Endnu en amerikansk told underkendt – og nu er der deadline for EU-USA-aftalen
Trump truer med at rive toldaftalen mellem EU og USA i stykker samtidig med, at hans såkaldte section-122 told på 10 pct. på europæiske varer er blevet underkendt.
Trusler om at rive toldaftale i stykker og underkendelse af told, der erstattede en anden underkendt told. Det er kort fortalt, hvad der er sket indenfor de seneste 24 timer i det, der for nogen er et underholdningsprogram ved navn Trumps Toldkaos, men for andre – særligt læserne af dette nyhedsbrev – er en ubarmhjertig dagligdag, hvor man egentlig bare gerne vil sælge nogle varer til sine kunder i USA.
Lad os tage toldaftalen først. Trump og EU’s Kommissionsformand, von der Leyen, indgik som bekendt i juli 2025 den såkaldte Turnberry-toldaftale (opkaldt efter Trumps golfresort i Skotland), som blev konkretiseret i en rammeaftale (Joint Statement on a United States-European Union framework on an agreement on reciprocal, fair and balanced trade - Trade and Economic Security) i august 2025.
Aftalen lagde et 15 pct. amerikansk toldloft på varer fra EU. Til gengæld lovede EU at fjerne tolden på amerikanske industrivarer. Von der Leyen er langt fra lige så magtfuld som Trump, så hun kunne ikke bare egenhændigt fjerne tolden. Det skulle godkendes af EU’s medlemsstater (Rådet), hvilket skete under det danske EU formandskab i november 2025.
Men det europæiske demokrati er jo mangefacetteret, så EU Parlamentet skulle også godkende aftalen. Det var ikke bare en done deal, for blandt andet på grund af Trumps toldtrusler i forbindelse med hele Grønlands-sagen, insisterede EU Parlamentet på, at der skulle indarbejdes visse stopklodser i aftalen, så EU kunne trække sig fra aftalen, hvis Trump kom med nye trusler.
EU Parlamentet afsluttede sine forhandlinger om aftalen i marts 2026, men da Parlamentet havde foreslået ændringer til aftalen, skulle den i såkaldt triolog – EU-sprog for forhandlinger mellem EU’s tre institutioner: Kommissionen, Rådet og Parlamentet. En række af de ændringer, som Parlamentet havde foreslået, var uspiselige for Rådet og Kommissionen. Nok også fordi de mere end nogen var klar over, at ændringerne ville være uspiselige for amerikanerne.
Så forhandlingerne har kørt lidt frem og tilbage, og den manglende afklaring var så det, der sidste fredag fik Trump til at Truth’e om, at hvis Europa ikke inden denne uge var omme fik fjernet tolden på amerikanske varer, så ville han hæve tolden på europæiske biler – eller nok nærmere tyske biler, for det hele bundede nok også i en surhed over, at den tyske kansler Merz havde moppet ham med, at Iran havde ydmyget USA i Mellemøsten.
I går talte von der Leyen og Trump så i telefon sammen og udkommet blev, at Trump nu har givet os frem til 4. juli til at få aftalen på plads på europæisk side – ellers!! Det er formentlig et udtryk for, at von der Leyen på sober vis har fået forklaret Trump, at vi har nogle demokratiske processer i EU, som tager den tid de tager. Og 4. juli burde snildt kunne nås, så faren for, at Trump til den tid ser sig nødsaget til at rive hele toldaftalen i stykker, er nok minimal. Men der skal handles på europæisk side, og det har vi også opfordret de europæiske politikere til.
Den anden nyhed var USA’s domstol for international handel, CIT (Court of International Trade), underkendte den såkaldte section-122 told på 10 pct., som Trump indførte efter, at den amerikanske højesteret i februar underkendte den såkaldte IEEPA-told (som man nu kan søge refusion for, men det er en anden historie). Section 122-tolden kan indføres, hvis USA har et akut problem med underskud på betalingsbalancen. Retten fandt dog, at Trump havde indført den nye told af helt andre årsager, hvorfor han ikke havde lovlig hjemmel til at indføre den i dette tilfælde.
Afgørelsen er truffet ved en lavere retsinstans, så derfor er forventningen, at Trump-administrationen appellerer afgørelsen til en højere retsinstans. Retten har godt nok beordret, at de virksomheder, som har anlagt sagen, skal have tilbagebetalt den indbetalte told, men dette gælder øjensynligt ikke for alle andre virksomheder – endnu. For det bliver givetvis tilfældet, hvis de efterfølgende retsinstanser – formentlig den amerikanske højesteret i sidste instans – også underkender Trumps brug af section 122-tolden.
Vores klare råd til jer er derfor: Sørg for at have styr på, hvad I har betalt i section 122-told, så I kan få det refunderet den, når/hvis muligheden byder sig.
Section 122-tolden kan i øvrigt kun indføres i et halvt år og udløber derfor 24. juli i år. Da det hele tiden har ligget i kortene, at denne told ville have en udløbsdato, har Trump-administrationen igangsat såkaldte sektion 301-undersøgelser (beklager de mange trecifrede forkortelser) om, hvorvidt industrielle overkapaciteter og manglende indsats overfor tvangsarbejde i andre lande, er en trussel mod USA.
EU er også i fokus for disse undersøgelser, dels fordi amerikanerne har lidt mere lyst til at købe vores varer end vi har lyst til at købe deres varer, hvilket så giver et handelsunderskud for amerikanerne, hvilket de så vil udlægge som en overkapacitet på vores side. Og dels fordi amerikanerne ikke mener, at vi gør nok for at undgå produkter lavet ved hjælp af tvangsarbejde i f.eks. Kina, kommer ind på det europæiske marked. Begge dele er rent nonsens, men hvis man søger logik og fornuft i Trumps handelspolitik, må man som bekendt gå forgæves.
Så vores forventning er, at der frem mod ultimo juli vil blive indført en ny told mod europæiske varer på 15 pct. til erstatning for den underkendte told, som erstattede en anden underkendt told. Man skal holde tungen lige i munden.
På mandag den 11. maj kan du høre mere om den seneste udvikling, når vi afholder webinar om Trumps toldkaos. Tilmelding her: Orientering om USA straftold