12.09.25 Vi rådgiver dig Nyheder

De økonomiske nøgletal begynder så småt at se lidt mere dystre ud for Trump

I denne udgave kan du bl.a. læse om de negative konsekvenser som stigende inflation og flere arbejdsløse, som så småt er begyndt at vise sig i USA. Du kan også læse om perspektiverne for udenlandske virksomheders lyst til at investere i USA og de amerikanske myndigheders raid mod Hyundais batterifabrik i Georgia. Derudover finder du en vejledning til, hvordan man kan opgøre metalværdien i sine varer nogenlunde korrekt.

Bare vent, toldkrigens blodige konsekvenser skal nok snart vise sig, har jeg i mit stille sind gået og sagt til mig selv, hver gang Trump har triumferet over sine mere eller mindre solide økonomiske nøgletal. Og nu synes jeg, man begynder at kunne se de barske realiteter melde sig. Inflationen er netop steget til 2,9 pct., arbejdsløsheden er nået op på 4,3 pct., antallet personer som har søgt om understøttelse rundede 263.000 i løbet af den første uge af september (det højeste antal i fire år) og antallet af nye jobs i de seneste fire måneder har ”blot” været på 107.000 mod 491.000 i årets første fire måneder. Om det får Trump til at indse, at toldmure ikke kommer til at Make America Great Again, eller om han derimod tænker, at der skal endnu mere told til for at beskytte amerikanske produktionsvirksomheder, får vi at se.

Jeg har været tilbage i Washington de sidste par uger. Noget af det, der har fyldt meget, i de samtaler jeg har haft med forskellige folk, er hvorvidt Trumps straftold ender med at blive underkendt af Højesteret, og hvad det i givet fald vil betyde. Som I måske husker, har en række mindre amerikanske virksomheder lagt sag an mod Trump-administrationen med påstand om, at hans generelle straftold – også kaldet IEEPA-straftolden – ikke er lovlig. Det har de indtil videre fået én domstols ord for, og nu er sagen så sendt til Højesteret.

Ender Højesteret med at underkende straftolden, vil det selvfølgelig på den ene side give anledning til et sagte smil på læben hos visse folk, ikke mindst undertegnet. Men det vækker også nogen uro, for hvad vil Trump så finde på? Han har andre toldhamre i skuffen, som han kan hive frem og begynde at banke løs med, f.eks. i form af flere af de såkaldte 232-undersøgelser, som han har igangsat på stål, aluminium, medicin og senest vindmøller og møbler. Men det kan også være, at han skeler til de økonomiske nøgletal – jf. ovenstående –  og erkender, at den amerikanske økonomi lider under hans toldmani. Vi får se, hvor det ender.

Sagen omkring den amerikanske regerings påbud til Ørsted om at sætte deres off-shore projekt på pause, har fyldt en del i de samtaler, jeg har haft her i Washington. Der er masser af gode folk, der arbejder på at få løst den konkrete sag, så det har jeg undladt at blande mig i. Men jeg har i al stilfærdighed gjort opmærksom på, at sagen rejser betydelig usikkerhed hos udenlandske investorer om, hvorvidt man kan stole på bygge- og projekttilladelser, som er udstedt af den amerikanske regering.

Vores kollegaer i US Chamber har heldigvis lyttet til vores bekymring på dette punkt. I sidste uge offentliggjorde de således en erklæring, hvori de gjorde opmærksom på deres bekymring omkring Trump-administrationens ”recent decisions to issue halt work orders on offshore wind projects that already have permits”. Erklæringen var prydet af et – i mine øjne – flot billede af en off-shore vindpark, så opbakningen fra deres side er til at tage og føle på. Læs den fulde erklæring her: https://www.uschamber.com/economy/we-need-permitting-certainty-from-start-to-finish

En anden sag, som også giver anledning til lidt løftede øjenbryn for tiden, er de amerikanske immigrationsmyndigheders (dem med det iskolde navn ICE) raid mod Hyundais batterifabrik i Georgia. Fabrikken er ved at blive opført, og Hyundai havde bragt en masse koreanske ingeniører, teknikere og eksperter ind for at hjælpe med at få bygget fabrikken. ICE tilbageholdte lidt under 500 sydkoreanere, som ikke havde de nødvendige arbejdstilladelser. De er nu blevet deporteret – og projektet bliver en del måneder forsinket. Sagen er en påmindelse om, at man skal have orden i papirerne, når man arbejder i USA – og her kan mine kollegaer på vores kontor i New York heldigvis hjælpe jer godt på vej. Men sagen illustrerer desværre også – ligesom Ørsted-sagen – at det ikke er så nemt, som det har været, at være udenlandsk investor i USA.

Vejledning til opgørelse af metalværdien
For tiden bruger mine kollegaer og jeg en del kræfter på at svare på medlemmernes gode spørgsmål om, hvordan man beregner metalværdien i de produkter, som er omfattet af Trumps sindrige straftold på stål, aluminium og kobber. Ikke nogen let opgave alt den stund, at de amerikanske myndigheders vejledning ikke er super præcise. Efter at have trukket på diverse virksomheders konkrete erfaringer, har vi nu fået lavet en kort vejledning til, hvordan man – så vidt vi efter bedste evne har forstået det – kan opgøre metalværdien nogenlunde korrekt. Find den på vores hjemmeside: https://www.danskindustri.dk/vi-radgiver-dig/di-dokumenter-for-virksomhed/publikationer/handel-og-eksport/faktaark-vardi-af-metal/

Tak for at læse med i denne omgang. Vi vender snart tilbage. Indtil da, kan du – som altid – følge med i den seneste udvikling på vores hjemmeside www.di.dk/USAklar

Få seneste nyt om USA i indbakken

Modtag seneste nyt om USA, straftold og handelspolitik, information om relevante arrangementer og live opdateringer direkte i din indbakke fra vores mand i Washington DC.

Tilmeld mig

Relateret indhold