-lovgivning om handel med kritiske råstoffer

EU har vedtaget en række forordninger, der påvirker adgangen til kritiske råstoffer og rammerne for grøn industriproduktion. Her er de vigtigste.

CRMA - Critical Raw Materials Act

Critical Raw Materials Act (CRMA) er en EU-forordning vedtaget i 2024, der har til formål at sikre en stabil og bæredygtig forsyning af kritiske og strategiske råstoffer til den grønne og digitale omstilling. CRMA indeholder forskellige initiativer, der skal mindske EU's sårbarhed over for leverancechok og ensidige afhængigheder.

Under forordningen er der udpeget 34 kritiske råstoffer og heraf 17 strategiske. Derudover er der fastlagt fire 2030-mål for at opbygge Europas kapacitet på tværs af værdikæden, ved mere udvinding, forarbejdning, genanvendelse i EU samt en grænse for, hvor stor en andel af et råstof der må komme fra ét tredjeland.

Som en del af forordningen kan man som virksomhed ansøge om at blive godkendt som et ”Strategisk projekt”. Det betyder, at projektet får hurtigere sagsbehandling af tilladelser og lettere adgang til finansiering. CRMA skal også gøre det hurtigere og mere forudsigeligt at realisere projekter gennem enklere tilladelsesprocesser og "one-stop-shop" i hvert medlemsland.  Udvalgte strategiske projekter kan få kortere sagsbehandling og bedre adgang til finansiering. Endeligt styrker CRMA beredskabet via overvågning og stresstest af forsyningskæder, koordination af strategiske lagre samt tiltag, der fremmer cirkularitet og genanvendelse.

Artikel 24 stiller krav til store virksomheder
CRMA'ens artikel 24 pålægger virksomheder med over 500 ansatte og en global omsætning på over 150 mio. euro, som bruger strategiske råstoffer i fx batterier, brintudstyr, vedvarende energiteknologi eller elektronik, at risikovurdere deres forsyningskæde mindst hvert tredje år. Virksomheden skal kortlægge, hvor råstofferne udvindes, forarbejdes og genanvendes, og afbøde væsentlige sårbarheder, fx gennem alternative leverandører. Kravet gælder kun de største virksomheder, men de vil bede deres leverandører om dokumentation, og kravene breder sig derfor ned gennem værdikæden.

CRMA's mål for 2030

Forordningen sætter fire konkrete benchmarks for EU’s forbrug af strategiske råstoffer inden 2030. Udgangspunktet er krævende, idet EU's baseline viser en betydelig importafhængighed for en lang række kritiske råstoffer og kun et marginalt bidrag fra genanvendelse for strategisk vigtige materialer.

10 pct. 40 pct. 25 pct. 65 pct.
af EU's årlige behov skal udvindes i EU af EU's årlige behov skal forarbejdes i EU af EU's årlige behov skal komme fra genanvendelse i EU af EU's årlige behov skal maksimalt komme fra ét tredjeland på hvert værdikædeled

Læs mere om CRMA

Klik her

Udvalgte fordele og krav ved CRMA for virksomheder 

Fordele Krav
  • Hurtigere tilladelser for strategiske projekter: 27 måneder for udvinding, 15 måneder for forarbejdning og genanvendelse
  • Lettere finansiering: Hjælp til at tiltrække finansiering og investeringer for strategiske projekter
  • Robuste forsyningskæder: Mindre afhængighed af enkelte tredjelande og mere forudsigelig råstofadgang
  • Risikovurdering af forsyningskæden: Omfattede virksomheder skal kortlægge sårbarheder i deres råstofforsyning mindst hvert tredje år og afhjælpe væsentlige risici
  • Sporbarhed: Strategiske råstoffer skal kunne spores tilbage gennem forarbejdning til udvindingsstedet, også udover tier-1-leverandører

 

 

Lovgivning og initiativer under CRMA

RESourceEU

Handlingsplan fra december 2025 med henblik på at accelerere CRMA

RESourceEU er EU-Kommissionens handlingsplan fra december 2025, der skal sætte fart på CRMA'ens 2030-mål. Kinas eksportrestriktioner på sjældne jordarter og andre kritiske råstoffer har vist, at målene ikke opfylder sig selv, og planen skal derfor accelerere implementering af CRMA. I første omgang er fokus på permanente magneter, batterimaterialer og forsvarsrelevante råstoffer. 

Et europæisk center for kritiske råstoffer 
EU-Kommissionen opretter i 2026 et europæisk center for kritiske råstoffer (European Critical Raw Materials Centre) efter forbillede fra Japans JOGMEC. Centret skal levere markedsovervågning, styre finansiering til prioriterede projekter og fungere som porteføljeforvalter for mere robuste forsyningskæder, blandt andet gennem fælles indkøb og strategiske lagre. 

Finansiering til prioriterede projekter
Planen mobiliserer 3 mia. euro til prioriterede råstofprojekter inden udgangen af 2026 i samarbejde med Den Europæiske Investeringsbank og medlemslandene. Blandt de første projekter er molybdænprojektet Malmbjerg i Grønland. 

Kriseværktøjer i det indre marked
Med forordningen om det indre markeds modstandsdygtighed (IMERA) får EU-Kommissionen fra maj 2026 en værktøjskasse, der kan aktiveres i en årvågenheds- eller en nødtilstand. Værktøjerne omfatter at indhente oplysninger om lagre og produktionskapacitet, koordinere fælles indkøb og styre fordelingen af lagre, hvis en forsyningskrise rammer. 

