07.04.26 Vi rådgiver dig Nyheder

Mens vi andre har holdt en velfortjent Påskeferie, har Trump haft travlt - blandt andet på toldområdet

Torsdag i sidste uge - 2. april, dvs. på etårsdagen for hans såkaldte Liberation Day tariffs - annoncerede han to nye toldtiltag på hhv. stål-, aluminiums og kobberprodukter og på farmaceutiske produkter. Begge dele har konsekvenser for danske virksomheder - beklager på forhånd, at den måske bliver lidt teknisk.

Ændringen af tolden på stål-, aluminiums- og kobberprodukter sker i regi af den såkaldte sektion-232 told. Hidtil har man som bekendt skulle betale 50 pct. straftold på metaldelen af de omfattede produkter, samt 10 pct sektion-122 straftold på ikke-metaldelen af produktet plus den almindelige MFN-told.

Fremover skal der betales 50 pct. straftold på hele produktets værdi, hvis der er tale om rene stål-, aluminiums- og kobbervarer, f.eks. fladvalsede stålplader. De nærmere toldkoder for disse produkter fremgår af Annex I-A til Trumps proklamation: ANNEXES-I-A-I-B-II-III-IV.pdf

For produkter, som indeholder stål, aluminium og/eller kobber, skal der fremover alene betales 25 pct. straftold på hele varens værdi, det gælder eksempelvis pumper. De specifikke toldkoder fremgår af Annex I-B i proklamationen: ANNEXES-I-A-I-B-II-III-IV.pdf

Der er lavere satser for ovenstående varer, hvis de kommer fra enten Storbritannien (hhv. 25 pct. og 15 pct.) eller består af metal fra USA (10 pct.).

En række produkter, som tidligere har været omfattet af sektion-232 straftold bliver fremover undtaget straftolden. Det gælder eksempelvis møbler lavet af metal, samt maling og øl, som begge tidligere har været omfattet, hvis emballagen var lavet af metal. De specifikke toldkoder fremgår af Annex II i proklamationen: ANNEXES-I-A-I-B-II-III-IV.pdf

Herudover er der en række industrimaskiner, som fremover slipper med 15 pct. i told. Dette gælder dog ikke, hvis maskinen kommer fra ”trading partners with whom the United States does not maintain normal trading relations”, hvilket formentlig særligt betyder produkter fra Kina. De specifikke toldkoder fremgår af Annex III i proklamationen: ANNEXES-I-A-I-B-II-III-IV.pdf

Ovenstående ændringer trådte i kraft mandag den 6. april. Man skal være opmærksom på, at der løbende kan ske ændringer i, hvilke produkter der er omfattet af de forskellige dele af disse foranstaltninger. Selve proklamationen kan læses her: Strengthening Actions Taken to Adjust Imports of Aluminum, Steel, and Copper Into the United States – The White House. Ændringerne er også nærmere beskrevet i et faktaark fra det Hvide Hus: Fact Sheet: President Donald J. Trump Strengthens Tariffs on Steel, Aluminum, and Copper Imports – The White House

For farmaceutiske produkter indføres der nu også en sektion-232 straftold, hvilket man kan læse nærmere om i Trumps proklamation: Adjusting Imports of Pharmaceuticals and Pharmaceutical Ingredients into the United States – The White House samt tilhørende faktaark: Fact Sheet: President Donald J. Trump Bolsters National Security and Strengthens U.S. Supply Chains by Imposing Tariffs on Patented Pharmaceutical Products – The White House.

Patenterede farmaceutiske produkter vil blive pålagt 100 pct. told, med mindre der er tale om produkter fra EU samt en række andre partnerlande. Produkter herfra pålægges 15 pct. straftold. Virksomheder, som har indgået såkaldte MFN-aftale med USA, er dog undtaget for straftold. I dansk sammenhæng gælder dette ind til videre alene for Novo Nordisk. En række specialiserede lægemidler er dog helt undtaget straftolden.

Ændringerne på farma-området træder i kraft løbende fra 31. juli og frem.

Vi kommer til at gå mere i dybden med disse ændringer på vores webinar om US-straftold onsdag den 8. april kl. 13-14. Tilmeldingslink: Orientering om USA straftold

 

Tilmeld dig DI's nyhedsbrev om USA og hold dig opdateret på relevante nyheder fra USA

Relateret indhold