31.10.25 Vi rådgiver dig Nyheder

Udsigt til, at endnu flere produkter omfattes af USA's metaltold

I denne opdatering kan du bl.a. læse om at USA's aftaler vedr. sjældne jordarter i forsøget på at bryde Kina's monopol. Du kan også læse om udsigten til, at endnu flere varer omfattes af metaltolden.

Trump har været på rundrejse i Asien i denne uge. I amerikansk sammenhæng taler man vist om ”doing Europe”, når amerikanerne besøger Rom, Paris og London på fem dage. På samme måde kan man tale om ”doing Asia” for Trump. Tre lande og seks statsoverhoveder på fem dage med handel og smiger som omdrejningspunkt. Med sidstnævnte tænker jeg på alle værternes store fokus på gaver, der taler direkte til Trumps ego – afdøde Shinzo Abe’s golfputter i Japan og en kongekrone i Korea.

Nå, men nærværende skal jo handle om handel, så hvad kom der ud af Trumps besøg på den front? USA indgik aftaler om forsyning af sjældne jordarter med Australien (som godt nok blev underskrevet ugen inden), Malaysia, Thailand og Japan, hvilket sætter en tyk streg under, at USA vil bryde Kinas monopol på disse, kritiske råstoffer. Det har vi alt mulig interesse i også kommer til at lykkes.

Det nok væsentligste var dog, at USA og Kina nærmede sig hinanden en smule på handel. Ifølge de foreløbige meldinger vil USA reducere straftolden mod kina med omkring 10 pct. point, så den i praksis vil ligge på cirka 47 pct., afhængig af hvordan man tæller. Kina har til gengæld signaleret en vilje til at fjerne restriktionerne på eksport af sjældne jordarter og indikeret, at landet vil genoptage sine køb af amerikanske landbrugsprodukter. Derudover tegner der sig en enighed om en midlertidig étårig handelsvåbenhvile, selvom der endnu ikke er underskrevet en formel aftale.

USA har imidlertid en lang række af de såkaldte 232-undersøgelser i pipelinen. Det er som bekendt det instrument, Trump har brugt til at lægge straftold på udenlandske metalprodukter, møbler, trævarer og biler med henvisning til, at USA's afhængighed af importerede produkter udgør en national sikkerhedsrisiko (møbler???). Så spørgsmålet er, hvordan Kina kommer til at reagere, når USA afslutter sine igangværende 232-undersøgelser på bl.a. medicinsk udstyr, elektronikprodukter, og farmaceutiske produkter, som alle givetvis vil føre til øget straftold på udenlandske produkter, herunder kinesiske.

232-undersøgelserne er selvsagt også noget, der er på vores radar. Det gælder ikke mindst den kvartalsvise udvidelse af listen over metalprodukter, som bliver pålagt straftold. Vi får fortsat mange, frustrerede henvendelser fra jer om, hvordan det nu lige er, at man opgør metalandelen på den rette måde og sikrer sig, at man har styr på, hvor metallet kommer fra. Vi har lavet en kortfattet vejledning herom, som jeg tillader mig at henvise til endnu engang: Faktaark om værdi af stål, aluminium og kobber i produkter - DI.

Desværre er der udsigt til, at endnu flere produkter bliver omfattet af metaltolden – smørbagte småkager i dekorative metalbokse og dåsekonserves for blot at nævne de mere absurde eksempler. Vi har råbt og skreget om dette på jeres vegne, og både den danske regering, EU Kommissionen og vores kollegaer i US Chamber of Commerce er heldigvis enige med os. Men når det i sidste ende er ham i det Hvide Hus, der vil gøre det dyrere at være amerikaner, er der meget lidt, man kan stille op.

Men det der måske kan overbevise ham er økonomien – it’s the economy, stupid, som vi alle ved, når snakken falder på, hvad der er den afgørende faktor i amerikansk politik. Og hvordan har den det så? Forbrugertilliden faldt i oktober for tredje måned i træk. Amerikanerne er grundlæggende bekymrede for, om de har et job i morgen og om de kan betale deres regninger i takt med, at priserne stiger – inflationen har som bekendt rundet 3 pct. Det får typisk folk til at holde lidt igen med forbruget, hvilket så igen sætter sig i væksten. Og oveni det kommer den igangværende nedlukning af den amerikanske regering. Helt konkret betyder det, at mange offentligt ansatte er hjemsendt uden løn . De får godt nok deres løn, når de engang kommer tilbage på arbejde, men i mellemtiden er der jo regninger, der skal betales. Og sociale ydelser bliver udbetalt, men nye ansøgninger må vente.

Hvorvidt det kan få Trump til at holde igen med ny straftold får vi at se. Første, konkrete anledning bliver nok, når Højesteret indenfor den kommende måneds tid eller to kommer med sin afgørelse af, om Trumps generelle straftold – den såkaldte IEEPA-told – er lovlig eller ej. Hvis de kender den ulovlig, vil Trump kunne genindføre straftolden med andre toldinstrumenter, men det kan jo godt tænkes, at hans lyst til at gøre det, vil dale noget, hvis økonomien begynder at hoste alt for meget. Vi får se.

Hvad det alt sammen betyder for danske virksomheder kan du høre mere om, når vi holder webinar om straftold torsdag den 6. november kl. 14-15 – tilmelding HER

Få seneste nyt om USA i indbakken

Modtag seneste nyt om USA, straftold og handelspolitik, information om relevante arrangementer og live opdateringer direkte i din indbakke fra vores mand i Washington DC.

Tilmeld mig

Relateret indhold