Nye krav til store virksomheder på vej

EU-Kommissionen har foreslået en ændring af CRMA'en, som vil pålægge store virksomheder at risikovurdere og om nødvendigt diversificere deres forsyningskæder. Rådet vedtog sin forhandlingsposition i marts 2026, så reglerne er endnu ikke endelige.

Hvad kan din virksomhed bruge det til?

Har du et projekt inden for udvinding, forarbejdning eller genanvendelse, kan du søge status som strategisk projekt og få hurtigere tilladelser samt adgang til den koordinerede finansiering. Du kan også registrere dig på Raw Materials Mechanism og finde aftagere, leverandører eller investorer.

Bruger du kritiske råstoffer i dine produkter, er det værd at forberede sig på de kommende krav om risikovurdering af forsyningskæden. Selv hvis din virksomhed ligger under tærsklerne, vil større kunder efterspørge dokumentation. Arbejder du med genanvendelse, betyder de foreslåede eksportrestriktioner på magnetskrot desuden, at mere materiale bliver i EU.

Læs mere om RESourceEU

Klik her

Raw Materials Mechanism

Matchmaking mellem købere, leverandører og investorer i strategiske råstoffer

For at styrke forsyningssikkerheden, reducere sårbarheder i globale værdikæder og støtte omstillingen til en mere robust råstofforsyning har EU-Kommissionen oprettet Raw Materials Mechanism som en del af EU Energy and Raw Materials Platform. Platformen kobler europæiske virksomheder med producenter af råstoffer og investorer for at gøre det lettere at omsætte efterspørgsel til konkrete aftaler. Dette sker ved at samle efterspørgsel på tværs af virksomheder og skabe overblik over, hvilke mængder og kvaliteter der efterspørges, både nu og fremadrettet. Initiativet understøtter samtidig samarbejder om fælles indkøb og langsigtede leveranceaftaler og skaber bedre forhold for investeringer, der kan accelerere nye projekter i EU og i tredjelande, mens de kommercielle forhandlinger fortsat foregår direkte mellem virksomhederne.

Læs mere eller ansøg om Raw Materials Mechanism her

Klik her

 

Relateret lovgivning

NZIA - Net-Zero Industry Act

Mål om 40 pct. af nettonul-teknologi produceret i EU i 2030

Net-Zero Industry Act (NZIA) er en EU-forordning, der skal styrke Europas kapacitet til at producere centrale net-zero-teknologier og dermed understøtte den grønne omstilling og energisikkerhed. NZIA skal sikre, at mindst 40 pct. af EU's årlige behov for nettonul-teknologier i 2030 dækkes af produktion i EU. Forordningen omfatter en bred vifte af teknologier, herunder sol, vind, batterier, CCS, hydrogen, varmepumper, nuklear teknologi og andre industrielle løsninger til dekarbonisering. 

NZIA skal gøre det hurtigere og mere forudsigeligt at etablere nye produktionsfaciliteter gennem fælles regler, "single point of contact" for tilladelser og mulighed for at udpege særlige nettonul strategiske projekter med prioriteret sagsbehandling og lettere adgang til finansiering. Derudover indfører NZIA nye krav i offentlige udbud og støtteordninger, hvor ikke-pris-kriterier som bæredygtighed, forsyningsresiliens og cybersikkerhed skal vægtes højere. Endelig etableres Platformen for Nettonul-Industri i Europa til løbende koordinering, opfølgning og dialog med medlemsstater og interessenter.

Læs mere om NZIA her

Klik her

Chips Act

43 mia. euro til at styrke Europas halvlederproduktion

EU Chips Act er et 43 mia. euro-initiativ, der skal styrke Europas halvlederøkosystem og reducere afhængigheden af globale leverandører. Målet er bl.a. at øge Europas andel af den globale chipproduktion og gøre forsyningskæderne mere robuste. Initiativet bygger på tre søjler: 1) innovation, 2) produktion og 3) overvågning og krisehåndtering, og fokuserer på hele værdikæden fra råstofbearbejdning til avanceret chipanvendelse i kritiske sektorer. En særlig chipfond giver adgang til egenkapital, lån og garantier og er særligt målrettet start-ups og små og mellemstore virksomheder, mens nye produktionsanlæg kan få statsstøtte, hvis de placeres i EU.

Læs mere om EU Chips Act

Klik her

Få seneste nyt om kritiske råstoffer direkte i indbakken

Hold dig opdateret på nyt om den seneste lovgivning for kritiske råstoffer som har direkte betydning for danske virksomheder.

Hvad er et strategisk projekt?

Under EU's forordning om kritiske råstoffer (CRMA) kan EU-Kommissionen udpege konkrete projekter inden for udvinding, forarbejdning eller genanvendelse af strategiske råstoffer som "strategiske projekter". Det kan være projekter både i og uden for EU. Et projekt skal bidrage væsentligt til EU's forsyningssikkerhed, være teknisk realiserbart og gennemføres bæredygtigt og ansvarligt. Til gengæld får projektet hurtigere myndighedsbehandling – 27 måneder for udvinding og 15 måneder for forarbejdning og genanvendelse – én indgang til myndighederne og lettere adgang til finansiering.

Katrine Davidsen Rasmussen

Katrine Davidsen Rasmussen

Konsulent

Theresa Anh Nguyen

Theresa Anh Nguyen

Chefkonsulent

Relateret indhold